Fredag d. 8. Juni 2012, kl. 09:08

OBS det er i aften!!!

Fredag 8.6. kl. 19.30 Brahms: Ein deutsches Requiem - direkte fra Koncerthuset. Koncertsalen. Camilla Tilling, sopran. Peter Mattei, baryton. DR KoncertKoret. DR SymfoniOrkestret Dirigent: Herbert Blomstedt 

Jeg må skynde mig at skrive om Brahms Requiem med Herbert Blomstedt. Det bliver uden tvivl den største oplevelse i mands minde, og det foregår allerede i dag, fredag den 8. juni LIVE på både radioens P2/P1 og på TVs DRK.

Ofte kan man bagefter finde TV-transmissionen på nettet, og under alle omstændigheder genudsender DRK sine klassiske koncerter en del gange. Så hold øje med Brahms Requiem i programmerne.

Man kan tilsyneladende stadig få billetter såvel til koncerten fredag den 8. juni  kl. 19.30 i DR Koncerthuset som også lørdag den 9. juni samme sted klokken 16.00.

Og det er altid en helt særlig fest, når Herbert Blomstedt er på besøg. Denne svenske mesterdirigent, der på koncertaftenen fylder 85(!) møder uforbeholden kærlighed fra alle musikere og alle sangere.

Han var igennem 10 år en meget vigtig chefdirigent for DR Radiosymfoniorkestret. Han var en SUPERTRÆNER, og det så den daværende musikchef, Mogens Andersen, da han sikrede sig denne på en gang stærke og milde svensker, som med overblik, kyndighed, ambition og viljestyrke og med et musikerskab, der byggede på omhu for alle detaljer, løftede orkestret op i en højere liga. Det var fra 1967 til 1977, da Blomstedt selv var fra 40 til 50 år. Så der er jo egentlig ikke så mange af musikerne i orkestret, som for alvor gjorde den tid med. Men der ER nogle, og de elsker ham. Dengang var det hårdt. Nu er de taknemmelige. Men de er ikke ene om kærligheden. Alle som én, mærker musikere og sangere, at Blomstedt kræver alt af dem, men at han også præcis ved, hvornår de skal huske at hvile og at spænde af. Han sørger for, at de disponerer kræfterne optimalt. Og han styrer stadig med fast hånd, men med en mildhed og varme i sit væsen, og en dybde i sin musikalitet, som jo fylder musikken, når han står på podiet.

Og når det så gælder den varme og mørke strøm i netop Brahms musik, samt den åndelige himmel, der hvælver sig over værket, så kan man ikke ønske sig en bedre dirigent til at forløse det.

Med sig har han to fremragende svenske sangere, begge omkring de 40 og begge med fuld gang i store internationale karrierer, der bringer dem til optræden med de helt store dirigenter hele tiden. Det er sopranen Camilla Tilling og barytonen Peter Mattei.

Brahms kaldte sit requiem for Ein Deutsches Requiem. Teksterne er nemlig ikke de latinske messetekster fra den katolske dødsmesse. Brahms har følt, at man også som protestant kunne have brug for stor musik til sorgen og døden. Så han udvalgte tekster, som han fandt i den tysk Bibeloversættelse. Han læste ofte i sin Bibel, og han kendte bibelteksten vældig godt. Man mener, at sorgen over tabet af vennen Robert Schumann og siden sorgen over at miste sin mor, har været katalysator for Brahms’ behov for at udvælge tekster, som kan trøste, når man har mistet. Og til disse tekster har han lavet sin skønneste musik.

Mit eget første møde med lidt af musikken skete, så jeg aldrig har glemt det. Jeg var lige begyndt på musiklinjen i 1.g på Aurehøj Statsgymnasium, hvor Gunnar Heerup var banebryder for en gymnasielinje med musik som hovedfag. Den første almindelige skoledag havde på skemaet en sidste time, der hed ’sammensang’.

Det viste sig at være samling af alle de tre gymnasieklasser med musik fra 1. til 3.g. Gunnar Heerup delte store nodehæfter ud til alle borde – vi sad i stemmegrupper ved borde opstillet i U-form – og så skulle vi slå op på et bestemt sidetal. En af 2.g’erne sad ved klaveret (hun var totalt prof) og Heerup dirigerede.

Alle sang noder fra blade – ikke at vi nye i 1.g havde prøvet DET før, men vi hang med på naboens klare stemme og tilsammen sad vi og sang ’Wie lieblich sind deine Wohnungen, Herr Sebaoth’, og aldrig havde jeg hørt så skøn musik. Det var bare os tre gymnasieklasser, måske mellem 30 og 40 mennesker, som var koret, men de kunne alle synge, og det føltes HELT utroligt, at man kunne være med til at lave så megen lyd og så smuk en musik. Og Gunnar Heerup vidste LIGE, hvad han gjorde, da han viste os, hvor skøn Brahms’ musik var, og så kunne fortælle, at det var blevet bestemt, at vi skulle være med til at opføre det sammen med Tivoliorkestret engang til foråret.

Fantastisk!!