Sådan mindsker du trang til sødt (3/3)

Fristende chokolader
Foto Illustrationsfoto: Colourbox.dk

Del 3. Start fra del 1 her.

Hvad gør du når du alligevel falder i?

Det er vigtigt at vide at tilbagefald ikke kan undgås – det er en naturlig del af en forandringsproces. At falde i, altså at komme til at spise noget der ikke var planen, sker for alle – det er ikke nogen falliterklæring! Det vil ske undervejs mod målet, men det vigtigste er at du kommer videre med det samme og ikke tænker: ’Så kan det også være lige meget’. Falder du i, så tænk hellere tanken: ’Hvad kan jeg lære af det?’ Overvej hvor og hvornår du røg af sporet, og hvordan du kan komme på det spor der igen kan føre dig nærmere dit mål. Ved at reflektere over dine tilbagefald og så handle derefter, kommer du styrket ud af dit tilbagefald. Det vigtigste budskab til dig er: Giv aldrig op!

Fokuser på dine små succeser I stedet for at lægge mærke til dine fejltrin, så prøv at lægge mærke til når det lykkes dig at overholde aftalen med dig selv. Der ligger meget motivation i at opdage at du faktisk er nået et stykke ad vejen. Det er også med til at nuancere din sort-hvide tænkning. Husk at rose dig selv for det du har opnået, i stedet for at dunke dig oven i hovedet for dine fejltrin, som du plejer. Vær også opmærksom på de nye positive sider ved dine nye vaner, som fx mere energi og mere velvære.  Beløn gerne din indsats. Når man belønner en adfærd, styrker man den nemlig. Og husk også at nyde det når du har klaret det du skulle. Du kan klappe dig selv på skulderen – du klarede den! Du støtter dig selv ved at nyde de små succeser, være taknemmelig for hvert eneste lille fremskridt – og ved at tænke at du gør det her, fordi du regner med at få noget godt ud af det.

Eksempler på alternativer

  • Tag et langt, varmt bad
  • Gå en tur
  • Løb en tur
  • Cykl en tur
  • Dans til glad musik
  • Spil et spil med dine børn
  • Besøg en nabo eller veninde
  • Se fjernsyn
  • Læs dit yndlingsblad
  • Læs en god bog
  • Tag i biografen
  • Tag i svømmehallen eller fitnesscentret
  • Lav afspændingsøvelser
  • Lyt til musik
  • Køb en flot buket blomster
  • Køb en ny lækker ansigtscreme eller parfume
  • Bestil tid til en ansigtsbehandling eller en gang massage

Gengivet med tilladelse af Krop & Fysik.

 

Brugernes mening

Vis profil

Af: Freddy Thorning

Endnu en gang tak for din inspiration - og selvom jeg ud af din tekst næsten kan se, at dit budskab er målrettet til pigerne, så har jeg altså også tilladt mig at læse det.
Umiddelbart er jeg helt enig i, at vi vil falde i - og det der har hjulpet mig til fremskridt er, at jeg dels accepterer det - dels at det er bedre at skære ned på forbruget frem for "en kold tyrker".
Og så virkelig nyde det, når jeg bevidst nyder en kage, et stykke lækkert chokolade eller hvad jeg nu lader mig friste af. Og så, som du også skriver, fortsætte derfra i stedet for at sige, så kan det også være ligemeget og så ellers gå til den lige indtil på mandag, hvor jeg starter igen ....
Det er en "evig kamp", men med ganske små skridt så kan den vindes.

Du skal være logget ind som SeptemberNet-bruger for at kunne kommentere.

Log ind eller Opret dig