I slutningen af februar var jeg til Vild med dans uge på Club La Santa, Lanzarote. Jeg er medinstruktør i Swingtime, og to gange om året har vi Vild med dans uger, hvor deltagerne kan danse 8-10 timer hver dag. Desuden afholdes to Ballroom Fitness uger ligeledes på Club La Santa, og her er jeg også med som instruktør.

For alle ugerne handler det om livsglæde. Man kommer selvfølgelig for at lære at danse, men det vigtigste er at have det sjovt, mens man danser.

Hvis du danser til højre i stedet for til venstre, så er det ikke et problem. Man skal leve i dansen, udstråle passionen og glæden. Og det gør alle. Man bliver “høj” i sådan en uge.

Konceptet er i løbet af de sidste par år udvidet med foredrag. I Ballroom Fitness ugerne er min medblogger fra Midt i a ræs Gitte og hendes mand Arne med. Gitte og jeg holder foredrag, og Arne holder vinsmagningsaften. I Vild med dans ugerne holder Thomas Evers Poulsen og jeg ligeledes foredrag. Foredragene er med til at binde holdene mere sammen. Så vi har andre aktiviteter end lige dansen på programmet.

Mange er deltagerne er efterhånden stamgæster, og det er altid hyggeligt, når vi mødes med de “gamle” deltagere. Selvfølgelig kommer der også nye deltagere. Det gælder om hele tiden at sprede budskabet: Kom til La Santa og få en uge med fantastisk livsglæde gennem dans under sydens sol!

Livsglæde – ja, det er for mig indgangen til at få et godt liv, lige meget hvad man laver, og hvor man befinder sig i sit liv. Hvis man har glæde og positive tanker i sit liv, kan man klare alt. For nogle kommer det helt naturligt, andre skal arbejde mere med det. Ydre omstændigheder kan også influere meget. Og det kommer vi til nu!

Jeg landede i København efter en fantastisk uge på Club La Santa for derefter næste morgen at køre til Bruxelles. Der skulle jeg være klar til næste mål: En rejse til Afghanistan. Jeg har ønsket i lang tid at komme med ud og se forholdene i virkeligheden. Det lykkedes så nu.

Vi landede i Kabul og blev indkvarteret I ISAF hovedkvarter. Godt spærret inde.

Næste dag besøgte jeg den danske ambassade og fik en briefing om deres arbejde, og hvilke projekter de hjælper med at støtte. Derefter havde jeg møde med en del afghanske kvinder, som arbejder for kvinders rettigheder, opbygning af skoler m.m. Det var spændende at høre om. Igennem mine Charity Balls i NATO giver vi en del penge til kvinderne i Afghanistan, så det var dejligt at høre om de mange fremskridt i positiv retning.

– Men der er lang vej endnu til at kvinderne får lige rettigheder med mændene. Det er et generationsspørgsmål. Vi må være med til hele tiden at skubbe på, for fremskridtene er der. Selvom det er i langsom fart.

Og det med rettighederne slog mig allerede, da jeg kørte i bil rundt I Kabul (iført skudsikker vest). Jeg lagde straks mærke til alle mændene i gadebilledet. Kun mænd. Måske så jeg lige 5 kvinder. Men nej, – det er mænd, mænd! Kvinderne har simpelthen ikke tilladelse til at komme udenfor deres hjem. De må end ikke gå på marked for at handle! De lever som i et fængsel under deres burka.

Jeg mødte senere ca. 10 kvinder, som solgte forskelligt håndarbejde. De sad indhyllet i deres klæder og var meget generte, da jeg trådte ind i rummet. Men heldigvis tøede de op, og vi talte om deres håndarbejde.

Jeg får rigtig meget lyst til at sige: Tag så alle de tørklæder af! Men man kommer altså ikke bare lige fra en kultur og skal tro, at man straks kan forandre en anden kultur til det, man synes er bedst. Det er et spørgsmål om traditioner. Derfor må kampen om kvinders rettigheder ske stille og roligt for at få flest mulige med.

Det var mange indtryk jeg fik på denne dag. Sidst på dagen fløj vi fra Kabul til Camp Bastion i Helmand, hvor vi også har danske soldater. Vi har hørt så meget om det, og pludselig ser jeg det hele i virkeligheden. Hvordan soldaterne bor og arbejder. Her blev vi indlogeret i en container.

Næste dag fløj vi med helikopter til Lashkar Gah, hvor vi også har danske soldater og civile medarbejdere. En fantastisk oplevelse. Jeg  blev briefet om det civile arbejde, hvor man hjælper kvinderne med forskellige projekter.

Derefter fik jeg briefing om det militære arbejde og så hele lejren. – Man kan ikke rose dem nok for deres arbejde. Dyb respekt herfra! De brænder for deres sag. Det smitter faktisk så meget, at jeg straks tænkte, at her kunne jeg godt blive lidt længere tid og gøre et eller andet. Man får så meget respekt for deres arbejde, at man næsten får dårlig samvittighed over bare at være gæst.

Tilbage med helikopter til Camp Bastion og derefter til Bruxelles. En tur med mange, mange indtryk. Jeg håber, jeg får lejlighed til igen at komme med til Afghanistan.

Men nøgleordet i disse to vidt forskellige historier er: Livsglæde.

Jeg vil ønske at al livsglæden fra Club La Santa en dag kan blive overført til befolkningen I Afghanistan. Især kvinderne! Vi må blive ved at hjælpe dem med at kæmpe for deres frihedsrettigheder.

Ernst har været alene i 19 år, han er meget svagtseende og hører utroligt dårligt. Men han klarer sig selv på alle måder, er altid optaget af et eller andet kreativt på trods af det ringe syn. Som udøvende billedkunstner er han   dog stoppet og bilen er solgt.        

Ernst er ivrig kirkegænger, meget belæst og vidende. Han kan fortælle og holde foredrag om mange emner og   han krydrer gerne med en sang  -  Tom Kristensen, Ambrosius Stub og H.C.Andersen, om Taasinges  og      Valdemar Slots historie,  mange danske kirker  -  og så kan han alverdens digte, remser og historier udenad. 

Hans positive og optimistiske syn på tilværelsen kommer altid tydeligt frem. Ernst har i et par år været i behandling for prostatakræft, nu fik han at vide, at kræften er næsten væk. Jeg lykønskede ham og sagde, det var en dejlig dag, hvortil Ernst replicerede, at han havde kun gode dage  -  min kommentar til dette var at vi vel alle kunne have en dårlig dag ind imellem; men nej  -  “Jeg har aldrig dårlige dage, højst en mindre god!”

Det er skønt at kende en sand livskunstner!

Birgit Kjær

Det har psykologien, bilforhandlere og ejendomsmæglerne vidst i mange år. Personlige problemer, køb af nye biler og brudte ægteskaber har i mange år været symptomet på menneskers kriser i midtlivet.

En netop offentliggjort undersøgelse (1) tyder på, at også på dette område deler mennesker og aber mere, end vi lige gik og troede.

En gruppe forskere fra Storbritannien og Japan har undersøgt følelser og humør hos ca. 550 chimpanser og orangutanger. Undersøgelsen viste, at humøret hos aber midt i livet tydeligt er mindre godt end hos yngre og ældre aber.

Nogle mener, at midtlivskriser skyldes den måde, vi har indrettet samfundet på. Men når aber også viser tegn på fald i humøret, tyder det på, at midtlivskriser er et naturligt og biologisk fænomen. Når mennesker og aber deler en tilbøjelighed, er der grund til at stille sig det spørgsmål: hvilke fordele er der ved, at vi midt i livet bliver mindre tilfredse og lykkelige?

Svaret er ikke helt enkelt – men som en af forskerne Alexander Weiss siger: Hvis man er sur og utilfreds med sin tilværelse, kan man blive motiveret til at prøve noget nyt og på den måde forsøge at få det bedre. Og det kan være, at vi er bedst udrustet til at foretage den slags netop midtvejs gennem livet, hvor vi måske har flest ressourcer….” (2)

Analogien til depressionen er/ligger lige for (se artiklen:” Når mørke giver feber i sindet”). I depressionsforskningen er nogle fortalere for, at depressionen er den tilstand, der skal tilskynde os til at trække os tilbage fra fællesskabet og gruble over livets vanskelige udfordringer.

Når vi oplever dårlige følelser som utilfredshed og ulykkelighed mit i livet, tyder det på, at der kunne være noget midt i livet, som vi bør tage os af. Det er midt i livet, at vi oplever, at vores vilkår ændrer sig ganske voldsomt. Det gælder både fysisk og socialt. Vores fysiske formåen bliver mindre og vores biologiske mission er slut – vi er ikke længere dem, der skal tage sig af næste generation. Vi er rykket et skridt op. Men hvordan kommer vi videre og undgår at hænge fast i utilfredshed og ulykkelighed eller at gøre noget, vi senere fortryder?

En af måderne at komme videre på (tage sig af sig selv på) er at reflektere. Refleksion er en måde at forholde sig til sig selv. At kunne forholde sig til det, man tænker om sig selv.  Refleksion er en metode til at finde ud af, hvad vi tænker men samtidig en lejlighed til at få øje på, hvad vi ikke tænker og ikke lige forestiller os. Og dermed kan refleksion hjælpe os til at kunne få øje på nogle nye og uudforskede muligheder for vores liv.

Der er mange måder at reflektere på. Men en meget udbredt metode er at reflektere sammen med andre mennesker i samtaler. Samtaler med andre mennesker giver os lejlighed til at fortælle, formulere og forklare os med konkrete ord og sætninger. Det giver os anledning til at få retning på vore tanker. Men samtidig får vi også lejlighed til at høre, hvad andre mennesker tænker om det, vi fortæller.  Det kender mange af os fra gode samtaler med venner og familie.

Refleksion i samtale som metode til at komme i lag med sine midtlivsproblemer kan aber formentlig ikke. Men vi mennesker har taleevnen og hvorfor ikke udnytte denne til at svinge i bunden af U-et og skabe sig et lykkeligt og tilfredst fremtidigt liv.

Hør nærmere d. 17. januar 2013 kl. 19.30 på Østerbro Bibliotek i København om midtlivets udfordringer og kriser, og hvordan du kan bruge refleksion som metode til at skabe større tilfredshed og lykke for dig selv.

Noter:

1 Weiss, Alexander et al.:  Evidence for at midlife Crisis in great apes consistent with the u-Shape i n human well-beeing in Proceddings of the National Academy of Science, nov. 2012, refereret I Weekend Avisen 30. November 2012

2 Weekendavisen Ideer s. 5, 30. november 2012.

Mange af vores forventninger er positive; vi forventer, at julen bliver hyggelig og fredelig. Men for nogle er forventninger af negativ art; vi frygter, at julen bliver trist eller måske konfliktfyldt.

Hvad er forventninger egentlig for en størrelse? Fra biologien er vi mennesker udstyret med en fantastisk evne – nemlig evnen til at kunne forestille os fremtiden. Vi er de eneste levende væsener, der har tilstrækkelig med hjernekapacitet til bevidst at kunne forestille os en fremtid. Denne evne er en fantastisk hjælper i vores måde at leve livet på – men som alle andre evner kan vi have lært at bruge og misbruge den. For nogle er evnen til at forestille sig fremtiden blevet til en overdrevet og urealistisk enten optimisme eller pessimisme.

Her viljegi lade julepessimisterne ligge og se lidt på juleoptimisterne – dem af os, der igen i år sætter vores længsel og lid til håbet om, at netop julen bliver fredelig, hyggelig og dejlig.  Der er egentlig ikke noget galt med håbet om en helt særlig dejlig jul dette år. Men risikoen er, at vi, når julen er overstået, kan konstatere, at julen 2012 var præcis, som den plejer at være. Så sidder vi måske 4. juledag med en skuffelse over, at julen måske slet ikke blev, som vi håbede. Måske var julen 2012 faktisk en dejlig jul på sin måde, men alle vores forventninger om den perfekte jul skyggede og efterlader os med skuffelsen.

En måde at ændre på årets jul er at tilpasse dine forventninger til det, d der er realistisk. Hvis julen som oftest både er hyggelig og ikke hyggelig, fredelig og ufredelig – så er det nok realistisk, at julen 2012 også kommer til at indeholde et miks af stemninger.

Med mindre du selv gør noget andet – for at du netop i 2012 kan opleve fred og hygge.

Mange af vore forventninger og håb om julefred og hygge retter sig mod, hvad andre skal gøre eller ikke gøre.  Men det er en sandhed uden ret mange modifikationer – at som voksne mennesker må vi først og fremmest selv sørge for vores egne behov – og ikke gå og forvente at andre mennesker dækker vores behov.  Så hvis du forventer, at julen 2012 skal blive særlig fredelig og hyggelig – så er der ingen vej uden om, at du selv får taget ansvaret for, hvad du kan gøre for dig selv, der kan skabe hygge og frede.

Danskerne er verdens lykkeligste folk – og det er der sikkert mange årsager til. Vi lever i et forholdsvist fredeligt land med relativ lille forskel mellem de rigeste og de fattigste.  Men noget andet med danskerne er, at vi faktisk ikke forventer os særlig meget. I internationale sammenligninger kommer vi danskere ud med relativt lave forventninger, og det skulle have indflydelse på vores følelse af lykke.  Så måske skal vi tage denne lære med os til julen – forvent lidt og glæd dig meget over det, som sker.

Så ønsker du dig en fredelig og hyggelig jul – så er der to gode råd:

• Sæt dine forventninger realistisk og sørg for at de ikke skygger for, hvordan julen egentlig bliver.
• Skaf dig  selv det, der først og fremmest skal til for at dække dine egne behov.

Så hvis din jul skal være fredelig og hyggelig – ja så er det dig selv, der skal bestemme, at du vil freden og hyggen. Så kan du invitere andre til at deltage – men kun hvis de også har lyst. Og hvis de ikke har lysten – så må du finde en anden måde at skabe freden og hyggen for dig selv.

Glædelig jul til dig.

I november skrev jeg om modstande, den geniale mekanisme vi bruger til at beskytte os mod det, som kan være farligt. Men også om, hvordan de modstande, vi har lært i barndommen, kan stå i vejen for at skabe os et liv med kvalitet som voksne.

Første skridt på din vej mod et liv med optimal kvalitet er at få bevidsthed om, hvilke modstande, der styrer dit liv. Men bevidstheden skaber ikke i sig selv det gode liv. Et vigtigt skridt på vejen til at skabe det gode liv er at få accept af det, som du har lært og ikke lært i livet.

Accept betyder i denne sammenhæng at du med hele dig selv kan sige: JA – sådan har jeg det, og det kan jeg godt forstå – med det liv jeg har levet indtil nu. I den sidste del af sætningen …med det liv, jeg har levet ind til nu… ligger også nøglen til at skabe et nyt liv. Nemlig det ansvar, du kan og må tage for resten af dit liv.

For en ting er at have levet sit liv med en modstand indtil nu – det er der ret beset ikke så meget at gøre ved. Nogen ærgrer sig – det kan sjældent betale sig. Noget andet er, at det er op til dig med oprejst pande og kærlighed til dig selv at tage ansvar og beslutte dig for, hvordan resten af livet skal være. Det er her vejene skilles mellem at tillade sig selv at blive offer eller magtfuld i sit eget liv.

Det er en vigtig beslutning at tage magten i sit eget liv. Den er ikke let for alle. Vi kan også have meget dårlige erfaringer med at tage ansvaret for os selv.  Men så er dét måske den første modstand, der skal brydes. Livet ændrer sig først, når vi selv begynder at gøre noget nyt og anderledes. Så at tage ansvaret for dig selv og det, du har modstand mod er faktisk at begynde at gøre det, som du slet ikke har lyst til – eller med andre ord har modstand mod.

Et konkret eksempel: Anna (opdigtet navn) har svært ved at skabe kontakt til andre mennesker. Bare tanken om at skulle tage ordet, hvis der er mere end én til stede, får det til at krympe sig i hende. Hun har modstand.

I gennem et personligt udviklingsforløb har Anna fået øje på, at hendes modstand handler om, at hun er bange for at føle sig dum. Hendes historie er kort, at det i hendes opvækst blev forventet, at når hun blev spurgt om noget, så skulle hun kunne svare korrekt – ellers skulle hun ikke sige noget. Det betyder, at Anna i sit liv fx på sit arbejde altid har skullet være 200 pct. sikker – ellers var hun hellere tavs.

Anna har ofte følt sig misforstået og hun har haft svært ved at gøre sig gældende, når der var forfremmelser. Anna er blevet klar over, at hun ønsker sig mere af sit arbejdsliv. Og hun er gennem sit personlige udviklingsforløb blevet parat til at gøre det, som hun aldrig har gjort før – at sige noget, som hun ikke er 100 pct. sikker på er rigtigt. Hun er parat til at udtrykke sin mening – blot som sin mening.

De første par gange Anna på sit arbejde skulle prøve at sige sin mening mærkede hun, hvordan kroppen reagerer, når hun nærmede sig modstanden. Hun fik hjertebanken og kolde hænder og blev tør i munden. Men uanset dette så brugte hun sin vilje til at tage ordet og oplevede, hvordan kroppens reaktioner langsomt blev mindre og mindre, og hvordan hun for hver gang hun tog ordet  i en forsamling af mennesker blev stadig mere modig. Så Annas næste mål er snart at holde et oplæg om sit fagområde ved en stor konference.

Anna har dermed gjort det, som er nødvendigt, hvis vi vil bryde med modstande og skabe indflydelse i vores liv – nemlig: Føl frygten og gør det alligevel.

Er du parat til det?

I en følelsesladet kommunikation – altså alt andet end tørre facts og tal – fylder stemmen ifølge den amerikanske psykolog Albert Mehrabian ca. 38% af budskabet. Følgelig er det ikke ligegyldigt, hvilket toneleje og tempo, hvilken styrke og rytme, man taler med. Det er ikke uden betydning om stemmen er hæs og besværet, indeklemt eller knivskarp. Alle disse komponenter indvirker i allerhøjeste grad på vores opfattelse af, hvad budskabet går ud på, for øret er meget, meget følsomt for nuancer.

Så konkret havde jeg aldrig før tænkt på det. Men ved nærmere eftertanke, ved fordybelse i adskillige bøger om emnet og ved at åbne ørerne ordentligt, fik jeg pludselig nuancer med i samtaler, nuancer som jeg ikke tidligere havde hørt. Nyttigt og meget spændende.

Som sanger er man altid afhængig af sin stemme – sit instrument. Der går ikke en dag uden at man tænker på den. Fungerer den? Er der tudser? Er man hæs, tør, slimet , øm eller noget helt femte. Der er altid fokus på instrumentet.

Men det er ikke kun sangere, der bør tænke på deres røst. Alle er afhængige af, at deres stemme fungerer optimalt, frit og ubesværet – meget mere end vi tror.

Men hvor tit tænker du seriøst på din stemme?

Hvis du er hæs, siger du: ” Nåh…. det går nok over.”

Så rømmer du dig lidt og ignorerer det, indtil stemmen er helt væk. Først da overvejer du –måske – at gå til halslægen.

Hvis du derimod har ondt i knæet eller albuen, styrter du til lægen, fordi du ved, at det ellers kan få katastrofale følger.

Du skal behandle din stemme ligesom du behandler dine andre organer, og træne den, på samme måde, som du træner din krop.

Stemmen er – brugt optimalt – i stand at udtrykke de fineste nuancer, når blot vi er opmærksomme på det. Og bevidsthed er mit ærinde med denne lille artikel.

Jeg ønsker at skabe større interesse om  – ikke hvad vi siger, men hvordan vi siger det. For det talte ord i sig selv er ”nøgent”.  Men når det får ”tøj” på, får farver og former, bliver det spændende, perspektivrigt og troværdigt.

Gennem mange år har jeg gjort mit bedste for at gøre opmærksom på stemmens righoldige muligheder ved at holde foredrag rundt om i Danmark, samt undervise ledere såvel som frontmedarbejdere i emnet.

Men der er lang vej endnu. Lyt bare til naboen, kæresten eller tv-værtens manglende forståelse for stemmens brug.

For stemmen er – populært sagt – sjælens muskel, en værre sladrehank.

Kirsten Vaupel
Operasanger, foredragsholder, m.m

Da beslutningen endegyldigt var taget, var de to mest presserende ord, der hvirvlede rundt i mit hoved på det tidspunkt: forandring og identitet.

For i vores kultur er vi meget forbundne med, og bliver i høj grad identificeret med, det arbejde vi har, og jeg var jo skuespiller, oven i købet født ind i en teaterfamilie, så min identitet lå der, ved teatret, jeg var skuespiller indeni, udenpå, og til fingerspidserne. Så selvom det var min egen beslutning at stoppe mit skuespilleri og instruktørarbejde, så røg jeg i starten ind i en gevaldig identitetskrise, for når jeg nu ikke længere var skuespiller, hvem var jeg så? Det satte en lavine af tanker og følelser i gang, og jeg var pisket til at gå ind i dette virvar, og forsøge at få styr på den kaskade af spørgsmål og den store usikkerhed der overmandende mig, og derfra forsøge at bygge min nye identitet op.

Det næste var en masse tanker om forandring. Hvordan vores tilværelse nogen gange slynger os ud i situationer, vi ikke altid er herre over. Forandringer der kan komme som et lyn, eks. når kæresten pludselig forlader os, når vi bliver fyret fra jobbet, når økonomien ikke længere er det, vi gik og troede og huset skal sælges, når sygdom rammer os, når børnene eller børnebørnene volder problemer, når familiemedlemmer bekriger hinanden osv…

Når jeg nævner alle dette, er det fordi jeg, dels gennem egne erfaringer, og dels i min private praksis med klienter jeg har i terapi, ofte ser hvor sårbare, vi forståeligt nok er i disse situationer. Vi er vanemennesker, vi er tryghedssøgende individer og vi er generelt ikke glade for forandring og at bevæge os ud af trygheds-zonen.

Det jeg til gengæld også ser i min praksis er, at vi bliver vores egen største fjende, når vi stritter imod den flod af forandringer, som vores tilværelse byder os. Lad mig understrege med det samme, jeg går ikke ind for positiv psykologi, (selvfølgelig går jeg ind for, at vi skal face livet med en positiv attitude), men når tilværelsen virkelig viser sig fra sin vrangside, er det vigtigt, at vi giver os selv lov til at rase, græde, sørge og fortvivle, når vores verden af den ene eller anden grund braser sammen. At vi tillader os at have de følelser, vi nu engang har. Populært sagt: ”man skal ikke sidde ovenpå en lortebunke og juble’. Det kan kun give bagslag, og lortebunken vil vokse under os, mens vi sidder ovenpå den og lader som om, alt er i sin skønneste orden.

Der har været en tendens til, de senere år, at hvis vi bare tænkte positivt, ligegyldigt hvad der ramte os, så ville alt udvikle sig på bedste vis. Dette er på ingen måde bevist. Eller vi skulle f.eks. stille os foran spejlet hver morgen, og sige højt tre gange til vores spejlbillede: ” Jeg elsker dig, jeg elsker dig, jeg elsker dig,” Og så skulle det hele derefter køre i olie. Dette er direkte realitets-fornægtende, når man står i problemer til op over begge ører. I øvrigt måtte det heller ikke hedde problemer, men udfordringer.

Min erfaring er, at jo mere vi vover, at se realiteterne i øjnene, jo mere vi vover at stå i det der er lige nu og her, jo større er sandsynligheden for at vi kommer helskinnede igennem, og ud der hvor der virkelig er grund til at tænke positivt. Men vi må igennem tunnelen først, og for enden af den kommer, som bekendt det smukke lys, og vi erfarer, at vi godt kan tåle den forandring, vi måtte igennem, og højst sandsynligt kommer vi ud med en større selvsikkerhed, stærkere og med en måske forandret men en mere hel og smukkere identitet.

AnnMari Max Hansen 19-11-2012

AnnMari Max Hansen PMI
Personlig & Organisatorisk Udvikling
www.annmarimaxhansen.dk

Jeg har tidligere i denne sammenhæng skrevet om vore dårlige vaner, og det som det kræver af os, hvis vi vil bryde med dem.

Det kræver beslutsomhed og vedholdenhed – for ofte er der en god grund til, at vi har vores dårlige vaner.

Mennesket er fra naturens side det væsen, der fødes mest hjælpeløst. Men vi mennesker har en næsten uendelige evne til at lære.  Som mennesker lærer vi på mange måder. Vi lærer af at kopiere vore omgivelser, vi lærer af vore gode erfaringer – men vi lærer også af vore dårlige erfaringer.  En af mekanismerne, der hjælper os med at lære af vores dårlige erfaringer, kaldes i det psykologiske fagsprog modstande.

Modstande skal fra naturens side hjælpe os med at undgå at gentage de handlinger, som kan være farlige for os.

Et eksempel kan illustrere, hvordan modstande kan opstå. Et lille barn, som ikke ved, hvad et komfur er, kommer i et øjeblik, hvor forældrene er uopmærksomme, til at lægge sin hånd på en varm kogeplade. Barnet brænder sig, det gør ondt og for at undgå at gentage denne åbenlyst dårlige erfaring, vil barnet udvikle en helt naturlig modstand mod kogeplader. Det betyder, at det lille barn lærer at holde afstand til kogeplader, og det der måske minder om dem. Barnet har lært dette og oplever, at hvis det nærmer sig noget, der ligner en kogeplade – ja så bliver barnet bange og flytter sig naturligt fra det, som barnet opfatter som farligt. Modstande er dermed en effektivt og nyttigt mekaniske, der sikrer barnet mod at gentage den dårlige erfaring.

Hvis vi har brændt os på en kogeplade som børn og dermed udviklet en modstand, vil vi tage den med i voksenlivet. Vi kan opleve det som et fysisk ubehag og en følelse af frygt blot ved tanken om at lægge hånden på en kogeplade – uanset vi måske med vores fornuft ved, at kogepladen er kold.

Når eksemplet er kogeplader er det typisk ganske harmløst at tage modstanden med i voksenlivet. De færreste vil opleve det som en væsentlig begrænsning i livet ikke at kunne lægge en hånd på kogepladen.

Langt de fleste af os oplever imidlertid, at vi i voksenlivet er begrænset af andre modstande, som gør, at vi ikke kan opnå en livskvalitet, som er vigtig for os. Ofte handler det om, at vi har fået modstande mod det, man kunne kalde emotionelle kogeplader.

Det kan være, at vi i voksenlivet oplever ubehag ved at tage ordet i større forsamlinger. For mange kan en sådan modstand betyde en begrænsning i fx erhvervsvalg, eller i vores private liv, hvor vi måske aldrig får holdt den tale til familiefesten for vore kære. Ofte handler det om, at vi i vores liv har brændt os på en følelsesmæssig kogeplade, når vi har talt i større fællesskaber. Det kan måske være, at vi er blevet tysset på ved middagsbordet, gjort til grin i skolen eller overhørt ved familiefesten. Ofte vil det sætte sig som en modstand mod at genopleve barndommens følelser af latterliggørelse, ydmygelse eller skam.

At lære sine modstande at kende er et væsentligt skridt mod en større livskvalitet. Men det er ikke nok – så næste artikel handler om, hvordan du så kan arbejde med at bryde dine modstande.

Når jeg færdes ude for at fotografere, oplever jeg tit, at folk bliver interesseret og spørger mig ud, om det jeg fotograferer, og det fører igen til, at vi snakker om livet og barndommens fattige kår. Verden af idag bliver vendt og drejet, og pludselig kender vi de samme mennesker osv. Det er sjovt og livsbekræftende for mig. Jeg har altid haft let ved at komme i kontakt med folk på min vej, og som Maja engang sagde ved en sammenkomst: Min mormor snakker altid med nogen!

Forleden dag købte jeg to skrabelodder i Kiosken på Torvet, og lidt for sjov, så siger jeg altid at Krista skal give mig dem med gevinster på, og hun finder lodderne med et smil, og siger, at det er de to her! Jeg putter dem i min pung og beslutter at skrabe dem senere. Det gjorde jeg så idag, og var det mon rigtigt? Min mand måtte lige se dem, for jeg vil bestemt ikke dumme mig i butikken, hvis det var forkert! Den er god nok, jeg vandt 1.000 kr. som er en dejlig overraskelse for mig. Det er ikke et kæmpebeløb, og det behøver det heller ikke at være for at gøre mig glad. Livets små Glæder skal man værne om og påskønne.

Eller kender du måske bedre til den situation, hvor du lægger an til et venstresving – men fortryder i sidste øjeblik og skifter bane uden at se dig for. Et højt dyt fortæller dig, at en medtrafikant er meget tæt på. Du speeder op og udbryder: ”Idiot”.

De to situationer fortæller om nogle meget centrale menneskelige mekanismer, som det er godt at lære at kende.

Alle mennesker har fra naturens side evne til at passe på sig selv. Fysisk og psykisk. At beskytte sig mod det, som kan skade os. Evnen til at beskytte sig selv psykisk, kalder vi forsvar – det er en følelsesmæssig mekanisme, som hjælper os med at håndtere svære følelser inden i os selv.

Denne evne kan udfolde sig forskelligt – men to muligheder, som er hinandens ydrepunkter er:

Det er altid min skyld – også kaldet introjicerende forsvar. Det er den type af mennesker, der som i det første eksempel altid siger ”Undskyld”.

Det er altid de andres skyld – også kaldet projicerende forsvar: Det er den type mennesker, der i det første eksempel siger ”Se dig for” og i det andet siger ”Idiot”.

Ingen af de to yderpunkter er særligt hensigtsmæssige – ikke mindst fordi de sjældent afspejler, hvordan verdens realitet er.

Hvis du har en tendens til at sige undskyld (introjicerende forsvarsstrategi), vil du ofte påtage dig et alt for stort ansvar for det som sker dig og måske også andre.  Du vil påtage dig så meget ansvar, at du også har en tilskyndelse til at påtage dig ansvar for den del af verden, som du ingen indflydelse har på. Hvis du har en tendens til at give andre ansvaret (projicerende forsvarsstrategi), vil sjældent påtage dig ansvaret for det som sker – uanset din egen andel i begivenheder og situationer. Du være ude af stand til at realistisk at vurdere din egen adfærd og dens betydning for de situationer, som du måske gang på gang ender i.

Begge typer af forsvar svækker din evne til at være i et realistisk forhold til verden og dermed også til at handle relevant og effektivt. Det har måske ikke den store betydning i forhold en kassekø eller i trafikken. Men det er ofte sådan, at har vi en foretrukken forsvarsstrategi kommer den til udtryk både i de små og de store forhold i livet. Klassisk er det fx i forhold til skilsmisser, fyringer, sygdom og andre kriser. Her vil forsvarsstrategierne træde tydeligt frem i forhold til, hvordan vi vurderer det skete og dermed forhindre os i at få et realistisk balanceret billede af vores situation.

Jeg oplever i min terapipraksis mennesker, der fx påtager sig hele ansvaret for en skilsmisse og andre mennesker, der slet ikke kan se andet, end at de er endt som uskyldige ofre for en tidligere ægtefælles griller eller svigt. Ingen af disse måder at forholde sig på, afspejler når det kommer til stykket realiteterne.  Men når vi er pressede og i krise vil vores forsvarsstrategier gøre det vanskeligt for os at have et mere balanceret syn på begivenhederne. Så før vi kan lære af begivenheder, er vi nødt til lære vores egne forsvarsstrategier at kende. Først da kan vi få et realistisk perspektiv på det, der sker for os – uanset om det er at blive trådt på i Netto eller skilt.

Så næste gang du støder ind i nogen eller opfører dig uhensigtsmæssig i trafikken – så læg lige mærke til, om du har en tilskyndelse til at sige ”Undskyld” eller ”Idiot”. Det giver dig en idé om, hvilken forsvarsstrategi, som er din foretrukne. Spørg dig selv, om hvilken betydning din forsvars strategi har for dit liv i øvrigt.  Det kan være begyndelsen til et nyt liv, hvor du kan lære at tage ansvar for det, som du reelt kan gøre noget ved og lade det, som du alligevel ikke kan gøre noget ved være.