Mandag d. 9. Juli 2012, kl. 17:47

Jeg står i en gyde og ser på en dør.
”Alfami” er stedet. Har været der før.
Jeg drages mod døren. Hvad kan den fortælle?
Den er utæt og skæv. Mod gyden den hælde.
Engang var den malet, men nu er den tør.
Hvem bor der mon bag sådan en dør?

Hvad kan man se på den anden side?
Det vil jeg frygtelig  gerne vide.
Er der fugtigt og mørkt. Masser af skimmel?
Er der huller i taget med udsigt til himmel?
Kun denne gamle dør kan jeg se.
Hvis jeg banker på, hvad vil der så  ske?

Bliver jeg budt ind i den lille hule,
hvor tørre blomster for lyset skjule?
Vil de stå, som de stod i hundrede år,
ved de støvede ruder, mens tiden den går.
Døde de langsomt, af mangel på vand?
Eller bukked’ de under for ”Tidens tand”?

Er gulvet slidt hult. Er det træ eller ler?
Til Kristus på korset, man sikkert be’r.
Krydsifixet vil hænge blandt blomster af plastic.
Hvor farven er falmet. Er det nu ”fantastic”?
En Kanariefugls triller vil høres fra buret,
Der hænger centralt, på væggen til skuret.
—–
Så gør jeg det endeligt. Jeg banker på.
Venter og venter. Min tid går i stå.
Endelig åbnes døren til hjemmet,
der slet ikke er, som jeg har fornemmet.
En smilende kvinde viser mig huset.
Jeg indrømmer gerne, jeg føler suset.

En nymalet stue så fuld af charme
Moderne møbler og blomstrende karme.
Store ruder med strålende sol.
En kat der slumrer sødt på en stol.
En stor Bourgonvilla  og træer med frugt
kan ses i haven . Jeg synes det er smukt.

Hun smiler og siger, at den gamle dør
liige er, hvad de mangler før
det hele vil være fint renoveret, –
Og jeg? Jeg er bare vildt imponeret.
Ingen kan se, hvad der er bag facaden?
Men  hvis du ta´r  fejl, så har du  balladen.
Jytte Westendahl