Onsdag d. 4. Juli 2012, kl. 18:37

Sidst jeg journalistisk behandlede Nordkorea var i en ”Esmanns Verden” i P1 om landets leder Kim Jong-il. Groft sagt er der meget, meget få i Vesten, der ved, hvad der reelt foregår, og det prægede tilrettelæggelsen.

Nordkorea er et diktatur præget af en dyrkelse af lederen, der minder om den folkelige opbakning, som systemet satte i scene omkring Stalin og Ceau-sescu. Den Demokratiske Folkerepublik Korea betegnes ofte som et af verdens mest lukkede og topstyrede samfund. Topstyringen er bl.a. baseret på filosofien Juche som udviklet af landsfaderen Kim Il-sung: Landet skal i alle forhold være uafhængigt gennem en mobilisering af folket til arbejdsomhed og produktivitet. Mennesket er det vigtigste element, men det må være rede til betingelsesløs loyalitet – over for styret!

Sønnen Kim Jong-il har en særlig plads i mit galleri af komiske despoter, fordi han altid optræder i designersolbriller og høje sko og ifølge sin officielle biografi kombinerer rollen som ”Den kære Leder” med filosoffens, forfatterens, operakomponistens, filminstruktørens og golfspillerens i verdensklasse.

Nordkorea er på alle måder så mystisk, fremmedartet, lukket, aparte og bizart, at min nysgerrighed for at forstå dette samfund driver mig til at tage et hold gæster med til Nordkorea i september 2012. Efter mere end 60 års isolation er den nordkoreanske befolkning i dag uvidende om selv de mest fundamentale forhold. Dette vil naturligvis præge opholdet i Nordkorea.

Og så er der selvfølgelig den detalje, at den 38. breddegrad er den eneste grænse i verden, hvor svært bevæbnede demokratiske og totalitære styrker stadig står opmarcheret.

Nysgerrigheden som drivkraft

Trangen til at opleve Nordkorea med en gruppe gæster er på mange måder den samme, som der i 1960’erne fik mig til at foretage langvarige rejser gennem den gamle Warszawa-pagt, Sovjetunionen og de østeuropæiske satellitnationer.

Det var også den, der senere sendte mig til de arabiske diktaturstater i Mellemøsten og senest til Kina. Da havde jeg en tung ballast som mangeårig korrespondent i USA, Storbritannien og det genforenede Tyskland. Så jo, jeg kender den verden og det blodige århundrede, som det nordkoreanske samfund på godt og ondt er et resultat af.

Som udenrigskorrespondent og forfatter har jeg også fulgt forhandlingerne, som i årevis og indtil videre resultatløst har været ført for at overtale Nordkorea til at opgive sit atomvåbenprogram.

Kun få har hidtil fået lov til at besøge landet. Et par tusinde om året er det blevet til, heraf størstedelen sydkoreanere og kinesere med slægtninge, der kæmpede og måske blev dræbt i Korea-krigen. Landet har få ægte allierede, hvis nogen overhovedet, og økonomien blev stort set sat i stå, da Sovjetunionen i 1991 gik i opløsning, og støtten faldt væk.

Det måske mest interessante ved en rejse i Nordkorea, er ved selvsyn at konstatere, hvordan befolkningen klarer sig i Nordkorea. Også her er der grund til at advare. Vores færden bliver nøje kontrolleret og overvåget. Det kan i sig selv blive underholdende. Hvad enten vi bryder os om det eller ej, får man tudet ørerne fulde af propaganda, men hvad vi oplever, kan ingen fjerne, og hvad vi ser, kan ikke slettes.