Onsdag d. 13. Juni 2012, kl. 10:26

Yemen med dets stolte klansamfund, ældgamle kultur og arabiske gæstfrihed har længe stået højt på min ønskeliste. Det hele samles i Sana’a, landets hovedstad og – efter sigende – verdens ældste by.

Trods tusmørket navigerer taxachaufføren resolut gennem de smalle gader på vej fra lufthavnen mod Dawood Hotel. Jeg må gå det sidste stykke, da vejen bliver for smal. Min indtræden gennem porten til hotellets gård afbryder fire mænd i deres samtale. En af dem træder frem og byder mig velkommen: ”Mit navn er Mogalli. Det er min familie, som ejer hotellet”. Jeg trykker mændene i hånden og følger indenfor. Dawood Hotel er et typisk gammelt tårnhus i fem etager, som Sana’a er berømt for. Verdens første skyskrabere er de blevet kaldt, og de højeste er otte etager. Byen har intet mindre end 14000 tårnhuse i det gamle kvarter, som er beskyttet af Unesco. Nogle menes at være over 2000 år gamle.

Dawood Hotel er dog ”kun” fra 1700-tallet og må i den henseende næsten betragtes som nybyggeri. De bedste rum ligger på øverste etage med udsigt over byen. De private tårnhuse synes at følge en fast model: i stueetagen findes stald og lagerrum; på første sal er opholdsrum, mens anden sal traditionelt set var forbeholdt kvinder og børn; på tredje og fjerde sal findes soveværelser, badeværelser og køkken; husets tag er en stor terrasse, som også har en ”mafraj”. Det betyder bogstaveligt talt ”værelse med udsigt”, og det er et populært sted at slappe af og tygge qat.

En ældre herre ignorerer mine forsigtige indvendinger og tager fat i min rygsæk. Med dårlig samvittighed følger jeg efter ham op ad snævre trapper. Værelset er lille men helt perfekt. En lav, komfortabel seng, bord, stol og spejl. Loftet er vælvet, og et lille vindue giver udsigt over byen. Den ældre afviser høfligt en drikkeskilling og trasker stakåndet ned igen. Oppe fra vinduet får jeg øje på hotellets hyggelige gårdhave med restaurant. Min rumlende mave vinder over de mange trapper, og snart sidder jeg i restauranten. Gården er sparsomt oplyst af et par lamper. En tjener serverer dagens traditionelle ret. ”Fuul”, hedder den, og er en slags bønnemos tilsat æg, tomat, løg og chili serveret med nybagt fladbrød. Simpelt og godt. Tjeneren betragter mig forventningsfuldt med et bredt smil. ”Welcome Yemen!”, siger han. Og jeg føler mig virkelig velkommen.

Gamle Sana’a er en af verdens smukkeste byer, og at traske formålsløst rundt i gaderne er en af byens største attraktioner. Det er ét stort kunstværk, og midt i det hele ligger souqen. Markedet summer af liv fra tidlig morgen til sen aften. Her kan man finde stort set alt mellem himmel og jord – fra Samsung-smartphones til sække med Sultana-rosiner. Det er et mylder af folk; nogle skynder sig igennem de smalle gader på vej til arbejde, og andre bare sidder og betragter livet, som passerer forbi. Æsler og trækvogne læsset med varer maser på for at komme forbi. Tildækkede kvinder passerer med nedslåede øjne. De fleste mænd går klædt i lange kjortler og med den berømte Jambiya-kniv i et bælte på maven. Den er først og fremmest en del af klædedragten og trækkes kun i ekstreme konflikter. Souqen udfordrer alle mine sanser; sælgere råber i munden på hinanden, krydderier dufter som et orientalsk eventyr, og overalt er der eksotiske produkter, som lokkende kalder på min opmærksomhed. I en dunkel kælderbutik trasker en kamel rundt i monotone cirkler og kværner frø til olier, som dens forfædre har gjort det i århundreder. Hylderne bugner af små flasker fyldt med velduft fra mandel og sesam, som blander sig med den intense lugt af kamel. Det er et kig ind i en fjern fortid.

Jeg passerer den store moske, Al-Jamaa al-Kabir, som er den mest betydningsfulde af de 50 moskeer i den gamle by. I århundreder har den tjent som islamisk skole, og bibliotekets omfattende skriftsamling har tiltrukket mange lærde gennem tiderne. Jeg kaster et stjålent blik igennem døråbningen, for der er kun adgang for muslimer. En gammel mand med en stor Koran under armen er ved at tage skoene af og træde indenfor. ”Moslem”, siger han med løftet pegefinger, og vagten i døren retter ryggen. Jeg går om til bagindgangen. Her lykkes det mig at overtale vagten, som oven i købet tilbyder at vise rundt. Der hviler en andægtig ro over de store rum. De bemalede trælofter højt oppe skriger på vedligeholdelse, men man kan sagtens fornemme, hvor fantastiske de engang har været. Gulvene er beklædt med tæpper, og rundt omkring sidder mænd og studerer nogle meget kunstfærdige Koraner. De hilser på mig, og ingen lader til at være generet af min tilstedeværelse. Den gamle mand er ikke at se nogen steder, og efter et kvarter er jeg ude på gaden igen.

Træt trasker jeg hjem til hotellet mættet af indtryk og med en behagelig følelse af at være velkommen – ja, næsten høre hjemme i dette ellers så fremmedartede land.