Poppeas kroning – Opera af Monteverdi
På en af de få skønne aftener som sommeren 2012 har budt på, havde vi sikret os billetter til Den Fynske Operas opførelse af barokoperaen POPPEAS KRONING på Valdemar Slot.
Slottets store dejlige park med de kæmpestore gamle træer var en fantastisk kulisse for denne ret ukendte opera.
Den dramatiske handling kredser om det gamle Roms tyranniske kejser Nero, hans lidenskabelige forhold til den skønne Poppea, hans brutale fjernelse af den smukke dronning Octavia – og med hende flere andre personer ved hoffet, som står i vejen for despotens lyster.
Dygtige kunstnere fra Den Fynske Opera synger de forskellige partier. Her vil jeg blot nævne at Nero’s parti synges af den lokale tenor Simon Moth, der morsomt og meget effektivt fremstiller den liderlige kejsers fjanterier med Poppea, hans ondskabsfuldhed, hans fysisk kleine persons hævdelse af magten – og frygten for at miste den ved at dræbe dem, der står ham i vejen.
Rollelisten i øvrigt består af Otho, kejserens ven, filosoffen Seneca, kammerpigen Drusilla og en tjenestepige, Acte.
Koret, over 30 amatørsangere, indgår i billedmæssigt smukke og velfungerende tableauer som mere end blot ”græsk kor”, nemlig som kridhvidt-klædte dydsvogtere, hvilket sandeligt nok kan gøres nødigt i denne umoralske, underholdende, alvorlige og meget morsomme forestilling!
Dirigent Jonas Nørgaard står i spidsen for det ligeledes hvidklædte ensemple Spielgarten. Komponisten Claudio Monteverdi’s dejlige barokmusik ledsagede sangerne og passede så smukt til denne sommeraftenen i slotsparken.
Designer Gøje Rostrup har kreeret de farverige kostumer, som fremhævedes flot i de grønne omgivelser. Hele herligheden er styret af Instruktør Anne Barslev, som på bedste vis har forstået at udnytte de visuelle muligheder i den store park.
Hvilket held at få denne gode sommeroplevelse hos sin ”næsten-nabo”!
Brugernes mening
Af: Freddy Thorning
Dejlig beskrivelse - tak for det, Birgit. Lyder også som en super ide med sommeropera i disse smukke omgivelser.
Af: Karen Marie Fløe Henriksen
Ja, der er en helt speciel stemning over forestillinger på dejlige sommeraftner i det fri. Jeg har netop været til voldspil i Nyborg - Sommer i Tyrol.
Det var en meget vellykket forestilling festlig og fornøjelig, - og så var det det skønneste vejr.
mvh
Du skal være logget ind som SeptemberNet-bruger for at kunne kommentere.
Log ind eller Opret dig