Æg har altid hængt sammen med påsken. De symboliserer frugtbarhed, lys og nye tider. I gamle dage lagde høns kun meget få æg om vinteren, fordi man ikke havde oplyste hønsehuse.

I de lysere og længere dage omkring påske begyndte hønsene at lægge flere æg igen. Det blev naturligvis fejret ved at give børnene æg, som de kunne spise eller pynte – og lege med.

Lad jer inspirere af påsken og naturen og gå med ud og gæk med Naturkatapulten. Her får I lege og sjov til mange timer i naturen.

Den hurtigste påskehare på marken

Haren ser vi meget på de bare marker om foråret – den er Danmarks hurtigste dyr og er fremragende til at hoppe. Lav et hare-hoppe-løb, hvor hele familien hopper om titlen ’Den hurtigste påskehare på marken’.

I skal bruge:

• Gamle plastikposer eller elastikker
• 3 påskeæg pr. deltager
• 2 kurve/skåle pr. deltager

Sådan gør I:

Hop ned i nogle affaldssække eller almindelige bæreposer. Et alternativ kan være nogle store elastikker eller flere små. Sæt dem rundt om anklerne. Læg fx 3 påskeæg i en kurv til hver deltager for enden af banen og sæt en tom kurv ved hver deltagers startsted. Sørg for at give de mindste en lidt mindre bane end resten af familien. Hop ud og hent ét æg ad gangen og bring det tilbage til start. Den, der først har alle æggene tilbage i kurven/reden, er den hurtigste hare.

Harens hale

Hvem løber af med sejren og vinder halerne og æren af at være den mest adrætte hare? Her er en leg, der nok skal give sved på panden hos de fleste!

I skal bruge:

• Lang snor eller en pose mel/havregryn
• Haler: Korte stykker snor, klude eller tennissokker (2-3 pr. deltager)

Sådan gør I:

Lav en cirkel på fx 3 meter i diameter med snor eller mel. Hvis I er i skoven eller ved stranden, kan I tegne den op med en fod i sandet eller skovbunden. Hele familien udstyres med ’haler’ (snor/ klud), som sættes i baglommen eller bukselinningen. Alle harer stiller sig ind i cirklen. Nu gælder det om at tage de andre harers haler uden selv at miste sin. Mister man halen, går man blot ud af cirklen, hvor der er ’hare-helle’, og må sætte en ny på. Vinderen er den med flest haler, eller den, der færrest gange har mistet sin, når depotet af friske haler er tømt.

Æggekast

Fra gammel tid har det været popu- lært at trille æg ned ad bakker, rundt i parken eller dagligstuen – alt sammen med det formål at dyste om hinandens æg og have det sjovt i de lyse påske- dage. Tril og kast selv med æg og kom i fantastisk påskestemning.

I skal bruge:

• Små, indpakkede, solide påskeæg.

Sådan gør I:

Læg et stort æg eller et, som er forskelligt fra kasteæggene, ud på jeres bane. Stil jer bag en gren eller en linje, I træk- ker i jorden, og prøv på skift, om I kan ramme ægget med jeres egne æg. Kast eller tril. Alle deltagerne har 3-5 æg i hver sin farve, hvis muligt. Ellers kan I skrive på æggene med en sprittusch, så I kan kende dem. Den, der efter endt kastning er kommet tættest på, får det æg, I kastede efter. I kan også finde på andre regler, så den gode påskestemning ikke bliver ødelagt.

Den klassiske æggestafet

En nytænkning af de klassiske æggelege, der giver muligheder for mange variationer alt efter, hvor I leger. Og så ender legen altid med, at alle får en præmie!

I skal bruge:

• Masser af påskeæg
• En ske pr. deltager

Sådan gør I:

Her stiller hele familien op på en række med en ske i hånden og et påskeæg på skeen. Så gælder det om at gå 5-10 me- ter til et mål uden at tabe ægget. Vinde- ren vinder æren af at spise sit uskadte æg først. Prøv at bruge den anden hånd. Måske kan I lægge påskeæg på jorden, som I så skal gå udenom i slalom hen til målet. Hvis I er ude i skoven, kan I lave en bane uden for stien, så bliver det et

Vidste du det?

I 1600-tallet var æg en luksus, så man måtte normalt spare på dem. Påskedag måtte man til gengæld spise så mange æg, man kunne. Da æg blev mere almindelige i 1800-tallet, begyndte man at male på dem og spille om dem – og det gjaldt selvfølgelig om at vinde de flotteste og bedst dekorerede æg.

I midten af 1800 tallet tog vi historien om påskeharen til os. Den stammer egentlig fra Tyskland og går på, at hvis man laver en lille, lun rede til haren, kommer den til påske og lægger æg i den.

SeptemberNet: ”Hvad var baggrunden for, at du stiftede ”De grå sæler” i Kaløvig Bådelaug?”

Gert: Jamen det var vel for hyggens skyld. Jeg var typograf, men da jeg blev førtidspensioneret, tabte jeg med ét den daglige kontakt til kollegaerne. Og det var samtidig svært at finde på noget at give sig til. Så tog jeg duelighedsbevis og begyndte at sejle. Det var da jeg fik en bådplads i Kaløvig Bådehavn, at jeg og nogle andre i havnen begyndte at mødes en gang i mellem og spiste frokost på sammen på havnen. Det er jo hyggeligt at have selskab og dele noget med andre.

Da jeg blev redaktør for Bådelaugets klubblad, skrev jeg en notits om den lille klub, og det viste sig, at der var stor interesse. Fællesnævneren for dem, der viste interesse, var interessen for at sejle og alderen, og vi startede med at kalde os ”Seniorerne”. Senere fik vores klub navnet ”De grå sæler”, som passer meget godt, synes jeg.

SeptemberNet: ”Er alle i klubben så seniorer og pensionister i dag?”

Gert: Nej, vi bruger det ikke som et adgangskriterium, men reelt er det jo primært seniorer, der har tid midt på dagen. Vi har dog også nogle medlemmer, der stadig går på job, og dem kalder vil ”Hylerne”.

SeptemberNet: ”Hvad får I tiden til at gå med?”

Gert: Vi mødes fast hver onsdag og spiser frokost sammen. Og vi har indført en fast tradition om, at vi indleder med at synge en fællessang.

Men vi hjælper også til på havnen med forefaldende arbejde. Lige nu er vi ved at udskifte træværket på broerne, og det er et større projekt, der har stået på over flere år.

Alt det vi laver, er baseret på frivilligt arbejde. I 1998 byggede vi et større klubhus. Vi fik lidt støtte fra Tipsmidlerne til materialerne, og så gik vi i gang. Der er jo mange, der kan noget fra deres tidligere job, men der er også nogen, der har to venstre-hænder… og der skal være plads til alle.

Desuden arrangerer vi ture i de nære farvande f.eks. til Samsø, og længere ture eller rejser har gået til bl.a. London og Berlin.

SeptemberNet: ”Serverer I så sild som en fast tradition på jeres onsdagsmøder?”

Gert: Nej, det er ikke altid sild, selvom vi er ”sæler”. Jeg er autodidakt kok, så det er op til mig at beslutte menuen og lave maden, og der er mest interesse for de gammeldags retter som skipperlapskovs, gule ærter mv. For mig går der flere dage med De grå sæler hver uge med planlægning, indkøb, madlavning osv. Jeg synes det er dejligt at kunne glæde andre med dette.

SeptemberNet: ”Hvor mange sæler er i så nu?”

Gert: Vi er blevet så mange, at vi ikke alle kan sidde ned i klubhuset samtidig. Men det er sjældent, at alle kommer hver gang. Vi er i dag 50-60 stykker, og de ældste er op mod 80 år.

Vi har faktisk også en helt særlig opgave i De grå sæler. Når nogen ønsker at få spredt sin aske ud over vandet, er det os, der gør det. Det kan både være tidligere medlemmer eller andre udefrakommende, der har haft det ønske, at asken skal spredes over havet. Det er en højtidelig stund, og ofte er der pårørende med i båden. Det er dejligt at kunne give de pårørende denne smukke oplevelse.

SeptemberNet: ”Jeg kan næsten gætte, at De grå sæler giver dig energi til livet?”

Gert: Ja, det er dejligt at gøre noget for andre. Og jeg er blevet bekræftet i at de fleste hurtigt kommer til at savne det sociale samvær med andre, når de går på pension. Man har behov for at være en del af noget og have nogen at dele stort og småt med.

De grå sæler giver livsindhold.

Kan du lide artiklen, så klik på ”Synes godt om” for oven til højre for artiklen. Dine kommentarer er også meget velkomne under artiklen!!

Opskriften er til ca 4-5 pers.

Man skal bruge:

• 5 pasteuriserede æggeblommer
• 100 g sukker
• 2½ dl piskefløde
• 100 g god chokolade samt 1 tsk. pulverkaffe

Fremgangsmåde:

1. Pisk sukker og æggeblommer grundigt til en tyk æggesnaps
2. Pisk fløden til flødeskum og vend forsigtigt i æggemassen
3. Tilsæt den grofthakkede chokolade og pulverkaffen.
4. (PS. Man kan også tilsætte 50 g hakkede valnødder.)
5. Hæld massen i en form og frys den i mindst 4 timer, (ikke røres rundt i) og tag isen ud ca. 1 kvarter før servering.

SeptemberNet: ”Du har været meget omkring inden for TV og journalistik. Er der en fællesnævner for det, du har stået for i din karriere?”

Gorm: Jeg har altid bestræbt mig på at give seerne nogle oplevelser, der gjorde dem en smule bedre til at agere i et demokratisk samfund. Der er en tendens i samfundet til kun at ville bekræftes i ét bestemt verdensbillede, og det medfører ofte lidt for enkle holdninger.

Når du skriver denne artikel, er det din subjektive gengivelse af flere timers samtale. Den bearbejdning er det, den seriøse journalist benytter over for seerne eller læserne. Derfor er al kommunikation – også privat – en form for manipulation, men det er i de fleste tilfælde en positiv bearbejdning af et emne, der på den måde kan blive gjort vedkommende og levende.

Derfor er det i orden at provokere og bruge fiktive og stærke udtryksmidler i journalistiske programmer, men det må aldrig blive på bekostning af troværdigheden. Seerne skal naturligvis orienteres om, hvad der er arrangeret virkelighed.

SeptemberNet: ”Du er også kendt for dine mange interviews både med kendte og ukendte danskere?”

Gorm: Jeg tager mennesker seriøst og forsøger altid at være i øjenhøjde med publikum. Derfor er det ikke altid de skæve og aparte historier, der skal frem i TV, synes jeg. De repræsenterer som regel minoriteter og ikke den almindelige dansker, og derfor er det misvisende ift. vores samfund. Jeg synes, at medierne i dag fokuserer for meget på det aparte, sensationsprægede og de kendte.

Jeg har i øvrigt lidt svært ved kassetænkning. Alting kan ikke sættes i rammer og skematiseres.

Jeg lavede engang en række portrætter af almindelige mennesker i Danmark såsom asfaltarbejdere, kloakarbejdere, slagteriarbejdere osv. uden kategorisering i øvrigt, og det var ikke en ”serie”. Alle portrætterne havde en forskellig titel og blev produceret under ganske frie rammer. Det blev til vigtige historier om vores samfund.

SeptemberNet: ”Du kreerede og var vært for ”Hvornår var det nu det var” i 90’erne. Hvad var det specielle ved det program, hvor du ganske længe var vært?”

Det så ud som en quiz, men var i virkeligheden et historie ”light” program, hvor hele familien Danmark – bortset fra de kendte – fik lejlighed til at fortælle om deres interesser og vise, at de fleste er ret velorienteret, når det ikke alene drejer sig om paratviden, men også om tøjmode, biler, kongelige begivenheder etc.

I dag bliver deltagere til den slags programmer testet foran et kamera. De skal ikke nødvendigvis have stor paratviden. Det er vigtigere, at de har den rigtige alder eller har et udseende, som mediefolk finder velegnet. Det er medvirkende til at skabe et falsk billede af, hvordan vi danskere er.

Det var også vigtigt for mig, at deltagerne var i stand til at svare på spørgsmål. I dag synes det at være bedre, når nogle dummer sig.

Programmet kørte i næsten 10 år – og genudsendes her mange år efter i DR-K, og det må vel betyde, at man godt kan lave et succes-program, der tør satse på andre normer.

SeptemberNet: ”Synes du generelt, at TV leverer for meget reality i dag?”

Gorm: Jeg synes generelt at mediemøllen forenkler alting, og at seertal styrer for meget. Desuden tilrettelægges programmerne primært for de unge seere, fordi TV kanalerne ved, at vi gamle altid kigger med alligevel.

Jeg savner programmer, der både underholder, og engagerer og gør seerne til mere helstøbte mennesker i vores demokratiske samfund.

Men der er også gode ting i dag. F.eks. på dramasiden, hvor TV-serierne ”Forbrydelsen” og ”Borgen” er fremragende, synes jeg.

SeptemberNet: ”I 2009 udgav du en bog sammen med Lise Lotte Norup. Hvad var baggrunden for det?”

Gorm: Lise Lotte havde mistet sin mor, og det var en lang og smertelig død, der ikke var værdig. Hun kontaktede mig for at høre, om jeg ville hjælpe hende med at skrive en bog om aktiv dødshjælp og retten til en værdig død.

Etisk råd står fast på et nej til aktiv dødshjælp uanset, at 65% af befolkningen er positive overfor det. Jeg synes, det var vigtigt at medvirke til at få debat om emnet. Der jo et mismatch mellem lovgivningens ord og befolkningens holdning.

Desværre har det vist sig, at emnet meget tabubehæftet. Netop, derfor er der behov for at gå ind i det, så flere vil tage stilling.

SeptemberNet: ”Hvordan er det at leve i Danmark som en kendt person – og du er endda gift med den kendte operasanger Kirsten Vaupel – hvordan oplever i det i hverdagen?”

Gorm: Jeg gik ikke ind i journalistik for at blive kendt, og det har aldrig været et problem. Kirsten og jeg er meget afslappede omkring det. Men det har altid været sjovt at blive genkendt og få en sludder med folk.

Hvis man ikke kan lide den opmærksomhed, kan man jo bare skifte job. Der går ikke lang tid, før man er glemt.

Men jeg har da oplevet, at nogen af og til kan genkende min stemme og kigger mig lige i øjnene og siger ”Nåh, jeg synes nok, det var dig”.

SeptemberNet: ”Hvad giver dig energi til livet?”

Gorm: At engagere mig! Det er uanset, om det handler om at passe børnebørnene, undervise, holde foredrag om mit liv eller om hjælpeorganisationen CARE eller spille bridge og tennis. Der er så mange spændende ting, man kan kaste sig over, og jeg ville ønske, at jeg slet ikke behøvede at sove.

Og jeg kan lide at skabe debat om vigtige ting. Det forsøger jeg nu også gennem SeptemberNet på baggrund af mine artikler.

Man skal aldrig tage ting for givet og huske at nyde nuet. På det punkt er jeg blevet klogere med årene, tror jeg.

Kan du lide artiklen, så klik på ”Synes godt om” for oven til højre for artiklen. Dine kommentarer er også meget velkomne under artiklen!!

Besøg Gorms klumme her.

Se også interview med Kirsten Vaupel.

SeptemberNet: ”Du er meget interesseret i Mozart og holder bl.a. foredrag om ham. Hvad er det, der gør Mozart særligt interessant?”

Kirsten: Det er egentlig helt naturligt, at jeg har beskæftiget mig mest med Mozart, idet hans operaer har flest roller, der passer til min stemme. Og han har en spændende historie, som jeg holder foredrag om; men også om hans kone Konstanze, der efter Amadeus’ død blev gift med en dansker og flyttede til Danmark. Det er en sjov historie, som de færreste kender. Måske vil jeg senere skrive en lille historie til SeptemberNet om det.

Jeg har sunget med i Tryllefløjten flest gange og i flere forskellige roller, men jeg har også sunget i flere af de andre operaer af Mozart. Jeg medvirkede bl.a. på Det Ny Teater i 70’erne som Susanna i Figaros Bryllup sammen med Edith Guillaume og Tonny Landy plus en række udenlandske operasangere.

SeptemberNet: ”Vil du fremhæve noget som højdepunktet i din operakarriere?”

Kirsten: Filmatiseringen af Mozarts ”Tryllefløjten” med Ingmar Bergman var nok højdepunktet i min operakarriere. Jeg opfattede det som en blåstempling af mig som operasanger, at jeg blev udvalgt som den eneste danske kvinde. Jeg var til audition, hvor man skulle stille op helt uden make up, med ansigtet frit for pandehår og halsen blottet. Jeg regnede ikke med at blive udvalgt og tog på ferie i sommerhus uden telefon kort efter. Men min gode ven Tonny Landy kontaktede mig og sagde, at Ingmar Bergman var rasende over ikke at kunne få fat i mig. Bergman ville fortælle, at jeg var udvalgt til at være med.

Det var spændende at arbejde sammen med Ingmar Bergman. Han var en meget professionel instruktør. Vi indspillede først musikken – det tog 3 måneder. Derefter indspillede vi filmen. Det tog alt i alt ca. ½ år, hvor jeg tog frem og tilbage til Stockholm, alt imens jeg havde to små drenge derhjemme. Men spændende var det! Filmen blev vist i dansk tv i 1975.

SeptemberNet: ”Havde du også tidligere været på tv, og hvad var effekten for din karriere?”

Kirsten: Ja, jeg deltog bl.a. i Otto Leisners program ”Krobal” i 1970, hvor jeg sang Wienersange. Det var med til at give mig et gennembrud i Danmark, efter jeg havde studeret i Wien tidligt i min karriere. Og som freelancer betyder det meget at komme i tv – så er der straks flere tilbud.

SeptemberNet: ”Du står også bag stykket ”Fru Nissen i Lavendelstræde”?”

Kirsten: Så er vi tilbage ved Konstanze Mozart, der kom til Danmark, da hun blev dansk gift. Hun mødte den danske komponist Weyse, som hun beundrede meget og knyttede et tæt venskab til. Jeg fik Mette Winge til at skrive stykket, der senere blev købt af den Jyske Opera. Stykket har været opført flere steder i Danmark og såmænd også i Wien, hvor jeg jo tog min uddannelse, så på en måde blev en ring dermed sluttet.

SeptemberNet: ”Du er netop debuteret som forfatter til romanen ”Forellekvintetten”. Hvordan fik du idéen til det?”

Kirsten: Jeg har altid vidst, at jeg ville skrive en roman en dag. Idéen til ”Forellekvintetten” kom i en flyver, hvor jeg pludselig kunne se handlingen for mig efter, at det havde ligget i baghovedet i lang tid. Og det har været en dejlig proces at skrive bogen. Man er 100% herre over, hvad der sker og har eneret til at bestemme.

SeptemberNet: ”Hvad er du i gang med nu? Kommer der en bog mere?”

Kirsten: Jeg er jo stadig en del af Swing Sisters, og vi optræder jævnligt. Desuden holder jeg stadig foredrag, og ja, der kommer en bog mere – jeg er i gang. Desuden er jeg jo for nylig begyndt at skrive artikler til SeptemberNet.

Jeg arbejder hjemme nu og nyder meget samarbejdet med min mand og sparringspartner Hans-Georg Møller – bedre kendt som Gorm. Han er også stadig er aktiv med foredrag og andre opgaver.

Derudover holder jeg mig i gang ved at spille bridge og tennis med Gorm, og vi ser også meget tv og læser en masse.

Vi hygger os også med at spille en del brætspil med vores venner og familie bl.a. Bezzerwizzer og iPhone-spillet Quiz Battle, der ligner det meget. Desuden spiller jeg WordFeud med stor energi – jeg er et konkurrencemenneske, der hader at tabe.

Endelig nyder jeg at være sammen med mine 6 børnebørn, hvoraf nogle af dem bor lige om hjørnet fra min bopæl.

SeptemberNet: ”Hvad giver dig energi til livet?”

Skal det siges kort, må det være ”At være positiv uanset hvad det gælder”.

Det har været en enorm øjenåbner og glæde for mig, at arbejde for hjælpeorganisationen Care. Når man har levet så forholdsvis privilegeret, som jeg har, gør man sig ikke begreb om, hvor fattigt mennesker kan leve. Èn ting er, at se det på TV. Det gør altid stort indtryk. Men at stå midt i det, er noget helt andet.

At se ind i et par glade barneøjne, eller mærke en lille hånd, der viser dig tryghed, fordi Care har været med til at løfte hendes /hans liv over fattigdomsgrænsen, er berigende og giver mig følelsen af, at jeg er med til skabe bare lidt perspektiv i en aldeles uretfærdig verden.

Kan du lide artiklen, så klik på ”Synes godt om” for oven til højre for artiklen. Dine kommentarer er også meget velkomne under artiklen!! Kirsten Vaupels bog er anmeldt her på SeptemberNet. Læs anmeldelsen her: Forellekvintetten.

Besøg Kirsten Vaupels profil.

Kirstens er gift med journalist Hans-Georg Møller (Gorm), som vi bringer et interview med i morgen.

Men at fremstille champagne er ikke så ligetil. Det er en proces, der tager et års tid eller mere.

Først producerer man en almindelig hvidvin af druemosten fra Pinot Noir eller Chardonnay druer. (Mosten er altid farveløs både i røde og grønne druer.)

Vinen aftappes på de tunge og kraftige flasker og lukkes med almindelig prop eller en kapsel. Herefter lader man vinen ligge i ro i ca. 1 år. Men gæringen i flasken fortsætter imidlertid under denne lagring (eftergæring), og der udvikles et overtryk af kulsyre i flaskerne. Samtidig synker gærrester og små skalrester ned og danner bundfald i flaskerne.

Det ser bare ikke godt ud, så disse gærrester må fjernes, inden vinen kan sælges. Umiddelbart ville det jo så være nemmest blot at vende bunden i vejret og tage kapslen af for at få gærresterne ud. Men det går ikke, for bundfaldet er længe om at synke ned, og kulsyren i vinen forsvinder lynhurtigt, hvis man tager kapslen eller proppen af nu.

Derfor må man langsomt og trinvis dreje flaskerne og løfte bunden op samt ryste dem lidt, så de til sidst står næsten lodret på hovedet. Bundfaldet har så nået at synke ned i flaskehalsen. Dette arbejde med at vende flasker udførtes før i tiden helt manuelt af vinbønderne, der havde specielle vinreoler (pupitre) med ovale huller, hvori flaskerne kunne drejes og løftes lidt op hver dag. Når flasken så endelig stod klar med bundfaldet samlet nede ved åbningen, frøs man denne del af flasken til is ved at dyppe dem i et kuldebad. Nu tog man kapslen af med et hurtigt snuptag, og ud fløj isklumpen med det kedelige bundfald.

Ca. 5 cl vin mangler der nu i flasken. Det bliver atter påfyldt under tryk, og nu sættes den rigtige champagneprop på flasken. Der går herefter igen en mindre gæring i gang i vinen, og trykket i flasken stiger til 7 atmosphere, men proppen er konisk i facon, og et ståltrådsnet bliver også sat på for at modstå vinens tryk.  Nu venter den blot på den festlige lejlighed knap et års tid på lageret.

Så ”simpelt” er det. Man forstår nu bedre, hvorfor en flaske champagne koster mere end almindelig hvidvin.

I princippet kan man i næsten hele verden producere mousserende hvidvin på denne måde. Og det gør man faktisk også. Endda dejlige vine. Men de må aldrig kaldes Champagne, da dette navn er beskyttet ved internationalt dekret for mange år siden.

I Frankrig hedder vinene således Crement, hvis de er fremstillet i Alsace eller Bourgogne. I Spanien hedder de Cava, og i Italien er det Spumante vine. Men producenterne skriver dog ofte på etiketten ”Metode traditionel” for at antyde, at vinen er produceret ligesom en rigtig champagne.

Nyd champagnen eller en anden god mousserende vin i nytåret og tænk lidt på den historiske baggrund og den specielle fremstillingsmetode. Også det forhøjer nydelsen.

Godt nytår!

Læs også artiklen her om Et champagneeventyr

Men han havde et problem. Næsten hvert år ved forårstid, når vejret blev lunt, sprang nogen af propperne af flaskerne af sig selv, vinen løb ud på gulvet i klostrets kælder. Ofte skete der ligefrem en kædereaktion i reolen og mange flasker blev knust på en gang, når den første sprang. Hvilken elendighed!  Munken vidste godt, at årsagen til miseren var, at hans vin i det varme forårsvejr begyndte at gære igen i flaskerne, og det kunne han jo ikke gøre noget ved. Men ærgerligt var det, for vinen smagte faktisk fint, og han nød både bruset og de fine bobler, som vinen havde fået. ”Jeg drikker stjerner”, erklærede han begejstret.

Han eksperimenterede længe med at finde bedre propper og kraftigere flasker. Han bandt også først sejlgarn over propperne, og senere brugte han et ståltrådsnet for at holde dem på plads. Og nu gik det bedre. Propperne blev siddende. Vinen var sprudlende og frisk med en tør smag. Folk på egnen – der i øvrigt hedder Champagne – lagde mærke til munken. Han hed Dom Perignon. Klostrets abbed var ganske tilfreds, for man begyndte nu at vise interesse for klostrets vin. Den blev endda anvendt under kroninger af konger i den gamle katedral i Reims i mange år.

Rygtet om den herlige boblende vin fra Champagne spredtes efterhånden helt til hovedstaden Paris, hvor Kongen boede med sit hof. Kongen og aristokratiet var begejstrede for vinen, og bød af den hver gang de havde fornemme gæster fra udlandet for at imponere dem. Og man må sige, at det lykkedes virkelig godt. Champagnen blev kendt i hele Europa og brugt ved mange festlige lejligheder. Nu nydes den over næsten hele verden, og specielt NYTÅRSAFTEN er det denne vin, der skal i glasset!

(Dette” eventyr” har jeg fået fortalt på rejser til distriktet. Jeg har nydt det med et glas Dom Perignon champagne i hånden i Epernay. Som i ethvert eventyr er historien dog ikke helt sandfærdig. Men jeg nænner ikke at korrigere den her. I stedet for vil jeg senere (inden nytår) fortælle lidt mere om denne festlige vin og fremstillingen af den).

Læs også artiklen her om Champagne og andre mousserende vine

Du er netop kommet hjem fra en rejse, fortalte du i telefonen?

Julemanden: Ja, nissemor og jeg er netop kommet hjem fra Japan. Vi var inviteret over af den Japanske julemand ”Paradise Yamamoto”, som har været i Danmark mange gange og deltaget i julemandskongres på Dyrehavsbakken, som altid foregår i juli måned. I Japan besøgte vi to børnehospitaler og indviede et nyt butikscenter. Vi var også på landsdækkende japansk tv – jo jo det var en stor oplevelse at rejse derover.

SeptemberNet: ”Det diskuteres ofte, hvor julemanden egentlig bor?”

Julemanden: Julemanden bor selvfølgelig helt oppe ved Nordpolen på Grønland, og ikke andre steder – og da slet ikke Finland, som nogen tror. Ho ho..

SeptemberNet: ”Hvor gammel er du? Og hvad hedder du egentlig mere end Julemand”

Julemanden: Mit navn er Gorm Skånstrøm, og jeg er 63 år. Det er hele 630 julemandsår. Jeg har været julemand i 35 år.

SeptemberNet: ”Er det svært at flyve kanen?”

Julemanden: Nej, slet ikke. Rudolf, han styrer det hele sammen med de 8 andre rensdyr. Julemanden håber altid på at lande på en sikkert tag og ikke på et tag, der er for skråt, det kan rensdyrene ikke lide. Rudolf brækkede et forben for mange år siden, men han er heldigvis helt oppe på klovene igen.

SeptemberNet: ” Hvor skal du ud og besøge søde børn i år inden jul?”

Julemanden: Alle søde børn får besøg af julemanden eller af en af hans assistenter. Jeg skal f.eks. i flere børnehaver, hos nogle private og i Hørsholm Midtpunkt.

SeptemberNet: ”Hvad glæder du dig mest til denne jul?”

Julemanden: Min største fornøjelse er at glæde andre. Det glæder jeg mig mest til – ligesom alle andre år. Ho ho…

SeptemberNet: ” Jeg har hørt, at du er udnævnt til ”Årets Julemand” i år. Hvad betyder det for dig?”

Ja, min største dag som julemand var at blive udnævnt til ”Årets julemand” – det er jeg meget stolt over. Det er medlemmerne – 140 julemænd og 70 nissemødre og børn – i Dansk Julemandslaug, der vælger ”Årets Julemand” på kongressen i juli.

Det betyder kolossalt meget, at søde kolleger vejrsætter mig, som en julemandskollega der hjælper andre, især nye medlemmer og udenlandske, der kommer til Danmark.

Ja, i år har været et ganske særligt år for mig.

SeptemberNet: ” Hvad laver du når det ikke er jul?”

Julemanden: Min familie betyder alt. Fruen er jo Nissemor, og min yngste Helle på 32 år har også i år fået 25 års pokal på Bakken. Hun har været med mig hvert år, siden hun var 7 år! Flot ikk’? Vi har et dejligt kolonihave hus i Hørsholms udkant, som vi elsker at være i hele sommeren.

Jeg er desuden vinterbader med den ældste datter Camilla på 39 år og fruen. Jeg er i svømmehallen hver morgen kl. 7.00 og derefter i sundet på Rungsted havn – p.t. er vandet 6 grader. Skønt!

Om sommeren spiller jeg golf mindst 2 gange om ugen, og hele vinteren spiller jeg hver onsdag med nogle skønne gamle gutter, efterfulgt af en god frokost.

Jeg holder også meget af kystfiskeri. Så turen går tit til strandende omkring Øresund, hvor jeg så står i waderes og forsøger at fange havørred. Og det lykkes faktisk ret tit. Ho ho…

SeptemberNet: ”Hvad giver dig energi til livet?”

Julemanden: Energi til livet kommer af netop din egen måde at leve på. Et eksempel er mine forældre, som blev over 80 begge to og havde et kanon liv. De havde også guldbryllup.

Jeg tænker tilbage på, at vi sang meget i min barndom; filmmelodier især til alle vores familiefester – og dem var der mange af. Vi sang: “Solskin kan man altid finde, bare der er en man holder af “. Vi sang Liva Wells sange, Far til Fires sange og Nina og Frederiks sange, også når vi kørte bil til sommerhuset ved Hornbæk. Vi var 4 unger, sååå min far var jo ”Far til Fire”. Vi så alle filmene i 50’erne, og vi blev alle klædt ud som dem, og jeg som den yngste. Jeg husker at jeg havde samme hat på som lille Per og havde min Bodil Kjær elefant med overalt …

Nåh, men energi kommer da af at være positiv, og jeg nyder godt glas vin hver dag. Jeg er så heldig at havde en dejlig familie omkring mig: 2 døtre, 2 dejlige svigersønner og 3 pragtfulde børnebørn. Og vigtigst af alt, min Kone Kirsten. Vi har været gift i 40 år til maj!

Ho ho ho…

Kan du lide artiklen, så klik på ”Synes godt om” for oven til højre for artiklen. Dine kommentarer er også meget velkomne under artiklen!!

Pinot Noir druen giver specielt frugtrige, saftige og bløde mellemkraftige vine. Farven er lys purpurrød, adskillige har lidt sødme og en god lang eftersmag. Duften er moderat, men frugtagtig. På en måde kan man betegne smagen dyb, vedvarende og harmonisk. Altså ganske dejlige vine.

Jeg har glædet mig over denne positive udvikling længe, men samtidig undret mig for umiddelbart er der ikke nogen naturlig årsag eller forklaring. Det er ikke nogen ny vintype, der er kommet på markedet, og der har heller ikke været særlige salgskampagner for at promovere vinen. Men hvad er så årsagen? Har kunderne ændret smag, eller er det slet og ret et modefænomen?

Jeg har tænkt over det, mens jeg gik og gjorde haven klar til efteråret, og nu mener jeg at have fundet to gode forklaringer.

Pinot Noir er en rigtig gammel druetype, der har sin vugge i Bourgogne, Frankrig. Lige siden Middelalderen har munke og vinbønder gået på deres små gårde og klostre og dyrket vin. Druerne var udelukkende af typen Pinot Noir. De kendte ikke andet, og derfor var der jo heller ingen grund til at skrive det på etiketten. Man skrev bare klostrets eller gårdens navn og vinens årstal på flaskerne. Men vinene blev gennem årene mere og mere kendt, fordi mange af dem – men ikke alle – blev fantastisk gode. Rygtet gik ud over Europa. Kongehuse bestilte vinen, og gode købmænd fandt vejen til Bourgogne og købte vinen.Og sådan fortsatte det i hundredvis af år. Efterspørgslen og berømmelsen er kolossal.

Navnet, Bourgogne får øjnene til at blive store og lysende hos enhver, der nyder rødvin. Men berømmelse, kvalitet og stor efterspørgsel har desværre en bagside for os almindelige nydere af god vin: Vinen bliver dyrere og dyrere med årene. 300 – 600 kr. / flasken er nu normalpris for de gode Bourgogner. Interessen falder drastisk hos næsten alle forbrugere, og man leder forgæves efter dem i almindelige forretninger og supermarkeder.

I mange år blev druen næsten glemt. Ingen almindelige mennesker havde råd til at købe den. Man forsøgte at sælge lidt billig bourgogne nogle steder, men uden større succes. Pris og kvalitet stod ikke i rimeligt forhold til hinanden. Pinot Noir gik i dvale.

Men i de oversøiske vinlande er man ikke bange for at eksperimentere med dyrkning af mange forskellige druesorter. Således også med druen fra Bourgogne. Og det gav besvær, for denne drue er bestemt ikke nem at dyrke. Den er sart, omhukrævende, jordbundskrævende og tynd i drueskallen. Frostfølsom er den også, og tåler ikke store regnskyl. Mange vinavlere gav op. Men i lande som USA (Central Valley), New Zealand (Marlborough), Argentina og Chiles vinmarker i Andesbjergene lykkedes det at dyrke Pinot Noir i begrænsede mængder. Dejlig Pinot Noir til en væsentlig lavere pris og i den kendte buttede bourgogneflaske.

Vinimportørerne opdagede dette og begyndte at købe begrænsede mængder hjem til DK for en halv snes år siden. Da danskerne opdagede, at det faktisk var ”en bourgogne fra den fremmede vinverden,” vågnede interessen og renomméet fra Bourgogne op igen. Nysgerrighed fik nogle til at anskaffe et par flasker. Og man blev normalt ikke skuffet. De fleste vender nu tilbage og køber flere flasker af den ”fremmede Bourgogne”. Jeg kan derfor konstatere, at det ikke er fordi danskere har ændret vinsmag, men snarere fordi de ønsker kvalitet til en rimelig pris  og ikke for enhver pris.

Mon ikke nogen husker den amerikanske film ”Sideways”, der havde premiere i danske biografer i 2005. Filmen fik meget fine anmeldelser overalt i pressen og vandt en Oscar statuette til instruktøren. Den skildrer bl.a. en vinentusiasts store forkærlighed for specielt Pinot Noir rødvin i Californien. ‘

Jeg fik ikke selv set filmen, men har siden hørt den meget positivt omtalt flere gange. Det er imidlertid en kendsgerning, at denne film indirekte har forøget salget af denne vin i USA i meget betydeligt omfang. Faktisk 20 – 30 % . Og salget ligger stadig på dette højt forøgede niveau. Nu er vi jo ikke i USA, men jeg er overbevist om, at denne reklamepåvirkning også i nogen grad påvirker salget positivt i DK. Sådan er det jo normalt, at strømninger, tendenser og nye produkter kommer til Europa nogle år efter, at de er opstået i USA. Der er derfor også mode i at nyde Pinot Noir i disse år.

Måske er det så lidt trist, for mode er jo ikke vedvarende. Jeg håber, denne vin stadig vinder frem, for det fortjener den vitterligt. Prøv den til efterårets retter med rodfrugter, kalve- og oksekød eller de gode hjemmelavede supper, der er i gryden på denne årstid.  

Det var god underholdning, og vi brugte mange timer i haven – der var MANGE blade…

En anden dejlig efterårsaktivitet er at gå tur og samle kastanjer. Hele familien kan være med. Er man en barnlig sjæl, eller har man børn i huset, kan det blive til de sjoveste kastanjedyr.

Skoven byder også på svampe. Jeg tør selv kun tage kantareller – de er helt orange og har lameller på bagsiden, så de er lette at kende. Men sætter man sig lidt ind i det, kan man sikkert finde mange andre velsmagende svampe.

Det er sæson for æble- og anden frugtplukning. Det giver hygge i stuen, hvis man bruger det hjemmedyrkede frugt i en tærte, kage eller til syltetøj. Også en hyggestund, der sagtens kan involvere børn.

Efteråret er også årstid for at se spændende udstillinger f.eks. af moderne kunst eller af klassiske værker. Det kan evt. kombineres med en cafétur.

Ny inspiration er altid interessant. Hvordan bruger du dit efterår? Har du idéer til aktiviteter med børn eller børnebørn til efterårsferien? Del dine idéer eller din efterårstradition ved at kommentere herunder eller ved at skrive et indlæg på SeptemberNet.

God søndag!