Torsdag d. 10. Maj 2012, kl. 07:08

Rørhøgen er i mange landsdele med fjorde, søer og sumpede rørskove en af de mest markante og synlige rovfugle i forårets landskab, når hannerne for at imponere hunnerne laver luftakrobatik med loops og styrtdyk. 

Rørhøgen er en af de mest fremgangsrige rovfugle siden begyndelsen af 1970’erne, da den danske bestand blev opgjort til under 100 ynglepar efter årtiers dramatisk tilbagegang.

Særligt siden 1980’erne har rørhøgen, der især er knyttet til fugtige lavbundsarealer, taget nyt land i besiddelse, og bestanden er mangedoblet i løbet af få årtier.

- De seneste nationale tællinger, der ligger flere år tilbage, skønnede bestanden til at have stabiliseret sig i nabolaget af 600-700 ynglepar. Det var måske i underkanten, og det er ikke umuligt, at bestanden nu ligger i nærheden af 1.000 par, selv om antallet af ynglende rørhøge i dele af landet ser ud til at være stabiliseret de seneste 10-15 år, siger Knud Flensted, der er biolog i Dansk Ornitologisk Forening (DOF).

Om det optimistiske bud holder stik, vil de næste uger vise, for i år bliver der stillet særligt skarpt på rørhøgen. Det vil ske som et led i Danmarks overholdelse af EU’s fuglebeskyttelsesdirektiv. Danmark skal med visse års mellemrum foretage en landsdækkende registrering af en række udpegede arter, og rørhøgen er en af dem.

De danske feltornitologer vil lægge øjne og felterfaring til registreringerne, der vil blive plottet ind i DOFbasen, som er Dansk Ornitologisk Forenings (DOF) landsdækkende database over fugleobservationer.

Derpå kan Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet samle alle data til et aktuelt billede af den danske bestand af rørhøge. Indtil midten af 1800-tallet var rørhøgen en almindelig ynglefugl i Danmark, hvor især Jylland husede mange par. Men rørhøgen blev et let offer for den rovfuglebekæmpelse, der tog fart, da fasanen fra Asien blev indført som jagtfugl i Danmark efter 1840. Den bekæmpelse ramte mange rovfugle, men i særlig grad gik den ud over en art som rørhøgen.

Bestanden raslede ned på grund af efterstræbelse, og da store landvindinger med dræninger og opdyrkninger samtidig ødelagde mange af artens våde levesteder, blev den sjælden. Bestanden nåede formentlig et lavpunkt i løbet af 1960’erne.

Fra 1967 og frem blev de sidste jagtbare rovfugle gradvis bedre og bedre beskyttet, og det banede vejen for rørhøgens fremgang, mener Knud Flensted.

Totalfredningen af alle rovfuglearter betød, at rørhøgen fik en chance for at brede sig på ny. Det var også i rørhøgens favør, at landbrugets vinterafgrøder mod slutningen af 1980’erne nærmest blev indført ved lov som et led i den første vandmiljøplan, idet markerne i højere grad skulle være dækket af planter i vinterhalvåret. Nogle år efter at de vintergrønnne marker havde spredt sig ud over landbrugslandet, oplevede vi, hvad vi ikke troede muligt, nemlig at rørhøgen kunne yngle i dyrkede marker med raps eller korn, siger Knud Flensted.

Arten lever dog fortsat op til sit navn ved at være særligt knyttet til rørskove, sumpe, moser, søer, ådale og lavvandede fjordområder med udbredte skove af tagrør, der ofte veksler med pilekrat og enge.

I disse år har rørhøgen sin største udbredelse i den sydøstlige del af Danmark og i fjordområderne langs Den jyske Vestkyst. Særligt Lolland og Falster huser en tæt bestand af rørhøge.

Men arten yngler over hele landet, og den er blevet Danmarks fjerde mest almindelige rovfugl efter musvågen, spurvehøgen og tårnfalken.

Med sine vinger i elegant V-form som i ”Victory” signalerer den næsten demonstrativt, at det igen er godt at være rørhøg i det danske landskab.

Denne artikel er bragt med tilladelse fra Dansk Ornitologisk forening. Få tre gratis numre af Fugle og Natur.