Elsket og savnet

Diabled elderly male
Foto Illustrationsfoto: Colourbox.dk

En dag i marts, går han støttet til sin rollator, med langsomme skridt over de toppede brosten foran kirken. Fra de høje træer, lyder der en skræppen fra Rågekolonien, der holder til mellem kirken og kapellet.

Han ænser dem ikke.

Mærker kulden om sine ben, gennem de tynde bukser. Han fryser også om hovedet. Han plejede altid at gå med hat. En fin hat.

Men den blev stjålet fra hans hoved en dag, da en bil, fuld af unge mænd, standsede på Roskildevej. De ville tilsyneladende spørge om vej, men da han nærmede sig bilen for høfligt at hjælpe, stak  én af mændene en arm ud af vinduet og stjal den… og væk var de.

Han hørte deres høje latter, da bilen speedede op og forsvandt.

Selv stod han fortumlet og chokeret tilbage. ( Han fik aldrig købt en ny hat.)

Nu går han målrettet ned mellem gravstederne til han finder, hvad han søger.

Stenen med den velkendte inskription.

Henriette Mortensen
Født. 28.10. 1928
Død d. 7.3. 2010.

Elsket og savnet.

Han tager den lille kurv med Vintergækker og lilla Krokus op af rollatorens kurv og får med meget møje og besvær, de gamle ben til at holde balancen, mens han tripper ind til urnegravstedet, af den smalle sti mellem gravene.

Han stillere kurven lige foran stenen og går langsomt tilbage til flisegangen. Så står han et øjeblik i dybe tanker. Pludselig er det, som om han hører Henriettes latter og hendes stemme, der synger  en gammel sang, der hedder ”Kærlighed”.

”Jeg skal til mit første bal og min kjole er ny”.

”Sidder den nu som den skal og er næsen i sky?”

Så forsvinder sangen et øjeblik og fortsætter

………….

”Når jeg så engang bliver gammel og grå, som man bli’r”.

”Sætter han sig på min skammel og taler om pi’r”.

Den er fra en gammel revy, kan han huske, og hun sang den så tit. Lige så smukt som Grete Thordal havde gjort, synes han.

Mens han står der i egne tanker, vil han sværge på, at han kan mærke et strejf, som af et kys, på sin højre kind. Han tror ellers ikke på den slags hokus pokus. Hans hjerte står stille og øjnene fyldes med tårer.

Da han går mod udgangen, lader han bare de forræderiske tårer løbe ned ad kinderne. Han må standse op og tage brillerne af, for at tørre dem i et krøllet lommetørklæde.

”Det er i orden at græde” tænker han, og nu er han helt sikker på, at Henriette går ved hans højre skulder… Helt ud til lågen.

Han føler et dybt stik af savn i hjertet.

Et helt liv havde de levet sammen ”i medgang og modgang”, som de havde lovet på deres bryllupsdag.

Modgang, havde der været. Men det var glemt. Kun de lyse timer talte, var de blevet enige om.

Han tænker på deres ture til Tivoli, når de skulle ”åbne” og ”lukke” haven.

Rejserne til Rom. Midnatsgudstjenesten med paven i TV.  Operaerne på video, som blev set igen og igen, efter ulykken, der en dag vendte op og ned på deres liv.

Henriette faldt og brækkede lårbenet og måtte sidde i kørestol de sidste mange år. Så blev teateraftener for besværlige ude i byen.

Så var der turene til Louisiana, som fortsatte, nu med handicapbussen.

Han smilede ved tanken. De kom der jævnligt. Egentlig ikke for at se på kunst, men fordi, der var en god restaurant og en fin udsigt.

Deres hyggelige morgener, når han læste avisen for hende under morgenkaffen, og de snakkede om dagens nyheder.

Han bliver nærværende igen, for det begynder at sne.

Han skutter sig i sin frakke og slår kraven op. Ønsker at han kunne gå lidt hurtigere. Men desværre… Der var engang…

Det er efterhånden sjældent han kommer ud på egen hånd nu..

Han kan mærke, at hans tid på jorden snart er forbi, men han sørger ikke.

Han er ikke bange for at dø. Hans gamle krop kan ikke følge med hans unge sjæl, der stadig er nysgerrig.

”Bare jeg kunne rejse til Rom. Bare en sidste gang” tænker han og ved, at det ikke vil ske.

Han har været der 34 gange. Han elsker Rom og Roms historie, som han kender bedre end sin egen bukselomme. Ja han har skrevet en bog om den engang.

Der er så meget han har lyst til at opleve igen eller udforske.

”Det er ikke værdigt, at skulle have hjælp til sin personlige hygiejne. At have ”folk” rendende i ens hjem i tide og utide” tænker han, men det er desværre blevet nødvendigt.

Vel meget naturligt, når man snart fylder 90.

I hans høje alder er de mennesker, han har holdt af jo væk næsten alle sammen.

Hans elskede hustru. Kollegaerne og vennerne fra dengang.

Han kunne godt føle sig ensom, hvis det ikke var fordi, der altid var nye bøger, der ”måtte” læses, og mønter der skulle studeres.

På vejen hjem går han lige ind til bageren og køber to Napoleonskager, så er der også én til i morgen.

Snart vil han nyde den hjemme i sin yndlingsstol under den uldne plaid. 

 

Jytte Westendahl

 

 

Brugernes mening

Vis profil

Af: Freddy Thorning

Tak, den rammer virkelig lige ind i hjertet. Tid til eftertanke.

Vis profil

Af: Brit Pogel

Mon der er andre ligesom jeg, der får en tåre i øjenkrogen ved at læse dette.Du beskriver det så fantastisk, Jytte. Mange tak.

Vis profil

Af: DY

Hej Freddy og Brit. mange tak.
Jeg tror vi alle kender ham.... og dog måske alligevel ikke!!
mvh.
Jytte

Vis profil

Af: Birgit Kjær

Også en tak fra mig.
Det er en bevægende, realistisk - og livsbekræftende beretning - om den gamle mand, der
trods alt stadig har lyst til "napoleonskage" - altså lyst til livet - så længe det nu må vare.
Hans selvopholdelsesdrift er heldigvis stadig intakt - dejlig læsning!
Mvh. Birgit

Vis profil

Af: Hanne Jørgensen

Jo - vi "kender" ham og håber, at vi får lov at være to rigtig mange år endnu!

Heldigvis kan han se tilbage på et godt liv, og vi andre blev nu mindet om, at der er meget, vi skal skønne på!
Tak for det Jytte!!!

Vis profil

Af: DY

Kære Birgit og Hanne.
Det glæder mig at "budskabet" er "fanget".
Ja vi skal glædes over livet, hver dag, og skønne på, hvis man er heldig at blive gamle sammen.

Mvh
Jytte

Vis profil

Af: Ib

Kære Jytte.
Ja jeg er helt med på det Du skriver her, fortællingen er god, og jo selvfølgelig kender vi personen, og "livets gang" . Måske er det typisk, men i dette tilfælde særligt.
Hilsen Ib

Vis profil

Af: DY

Kære Ib.
Mange af os vil være på det sted i livet (eller døden) en dag og det er svært for den længst levende.
Men vi må så prøve se os omkring på folk vi kender, og se at de, trods alt, er kommet videre.
Ligesom manden i min historie. Men han kommer hende nær, der på kirkegården, så nær at han kan og kan "høre hende synge". han føler at de stadig har noget sammen.
Der er gået nogen tid her og han er begyndt at købe sin Napolionskage igen.
Mange varme hilsener fra
Jytte

Vis profil

Af: DY

Rettelse til mit svar.
Vi kommer naturligvis alle dertil en dag.
Mvh
Jytte

Du skal være logget ind som SeptemberNet-bruger for at kunne kommentere.

Log ind eller Opret dig