Mandag d. 25. Juni 2012, kl. 10:16

Både Erling og Lars Andersen bøvler med sygdom, men alligevel rejser de hvert år 4-6 måneder ud i Europa i deres autocamper – og de er slet ikke færdige med at opleve verden.

Leverbetændelse, prostatakræft, slidgigt, postpolio, hjerneblødning og et delvist amputeret ben – det kunne lyde som en cocktail, der ville holde de fleste mennesker tæt  på hjemmet og i tryg nærhed af lægehjælp, men ikke de registrerede partnere, Lars og Erling Andersen. De er henholdsvis 59 og 80 år, og selvom de begge har haft deres andel af sygdom og modgang i livet, er de alligevel udstyret med en livs- og rejselyst, der overgår de flestes.

Lars har rejst i ca. 65 lande, mens Erling kan sætte flueben ved godt 30 lande, og de er slet ikke færdige endnu. Hver vinter rejser de således 4-6 måneder i deres autocamper.

I bil til Indien

Lysten til at rejse har københavnerdrengen, Lars, haft siden sin ungdom, og han var ikke mere end lige fyldt 20, før han kørte alene i bil til Indien – dog med sin store hund ved sin side. Også Erling, der er vokset op på Vejle-kanten, har eventyret i sit blod, og rejste i 1953 med få dages varsel til Canada, uden at kunne et ord engelsk. Han blev hængende i 12 år, inden han rejste tilbage til Danmark.

Efter at deres respektive partnere døde i en alt for tidlig alder, fandt Lars og Erling hinanden via internettet, og de opdagede hurtigt, at de havde meget til fælles – ikke mindst lysten til at udforske verden. Sammen rejste de til blandt andet Thailand og Galapagos-øerne, inden de besluttede at tage en fire måneders tur til Spanien og Portugal i en 22 år gammel Mercedes, med en ældre campingvogn på slæb. Efterfølgende enedes de om, at det skulle gøres igen, men at såvel bil som campingvogn skulle udskiftes med materiel af nyere dato, og sådan blev det.

Ramt af hjerneblødning

Næste store mål var Marokko, men parret nåede aldrig til Nordafrika, for i det sydlige Spanien blev Erling ramt af en hjerneblødning, der holdt ham 10 dage på hospitalet, inden han kunne vende hjem til Danmark.

Heller ikke Lars har de bedste minder fra Spanien. Det var her, han i en alder af 27 år kom ud for en alvorlig bilulykke, der betød, at hans venstre underben måtte amputeres, og erstattes af en protese. Lars fik i den forbindelse en række blodtransfusioner, som formentlig er årsag til, at han pådrog sig en leverbetændelse, der først blev opdaget mange år senere.

– Ulykken vendte med ét op og ned på min tilværelse, og mindede mig om, at man ikke ved, hvor længe man er her, og at man skal huske at nå noget, mens man lever, siger Lars.

Skiftede til autocamper

Efter at have kørt i bil og campingvogn i nogle år, besluttede Lars og Erling at erstatte vogntoget med en autocamper. Jagten gik ind, og i Tyskland fandt de en Hymer StarLine B 210 autocamper af nyere dato. Den havde automatgear, så Lars kunne køre den på trods af sin protese, og benpladsen var tilstrækkelig god til, at det var komfortabelt at køre flere timer ad gangen.

Vognen blev ændret på enkelte punkter, så den blev lettere at komme ind og rundt i – og så var det et must, at den havde plads til to elektriske scootere, som Lars og Erling bruger, når der skal handles ind, eller en ny destination udforskes. Alt i alt endte autocamperen med at koste ca. en halv million kroner, men så fungerer den også som bil i det daglige for Lars og Erling og deres lille hund, Speedy, der har sin faste plads på skødet af Erling, når familien rejser.

En livsstil

Den seneste store tur gik gennem de tidligere jugoslaviske stater og til Albanien og Grækenland. Fra Athen sejlede Lars, Erling – og naturligvis Speedy – ni timer til Kreta, hvor de kørte rundt i fem uger, inden de satte kursen tilbage mod Danmark. I alt var de væk i fire måneder, inden camperen igen holdt i indkørslen hjemme i Sakskøbing.

– Min gamle mor på 100 år lever stadigvæk, og jeg bryder mig ikke om at være alt for længe væk fra hende. Derfor nøjes vi med at rejse i fire måneder, forklarer Lars.

Selvom de er på farten næsten halvdelen af året, bliver rejserne aldrig hverdag.

– Det er snarere en livsstil, og jeg trives faktisk bedre i camperen end her (i Sakskøbing). Hvis det ikke var for min mor, ville jeg gerne være væk hele vinteren, og først komme tilbage til Danmark, når foråret vender tilbage. Så længe vi magter det, vil vi gerne blive ved – og ellers må vi jo tage lidt kortere ture, for vi har det bedst, når vi er på farten, siger Lars.

Dette er et uddrag af en artikel, der har været bragt i Camping-fritid fra DCU og gengives med tilladelse herfra.