Der skal økonomiske gulerødder til at vende de senere års dramatiske udvikling i Vadehavet, hvor bestande af almindelige vadefugle som vibe og strandskade er blevet halveret i løbet af bare 16 år.

I samme periode er hver fjerde rødben forsvundet i Danmarks vigtigste fugleområde, hvis unikke natur vi ellers er forpligtet til at passe på ifølge internationale aftaler og konventioner.

- Vadehavets marsk lider under en katastrofal mangel på husdyr. Vedvarende græsarealer og græssende dyr kan sikre de fugtige enge, som er af vital betydning for en lang række arter af vadefugle. Det er fuglenes fødegrundlag, der er for ringe og som dybest set får fuglerigdommen til at forsvinde, siger Marco Brodde, der er næstformand i Dansk Ornitologisk Forening (DOF), som efterlyser handling og ikke bare hensigtserklæringer fra politisk hold.

- Det er ikke husdyr, der mangler i Danmark, de går bare hjemme i stalden hos landmanden og får bragt og serveret føden, der er slået med maskinkraft. Den driftsform går ud over naturværdierne i marsken i Vadehavet. Derfor må samfundet ændre sine tilskud, så landmændene bliver tilgodeset, hvis de sætter dyr på græs og dermed bidrager til naturens bedste og områdets store biodiversitet. Som landmand i 2013 kan man ikke drive landbrug som i 1940’erne; det må vi som samfund erkende og justere vores tilskudsordninger efter, siger Marco Brodde.

Næstformanden i DOF slår fast, at vibens og strandskadens nedtur og aktuelle krise i den danske del af Vadehavet repræsenterer en alarmerende tilstand i Danmarks måske vigtigste ynglefugleområde, som vi er forpligtet til at passe på ifølge EU’s Natura 2000-bestemmelser og den internationale biodiversitetskonvention.

- Vi er dernede, hvor det går dramatisk ud over ganske almindelige fuglearter som strandskade og vibe, som alle danskere kender. I denne sag slås vi ikke for en sjælden og højt specialiseret fugleart, som kun eksperter kender til. Vi er inde ved benet af vores naturværdier, når vi taler om vibens fald i Vadehavslandet. Og det er og bliver driften af engene, som skal rette op på den katastrofale situation, siger Marco Brodde.

- Det er fint, at der bliver lavet et jordfordelingsprojekt i Tøndermarsken, så landmændene kan rede op med fugtigere og mere fuglerige enge i de vigtigste områder. Og det er fint, at der bliver reguleret ræve i de dele af marsken, hvor rovdyrene har påvirket ynglefuglene negativt. Men i den store sammenhæng er der tale om symptombehandlinger. Vi skal have fødegrundlaget i de fuglerige, fugtige græsenge højnet, så mange arter af vadefugle igen kan leve i store bestande, siger næstformanden i DOF.

Den dramatiske tilbagegang i antallet af ynglende viber, strandskader og rødben i Vadehavet er dokumenteret i kraft af en totaltælling af ynglefuglene i kystområderne og marsken, som DCE

– Nationalt Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet lavede i 2012, og hvis facit er kommet ud i år.

Den første tilsvarende totaltælling af Danmarks internationalt set vigtigste fugleområde blev lavet i 1996.

Denne artikel er bragt med tilladelse fra Dansk Ornitologisk forening.

Sådan gør I – silkesnors-metoden

En god og sikker måde at fange horn- fisk på er med et bundt af silketråde – kaldet silkekroge. Silkekrogen kan også bruges som ophæng før blinket. Endelig kan silkekrogen fiskes med bobleflåd og mede-metoden, der er beskrevet nedenfor. I kan købe silkekroge i en sportsfiskerbutik.

Der flere fordele ved silkekrogen:

• Man vil ikke komme ud for fejlkrogning, som skader fisken og som kan ende med, at hornfisken hopper af.
• De fanger effektivt. Når hornfisken går til biddet på silketrådene, så bliver den siddende, hvor den skal, fordi de fine silketråde sætter sig fast i hornfiskens små fine tænder – det gør kroge ikke.
• Børn risikerer ikke at fange sig selv på krogene.

Netop fordi silketrådene sidder fast i mellemrummene mellem tænderne, kræver det lidt teknik at få dem ud. Dette sker bedst ved at åbne næbbet med undernæbbet opad og fjerne trådene ved at trække nedefter. Fordelen ved silkekrogen er desuden, at hvis fisken er for lille, så kan silketrådene fjernes uden at beskadige fisken, som herefter kan genudsættes.

Sådan gør I – mede-metoden

En nem fangstmetode til at fange horn- fisk med er medefiskeri. Her kan børn også være med. Metoden minder om den, man også bruger i søer til at fange skaller og aborrer med. I skal blot bruge en fiskestang, et fiskehjul, et flåd og en tre-krog samt noget madding. Flåddet skal være et bobleflåd.

Bind en trekrog i størrelse 8 eller 10 (ret lille) for enden af linen. Som madding bruger I en strimmel fiskekød med skind. Fiskestrimlen sættes på 2 af de
3 kroge. I kan bruge flere forskellige slags fisk til strimlen, for eksempel sild eller hornfisk. Afstanden mellem flåd og krog skal være 1⁄2-1 meter. Det betyder, at maddingen hænger 1⁄2-1 meter under overfladen. Kast nu blot flåd, krog og madding ud – så langt ud som muligt – og vent, til fisken hugger.

Sådan gør I – blink-metoden

I kan også fiske med blink. Vælg da lange, slanke blink. Ofte er de grønne farver bedst, men husk: Skift blink, hvis I ikke fanger noget i de første 10 kast. Alternativt flyt til et nyt fiskested.

Lav jeres eget bobleflåd

Et bobleflåd bruges til at holde maddingen flydende øverst i vandskorpen netop der, hvor hornfisken jager. Desuden kan man holde øje med, hvor line og madding er, da flåddet er synligt i overfladen. Det kan fyldes halvt med vand – så er det lidt tungere og dermed nemmere at kaste langt ud. MEN det går let i stykker på strandens sten.

I kan lave jeres eget stensikre bobleflåd. I skal bruge en hoppebold, der er på størrelse med et hønseæg. I den borer I et hul og finder en lille pind, der passer i hullet. Fiskelinen føres igennem hullet og pinden sættes i for at holde på linen. Vupti – så er I næsten klar til hornfiske- kamp.

Intet mindstemål

Modsat de fleste andre fiskearter i Danmark er der ikke et mindstemål eller fredningstider på hornfisk. Men det kræver stadig fisketegn, hvis man er mellem 18 og 65 år.

Grønne ben og tyske soldater

Prøv at se nærmere på hornfiskens grønne ben; de gav tidligere fisken et dårligt ry. Det fortælles, at det var de færreste, som frivilligt satte sig ved bordet, når der stod hornfisk på menuen. Under 2. Verdenskrig sagde man endda, at hornfisken levede af druknede tyskere, og at de grønne ben skyldtes tyskernes grønne uniformer, som den lille fisk åbenbart også fik indenbords. I dag ved vi, at skelettets grønne farve skyldes et ufarligt stor – en jernfosfatforbindelse, som hedder vivanit.

Dårlig fiskemoral

Når hornfiskene svømmer langs vores kyster i kæmpe flokke frister det nogle mennesker til at ”fiske” efter dem med store pirke og en masse store trekroge op ad linen. De prøver at rykke krogene fast i fiskene. Det har intet med lystfiskeri at gøre, og det er i øvrigt forbudt. Desuden er det synd for alle de hornfisk, der får et stort blødende sår og dør af det.

En nordamerikansk prærietrane er tilsyneladende emigreret, og er blevet dansk for en tid.

Den store grå fugl skulle have opholdt sig på den nordamerikanske prærie eller i tundraområder mod nord i Canada eller Alaska, men den befinder sig netop nu i selskab med nogle få europæiske traner i nabolaget af Busemarke Mose på Møn.

Det er første gang, at en prærietrane er observeret i Danmark, og den store sjældenhed tiltrækker hundreder af feltornitologer fra nær og fjern. Der ventes også et rykind af udenlandske ornitologer den næste tid, hvis prærietranen vælger at blive på Møn.

Prærietranen, der er en smule mindre end vores hjemlige trane, blev opdaget mandag 27. maj ved middagstid af ornitologerne Thomas Varto Nielsen og Thomas W. Johansen.

Da de to via de ornitologiske jungletrommer rapporterede det sjældne fund ud, satte mange fugleinteresserede straks kursen mod den sydøstlige del af Danmark.

Prærietraner er set flere gange i Europa i de senere år. I Storbritannien er der fund af prærietrane i 2011 og dette år noterede Finland også sin første prærietrane. I vinteren 2011/2012 opholdt en prærietrane sig i et af vinterkvartererne for europæiske traner, Extremadura i den centrale del af Spanien.

Norge havde i maj 2012 besøg af sin første prærietrane, der i flere dage opholdt sig i et naturreservat på vestkysten.

I vinter har en prærietrane opholdt sig i Spanien indtil slutningen af februar og Finland har registreret en prærietrane d. 7. maj i år.

”Der er stor sandsynlighed for at det er den samme fugl, der har slået sig sammen med en europæisk traneflok,” siger Rasmus Strack fra Dansk Ornitologisk Forening.

Denne artikel er bragt med tilladelse fra Dansk Ornitologisk forening.

Den sagnomspundne nattergal
Nattergalen er en folkekær fugl blandt andet på grund af dens fremtrædende rolle i H. C. Andersens eventyr af samme navn. Nattergalen er meget uanselig med sin brune farve, og den lever en meget skjult tilværelse i fugtige områder, ofte nær moser, søer og vandløb med en tæt vegetation.

Nattergalen er især kendt for sin karismatiske sang, som oftest høres efter mørkets frembrud og består af høje klare toner med indslag af nogle mere metalliske og klaprende serier. Det er netop denne sang, der har gjort nattergalen til en folkekær og sagnomspunden fugl.

Færre sangfugle år for år
Omkring en fjerdedel af de sangfugle, vi kan opleve om foråret i Danmark, overvintrer i Afrika. Men desværre er de i krise, og hvert år vender færre tilbage til landet. Det gælder også nattergalen, der har været i markant tilbagegang siden 1980’erne. Tilbagegangen blandt sangfuglene skyldes sandsynligvis overudnyttelse af naturen i Afrika og ændringer i det globale klima.

Udover nattergalen, er det andre helt almindelige arter som løvsanger, digesvale, bynkefugl og broget fluesnapper der er gået tilbage. Nogle af disse arter går tilbage med mere end 5 % om året. Allerede nu er der 30 % færre sangfugle, som trækker til Afrika, end for 30 år siden.

Denne artikel er bragt med tilladelse fra Dansk Ornitologisk forening.

Foråret var forsinket, og trækket fra syd af hvide storke ramte Danmark sent.

Men da det langt om længe indfandt sig i løbet af april, blev foråret 2013 et stykke over middel for storken, og nu er der udsigt til tre danske ynglepar. Ikke siden 2004 har der ruget tre storkepar i Danmark.

- De næste dage vil afgøre, om Danmarks nye storkepar i Købingsmark på Als for alvor vil bide sig fast på lokaliteten. Storkene er netop begyndt at ruge. Hvis vegetationen i landskabet bliver for høj og en ensformighed af kornafgrøder, raps og majs præger landet, kan storkene ikke finde føde, og da vil yngleparrene have brug for en håndsrækning fra mennesker i form af foder. Vi må erkende, at der fortsat er langt igen, før det danske landbrugslandskab kan brødføde ynglende storke, siger Hans Skov, der er Dansk Ornitologisk Forenings (DOF) storkeekspert.

I mere end fire årtier har han fulgt den danske storkebestand, der i 1970 talte 60 par på hastig nedtur. I sommeren 2008 blev den hvide stork så erklæret uddød i Danmark.

Det var den sommer, da den folkekære flyver efter 600 år som dansk ynglefugl og med en kulmination midt i 1800-tallet, da bestanden talte op imod 10.000 ynglepar, helt kvittede terrænet og tog en pause for at komme til hægterne.

Siden har storken indledt en ny epoke som dansk ynglefugl, om end genopstandelsen har fundet sted med såre beskedne antal ynglepar.

- Det er overraskende, at et par storke nu har slået sig ned på Als. Ikke siden 1954 har den hvide stork ynglet på øen, der er præget af moderne landbrug, som ikke er specielt gæstfrit for storke, siger Hans Skov, der påpeger, at Als omkring 1900 var et paradis for storke. Dengang var der 125 beboede storkereder på Als.

- Dette kolde forår har utvivlsomt været en fordel for storkene, fordi vegetationen har været og fortsat er så lav, at de uden problemer kan finde føde. De næste dages vækst i afgrøderne i storkeredens nabolag vil afgøre, om parret holder stand, tror jeg. Hvis vegetationen bliver for høj, lukker den ganske enkelt for storkens spisekammer, og så må fuglene fodres, hvis der skal komme flyvefærdige unger ud af det, siger Hans Skov, der ringmærker alle danske storkeunger.

Om alt går vel, vil han ringmærke fire storkeunger i reden i Gundsølille ved Roskilde omkring 8. juni.

I storkereden i Smedager ved Tinglev i Sønderjylland, hvor parret ruger, håber Hans Skov at kunne ringmærke et kuld omkring 10. juli.

Og hvis Als-storkene gennemfører deres rugning med succes, kan man her forvente ringmærkningsklare unger i nabolaget af 20. juli, oplyser storkeeksperten.

For nogle dage siden var der optræk til et fjerde dansk storkepar ved Tårs i Vendsyssel, men det blev lige ved og næsten.

- Der blev set en flok på 8 storke i den del af Nordjylland for nogle uger siden, og et par blev tillagt ynglemotiver. Vi ser dog hvert forår, at større eller mindre flokke af unge storke flakker en del omkring og føder det ene rygte om yngleforsøg efter det andet. Vinde fra syd og østlige retninger giver os ofte et rykind af storke, som trækker op gennem Jylland og vender i Skagen, inden de smutter sydpå igen, siger Hans Skov.

Denne artikel er bragt med tilladelse fra Dansk Ornitologisk forening.

Tag en tur i jeres lokale skov og aflæg ræven et besøg. Selvom det ikke er sikkert, at I får set ræven, så kan I være helt sikre på at den bor derude. Hvis I har øjnene og næsen med jer, så er der oven i købet gode chancer for både at se og lugte rævens spor.

Gourmet eller en kedelig klapsammen?

Ræven er faktisk til lidt af hvert, når det gælder mad. Den er et rovdyr og tager med stor fornøjelse både mus, harekillinger og fugle, når lejligheden byder sig. Sågar et rålam kan ædes, hvis den kan få fat på det.

Ofte supplerer ræven menuen med frøer, insekter og andre smådyr. Ræven spiser også bær.

Hvis I finder en rævelort, kan I være heldige at se, hvad ræven har spist forinden. Hvis den har spist mange insekter, vil rævelorten være skinnende blåsort på grund af insekternes skjold, der ikke kan nedbrydes i rævens mave. Hvis ræven har spist mange brombær eller hyldebær, er lorten næsten lilla, og man kan tit se frøene fra bærrene.

På jagt efter rævemad

Prøv at se hvor meget rævemad, I kan finde på jeres tur rundt i skoven. I skal selvfølgelig ikke fange en mus eller en harekilling, men gå på udkig efter spor fra de dyr, som ræven kan spise. Det kan være en fuglefjer på skovstien, et fodspor efter haren i sneen eller i den bløde, mudrede jord. Det kan også være små, sorte rådyrlorte, som rådyret har lagt på sin vej gennem terrænet, eller måske en kogle, som musen har gnavet tæt ind til kernen.

Undersøg, om man må gå uden for skov- stien i den skov, I besøger. Det er her, chancen for at finde spor er bedst.

Gå på jagt efter rævens hule

Ræven bruger kun sin hule i perioder. Når det er koldt, eller når den har små hvalpe, opholder den sig meget i sin hule. Når det er sommer, er ræven ikke så tit i hulen.

Hulen kaldes også en rævegrav, og hvis I er heldige at finde et stort hul ned i jorden, så er I på rette spor. Kig efter fjer, rævelorte og gnavede knogler rundt om hullet. Det fortæller jer, at ræven har været forbi for nylig.

Kig også i området lige omkring hullet, for ræven har som regel flere åbninger ned til graven. Måske kan I finde flere?

Fæl stank eller liflig duft?

En rævelort ligner en hundelort, men den er mindre, og så er den spids i den ene ende. Ræven lægger lortene højt oppe, så andre ræve i skoven kan lugte, at der allerede bor en ræv i området. Så har de chancen for at fordufte, uden at skulle slås om territoriet.

Sæt næsen på arbejde og prøv, om I kan lugte, hvor ræven har været. Rævens tis lugter meget kraftigt, for den bruger det ligesom lorten til at markere sit territorium. Når man går en tur i skoven, kommer man ofte forbi et sted, hvor ræven har markeret. Lugten er så stærk, at vi mennesker kan opfatte den. Det lugter stærkt og ramt.

Er der nogen hjemme?

I kan tit se, om der har været en ræv i graven, når der ligger knogler, fjer og andre efterladenskaber tæt på åbningen. Hvis I ikke er så sikre på, om graven bliver brugt, eller hvis I bare gerne vil følge lidt med i rævens liv, kan I sætte en ”muletråd” op:

I skal bruge:

Et stykke uldgarn i en mørk farve.

Sådan gør I:

Sæt garnet fast over en af indgangene til rævegraven. I kan binde den fast i en pind, som I stikker ned i jorden – eller
en rod, sten eller lignende. Snoren skal blive hængende ned foran indgangen, og den skal være så lang, at den hænger lidt hen ad jorden. Besøg rævegraven igen efter en dags tid og kig på snoren.

Hænger den lige ned som den gjorde sidst? Hvis snoren er blevet trukket med ind i hullet, er ræven gået ind igennem indgangen, og måske er den derinde lige nu. Snoren kan også være trukket længere ud af hullet, og så er ræven sikkert ude på jagt.

Besøg ræven ind imellem, kig på snoren og se, om der er nogen hjemme.

Ræv eller grævling?

Ræven og grævlingen kan godt overtage gravene efter hinanden. Hvis du finder en grav, kan det være svært at vide, om det er en rævegrav eller grævlingegrav. Ræven graver som en hund, så der er en bred bunke af jord foran graven. Grævlingen derimod bakker ud af hulen, mens den skraber jorden ud af gangen. På den måde danner grævlingen en karakteristisk fure foran graven.

I modsætning til ræven laver grævlingen en rede inde i graven. Den bruger hø, vissent løv og mos til reden, og der ligger ofte lidt rester foran boet. Grævlingens lort ligger desuden i små huller, som dyret skraber i jorden. Hullerne kan du tit finde i nærheden af indgangshullet.

Ræven er en listig fætter

”Han har en ræv bag øret” og ”Hun er snu, som en ræv”.

Vi omtaler tit ræven som et dyr, der er beregnende, og som prøver at snyde os. Men sådan er den selvfølgelig ikke i virkeligheden.

Ræven er bare rigtig god til at tilpasse sig det sted, den lever. Det kan både være i skoven, omkring villahaven eller inde på stenbroen. Og er man ræv i skoven, så er det mus, der er livretten. Slår en ræv sine folder i byen, så går den til gengæld ikke af vejen for saftigt affald fra skraldespanden.

Dansk Ornitologisk Forening, DOF, har siden midten af 1970erne fulgt de danske fugles bestandsudvikling gennem et omfattende program af såkaldte punkttællinger. Nu er materialet blevet analyseret for forskelle i udviklingen mellem Vest- og Østdanmark.

”Selv i et lille land som Danmark kan der nemlig være forskelle i fuglenes forekomst mellem landsdelene. De fleste fugleinteresserede ved nok, at topmejsen ikke findes øst for Storebælt, og der mangler spætmejser på Bornholm. Mange arter har dog ikke så distinkte forskelle i udbredelsen, men har måske blot forskel i tætheden af fuglene eller i udviklingen af bestandene”, fortæller biologen Henning Heldbjerg fra DOF.

106 arter undersøgt

Data fra punkttællingerne er analyseret ved at dele landet op i to, en vestlig del, der dækker Jylland og en østlig del, der dækker Danmark øst for Lillebælt. Dernæst er udviklingen i vest og øst blevet sammenlignet for 106 almindelige ynglefugle i de sidste 20 år.

For de fleste arter er udviklingen den samme i både vest og øst, hvilket også er forventeligt. Det er rimeligt at tro, at de samme faktorer som fx fødemængde og vejrforhold vil påvirke hele landet på samme vis. Når der alligevel kan være forskelle mellem udviklingstendenserne indenfor så korte afstande, kan det skyldes flere ting, fx forskelle i valg af yngleområde, trækruter og overvintringsområder, eller prædation eller konkurrence fra andre arter.

”Vi har konstateret, at fire arter har modsatrettede tendenser i vest og øst. Således er knopsvane, bysvale, skovpiber og stillits alle i fremgang i Jylland og i tilbagegang på Sjælland og øerne. Det modsatte er ikke tilfældet for nogle arter”, siger Henning Heldbjerg.

10 arter har en mere positiv tendens i øst end i vest, mens der er ikke færre end 25 arter, der har mere positiv tendens i vest end i øst. Til sammenligning har 47 arter samme tendens i begge geografiske områder.

Hvordan – og senere hvorfor

”Formålet med undersøgelsen er at se i hvor høj grad, der er forskelle på delbestandene i et så lille område som Danmark. Punkttællingerne skaber den grundlæggende viden om arternes bestandsudvikling, og forklarer hvordan, det går for de almindelige fugle. Dermed udgør tællingerne et værktøj, som vi kan bruge til at følge fuglenes ve og vel. Vi kan se, hvad vi skal undersøge nærmere, så vi også kan få viden om, hvorfor det går, som det går” siger biologen fra Dansk Ornitologisk Forening.

Denne artikel er bragt med tilladelse fra Dansk Ornitologisk forening.

Naturen og dens fugle er gratis glæder, og medicinsk set er der ingen bivirkninger ved at tage en solid daglig dosis ornitologi.

Sådan lyder det fra ornitologen og naturpædagogen Erik Holm Sørensen, der er idemand og initiativtager til et tre år langt pilotprojekt i Frederikshavn Kommune, hvor man bruger naturen og dens fugle og dyr i behandlingens tjeneste blandt 44 psykisk syge på bostedet Mariested i Sæby.

Fredag vil et hold af psykisk syge liste af sted i udkanten af Ellekrattet i Skagen, der er et af Nordeuropas bedste steder for fugletræk om foråret. For hvad gemmer krattet af spændende fugle, og hvad vil ringmærkeren få i sine net?

- Vi har lavet en aftale om at få fremvist nogle af de ringmærkede fugle, hvis der er held med fangsten. Det er en af de absolut største gulerødder på dagen, og det vil blive stort at se en lille løvsanger i øjnene. Vi har snakket om, at løvsangeren holdt jul i Afrika syd for Sahara, mens vi sad heroppe i vinterkulden, og nu er den tilbage hos, siger Erik Holm Sørensen, som vil gå i spidsen for ekspeditionen ud i fuglenes forjættede land på Fuglefestivalen.

- Det gode ved natur og fugle i relation til psykisk syge mennesker er, at der ikke bliver stillet spørgsmål til ens person, når man er af sted. Fuglene er ligeglade med, om du er skizofren, har borderline eller lider af angst.

De er der bare og passer deres, og når man ser fuglenes skønhed og oplever deres adfærd, glemmer man sig selv og sin lidelse. Det er dybest set princippet i at bruge naturen i behandlingen af psykiske sygdomme, siger Erik Holm Sørensen.

På billedet nedenfor ses beboere fra Mariested med Erik Holm Sørensen i midten på Grenen. Foto af Peter Møller.

Natur giver brændstof til hjernen

Når man får natur på hjernen, danner man glykose, sukkerstof, der bogstaveligt talt tilfører personen i det fri ny energi, fortæller naturpædagogen. Når man sidder inden døre ved en computer og tamper i sit tastatur eller bruger musen i et spil i cyberspace tapper man af sin energi, påpeger han.

- Den danske læge og hjerneforsker Kjeld Fredens har påvist, at friluftsliv har en særlig positiv værdi og indvirkning på den menneskelige hjerne.

Det er blandt andet med afsæt i hans forskning suppleret med erfaringer med at bruge natur og friluftsliv i behandlingen af psykiatriske patienter i Nordamerika, at vi sender projektet ”Frisk i naturen” i felten, forklarer Erik Holm Sørensen.

I USA er der på en række psykiatriske bosteder ansat ”grønne” medarbejdere, de såkaldte ”Therapeutic Recreation Specialists”. De bruger naturen i bred forstand som medicin, enten der sejles i kano, fiskes, kigges på fugle, samles svampe eller bare indsnuses frisk luft i skovens dybe stille ro.

”Frisk i naturen” i Frederikshavn Kommune har med startdato 1. april 2013 et budget på knap 1,5 millioner kroner over de næste tre år.

Pengene stammer fra en række lokale sponsorer og fonde. Roblon Fonden er beløbsmæssigt gået i spidsen for naturprojektet med en donation på 260.000 kroner.

Denne artikel er bragt med tilladelse fra Dansk Ornitologisk forening.

De danske fjorde, ådale, enge og søer er nu rømmet for arktiske pibesvaner og sangsvaner. Men det kolde forår 2013, hvor vinteren ikke for alvor gav slip før langt ind i april, bød på større, sene flokke af de gulnæbbede svaner end normalt i det danske forårslandskab.

Det viser rapporteringerne til DOFbasen, der er Dansk Ornitologisk Forenings (DOF) database med dagsaktuelle fugleobservationer fra hele landet. Midt i april blev en stor afgangsperiode for svanerne, hvor det ofte er månedsskiftet marts/april, der sender flokkene af sted mod øst og nordøst.

Vinteren fik svaner til at blive
Is og sne i egnene mod øst fik fuglene til at blive i Danmark i længere tid.
- Størstedelen af pibesvanerne befinder sig nu i området Pärnu ved Riga-bugten i Estland og dermed har svanerne afsluttet 1. etape af deres forårstræk. De ventede nogle uger længere, end det har været tilfældet de senere år, på deres afgang fra Holland, Tyskland og Danmark, fordi der var mere is end normalt i deres baltiske rasteomåder. Hvordan svanerne regner ud, at der nu er isfrit på deres næste stoppested, er lidt af en gåde, men de flyver først af sted, når isen stort set er væk på deres bestemmelsessteder, siger Stefan Pihl fra Institut for Bioscience, Aarhus Universitet.
- Pibesvanernes næste forårsetape vil sende dem over Rusland og Finland og mod slutningen af maj bringe dem til deres ynglepladser på tundraen i det nordlige Rusland og østpå i Sibirien, hvor der på det tidspunkt endnu kan ligge sne, siger Stefan Pihl.

Den vestsibiriske bestand af den blot gåsestore pibesvane, der er verdens mindste svaneart, blev i 2005 af Wetlands International skønnet til at tælle 21.500 individer, der alle holder vinter i Nordvesteuropa.

Næste gang vi ser pibesvaner i flokke i Danmark bliver formentlig til november. Da er en ny generation med på rejsen.

Denne artikel er bragt med tilladelse fra Dansk Ornitologisk forening.

Brunbjørnen, Brunhilde har fået firlinger, og hun har travlt med at holde styr på dem. De er bittesmå og utroligt søde. Brunhildes første unge, Bette vil så gerne være ovre på deres areal. Hun er stor nu, og Mor siger nej! Du må blive på dit sted, basta! og så bliver hun flyttet, med lidt hjælp fra Brunhilde, som jager hende væk.

Siku er en ”Vandhund” og derfor var han også fin ren i modsætning til alle de andre. Han går sammen med Smilla, som ikke havde det godt, før hun kom til Parken. Hun boede i Sverige før. Hun bliver aldrig helt fri fra hendes traumaer. De to kan godt gå sammen, for Smilla kan gå for sig selv, når hun vil det, og de har hver sit bassin. Der er også kommet en Moskusokse Pige, Flisbeth.

Vi var i Parken fra kl. 10.00 til 16.30 uden at kede os. Gode legemuligheder for børn, og man kan tage sin madkurv med hjemmefra. Det bliver hurtigt dyrt, hvis man køber det hele på en dag, is, slik, pølser og andet mad&drikke. Der er mange andre dyr, som er interessante at studere. Et sæsonkort koster ca.200 kr – det er billigt i forhold til en enkelt billet, som koster ca.175 Kr. Folk kan overnatte derude, der er programmer med, hvad det indeholder i forbindelse med et arrangement.

God Fornøjelse, hvis I får lyst til at se Dyreparken i sommerens løb.