Hårfarvning påvirker dit immunsystem

Attractive latino woman
Foto Illustrationsfoto: Colourbox.dk

Farver du jævnligt hår og har du astma, allergi eller eksem, så skal du måske overveje det igen. Ny dansk forskning viser nemlig, at jævnlig brug af hårfarve påvirker dit immunsystem.

De seneste år har forskerne fattet øget interesse for, hvad hårfavning gør ved os. Og nu viser et helt nyt dansk studie, at du ikke kun øger din risiko for at udvikle allergi ved at farve hår jævnligt, men at hele dit immunsystem påvirkes.
Det er ny viden, der er vigtig at have for øje, især hvis du allerede har astma, allergi eller eksem, for påvirkningen af immunsystemet kan betyde, at din astma, allergi eller dit eksem lettere vil blive trigget end hvis du ikke farvede hår. 

Bag undersøgelsen, der blev offentliggjort i 2011, står lektor ved Institut for International Sundhed, Immunologi og Mikrobiologi Charlotte Menné Bonefeld i Videncenter for Allergi. Hun har undersøgt, hvordan brugen af permanente hårfarver (dvs. hårfarver der ikke kan vaskes ud), som kan købes i butikkerne kan fremprovokere allergi og hvorvidt regelmæssig brug af hårfarve påvirker immunsystemet.

Hårfarvning giver allergi

Det viser sig nemlig at såvel den rene farve, en blanding med oxidationsmiddel samt en blanding med oxidationsmiddel, der blev skyllet ud efter brug, kan give allergi.
Det overraskende er, at en blanding af farve og oxidationsmiddel også øger risikoen for allergi, man har nemlig tidligere troet, at netop det, at man blandende farven op med oxidationsmiddel ville reducere allergirisikoen. Men det er altså ikke tilfældet.

Man har også tidligere troet, at hårfarvning var mindre allergifremkaldende, når det kun sidder i 30 min, hvorefter man vasker det ud. Og det er forkert. Allergiudviklingen er en smule mindsket af, at stoffet vaskes ud, men det er en meget lille mindskning.

Desuden er påvist en allergiudvikling og påvirkning af  hele kroppen/immunsystemet både ved farve, blanding og blanding med efterfølgende hårvask.

Hvorfor får så få mennesker så hårfarveallergi?

Med resultaterne kan man undre sig over, at det kun er 5 % mennesker, der reagerer på hårfarve. Forskernes tese er, at den regelmæssige farvning påvirker vores immunforsvar dog uden, at immunforsvaret viser synlige tegn på det.

Påvirker det kroppens mulighed for at bekæmpe andre sygdomme?

Hårfarve er med andre ord meget potent i forhold til allergiudvikling og denne udvikling bliver fremskyndet, hvis man blander farve med oxidationsmiddel.

Samtidig sker der, ved regelmæssig brug af hårfarve, en ændring og en påvirkning af immunforsvaret.
Hvad disse påvirkninger og forandringer af immunforsvaret så betyder for kroppens mulighed for at bekæmpe andre sygdomme, ved vi endnu ikke.
Charlotte Menné Bonefeld blev 23. november 2011 tildelt LEO Pharma Forskningsfonds årlige sølvpris på 500.000 kr. for sin forskning inden for hudens immunsystem.

Fakta

  • I Danmark har 20 % af 11-15 årige prøvet at farve hår, og sammenlagt farver 70 % af alle danske kvinder hår, og ca. 15 % mænd har prøvet at farve deres hår. Heraf udvikler 5 % allergi.
  • Et af de mest allergifremkaldende stoffer er p-phenylenediamine også kaldet PPD. Stoffet giver den mørke farve og indgår i ca. 70 % af alle permanente hårfarver. Der må ifølge EU-lovgivning max. indgå 4 % PPD i en hårfarve, og da man blander hårfarven op med et oxidationsmiddel er den faktiske koncentration, som forbrugerne udsættes for, på 2 %. I Danmark har Folketinget i efteråret 2011 vedtaget, at man pga. stoffets allergifremkaldende effekt ønsker en udfasning af stoffet over de næste 5 år.

Se mere hos Astma-Allergi Danmark www.astma-allergi.dk

Brugernes mening

Du skal være logget ind som SeptemberNet-bruger for at kunne kommentere.

Log ind eller Opret dig