Hos masai-krigerne i Afrika

Jesper hos Masaierne
Foto Privatfoto

En af de bedste røverhistorier fra mit rejsende liv, var da jeg hos masai-krigerne i Tanzania blev udnævnt til høvdingens nye medicinmand, og fik en hel stamme på 1500 masaier til at løbe skrigende væk af frygt.

Som professionel tryllekunstner har jeg gjort det til min mission at drage ud til nogle af klodens mest særprægede folkeslag for at optræde gratis for mennesker, der mindst venter det. Det har været hos indianere langs Amazonfloden, hos tibetanske munke i Himalaya i Nepal, blandt narkomaner og drag queens i New Yorks undergrundsmiljø, beduiner i Omans ørken, kannibaler på Ny Guinea osv.

På rejsen rundt i Østafrika rejste min makker og jeg på et par dages safari ud over savannen og dernæst på en afstikker til bounty-øen Zanzibar. Efterfølgende gik vores rejse ud til masai-krigerne, som er det stolte folkeslag, der lever som nomader i Tanzania.

I godt et par dage kørte vi offroad med en dødsforagtende chauffør i en robust jeep for at komme væk fra civilisationen. Med firehjulstrækket slået til fløj vi nærmest op og ned af hullerne, når vi drønede ud over det barske landskab. Fjedrene i bilen kom på alvorligt overarbejde, mens min makker og jeg konstant gokkede hovederne sammen.

Afskårede bildæk og løvestav

Efterhånden som dagene gik og vi kom længere og længere væk fra de almindelige byer, blev både landsbyerne og befolkningen mere primitive.

Mændene var imponerende høje, mørke og ranke – og svøbt i røde kangaer om livet. Deres fodtøj var afskårne gummistykker fra bildæk, som med en lædersnor eller et bambusstykke var bundet rundt om anklen. I hånden bar de en løvestav som våben, og så dermed ikke ud til at frygte savannens farer. De havde huller i ørerne, som var så store, at man næsten kunne stikke en hel knytnæve igennem.

Kvinderne var tilsvarende smukke. De bar også farverige stoffer, men var derudover dekoreret af et hav af smykker.

Toiletterne var erstattet af huller i jorden, rindende vand var der intet af, og befolkningen kiggede uhæmmet på os hvide mennesker, som havde de sjældent set noget lignende.

Masaierne tog godt imod vores besøg, hvad enten vi optrådte på hospitaler, skoler, på markeder eller blot i gamle lader, hvor mændene sad samlet til en hyggestund. Ofte startede seancen med, at vi blev budt officielt velkommen af den øverste på stedet: skoleinspektøren, høvdingen, borgmesteren eller tilsvarende.

Som de gode værter de var, blev vi hvert sted budt på udsøgte kulinariske retter som majsgrød, fladbrød, ris og komave. Med en lurende eksplosiv diarre, var det dog ikke just det jeg bifaldt mest, men takkede alligevel høfligt ja.

Fortsættes – Læs også Den hvide Troldmand

Brugernes mening

Du skal være logget ind som SeptemberNet-bruger for at kunne kommentere.

Log ind eller Opret dig