Mænd i frit fald – 2. del af romantriologi
Se anmeldelsen af del 1: Perfekt liv.
Nis Jakob’s romantriologi har det til fælles, at de beskriver mænds kampe mod sig selv og kvinderne i deres liv. De kan således læses uafhængigt af hinanden, men det vil næsten være synd, da de hver for sig er underholdende og med til at tegne billedet af den moderne mand, som kæmper for at finde sin plads i det moderne samfund.
Hvor 1. del – se anmeldelsen af Perfekt liv – var præget af konspiration og lidt fremtidstænkning, selvom debatten om designer babyer allerede kører nu, så er denne roman meget mere hverdagsagtig og måske netop derfor rammer hårdere ind fordi det ligeså godt kunne være mig selv.
I Mænd i frit fald følger vi Peter og Lasse, som i 1. klasse blev bedste kammerater og fulgtes ad igennem skoleårene indtil de på en fælles rejse til Sydamerika efter gymnasiet bliver uenige og skilles og først ses igen 25 år senere.
I mellemtiden er Peter, der er reklamechef med solid succes i en ellers hård og krævende branche, blevet gift og fået børn. Lasse er fraskilt fordi han kun magter at fokusere på sin livsdrøm: at afsætte sit filmmanuskript om Jesus genkomst. Uden det store held for at sige det mildt.
Peter har også sine udfordringer – han har blandt andet på grund af sit krævende job ikke det mest harmoniske ægteskab, idet hustruen klart oplever, at Peter gang på gang svigter familien. En dag på vej til skole kommer moren og de 2 børn ud for en voldsom trafikulykke og de svæver længe mellem liv og død. Peter sidder næsten ubeslutsom ved hustruens side og svinger følelsesmæssigt meget, medens han evaluerer sit liv.
Lasse er anklaget for at misbruge sin søn seksuelt – og under et overvåget besøg hos sønnen gør omstændighederne, at han vælger at bortføre sønnen for at få noget kvalitetstid sammen med ham.
Bogen beskriver herefter Lasse’s flugt med sin søn og en uforbeholden tro på, at Gud’s hjælpende hånd vil nå ham, medens Peter også er på flugt, men mere fra sig selv og en umættelig trang for hurtig sex for at dulme sin dominerende ensomhed.
Mænd i frit fald er en ganske underfundig og til tider lidt sort beskrivelse af mænd, der har mistet fodfæstet for en stund – her i kampen om og mod kvinderne i deres liv.
Personlig må jeg erkende, at jeg virkelig nyder Nis Jakob’s evne til med ord at skabe billeder, som gør det utrolig nemt at se handlingen for sig – og netop det, at handlingen er så enkel, at det lige så godt kunne være dig og mig, der beskrives, ja, det gør den nærværende og til en god oplevelse.
Så læs den endelig – det er en virkelig god oplevelse der venter dig.
PS. Også her kan du via http://www.billigeeboeger.dk/ kunne downloade de første 100 sider for at snuse til stemningen.
Se også anmeldelsen af del 3: Det forfærdelige skete den 16. juli 1968
Brugernes mening
Du skal være logget ind som SeptemberNet-bruger for at kunne kommentere.
Log ind eller Opret dig