Påskeæg

Påskeæg

Jeg voksede op i Viborg, og vi havde ikke specielle påsketraditioner.

Sidenhen har jeg altid pyntet hjemmet op med forskellige påsketing, både hjemmelavede og købte.

På et tidspunkt begyndte jeg at samle på påskeæg.

Det startede med, at børnene og jeg pustede æg ud og dekorerede dem med vandfarve, tegninger, og nogle gange med garnrester. Jeg fik også et par æg, som vore venners børn havde dekoreret med perler, så det så ud som et hæklet net ud over et vatæg.

Jeg har alle æggene endnu, men desværre er et par af de mest værdifulde, nemlig dem børnene pustede ud og dekorerede, gået i stykker.

Efter børnene flyttede hjemmefra har jeg købt dekorerede æg, når vi har været på ferie i andre lande, fordi de ofte dekorerer æg på en hel anden måde f. eks. i Frankrig, Tyskland, Tjekkiet og Ungarn, og jeg mindes med glæde hvert sted, når jeg hænger dem op til påske.

God påske!

Brugernes mening

Vis profil

Af: Freddy Thorning

Kære Brit - tak for din inspirerende påskehilsen. Vi havde heller ikke de store påsketraditioner i min barndom, men da vore børn var små begyndte vi at pynte lidt mere op o.s.v. Og naturligvis fortsatte vi traditionen med at male på æg og puste æg ud, og så kom alle de nye muligheder i brug. Pynteæg, påskechokoladeæg o.s.v.
I påsken er vi på besøg i Valby - og da vores svigerdatter er fra Peru (katolik) så har vi naturligvis drøftet påsketraditioner. Blandt andet har hun været vant til at gå i kirke 12 gange i påsken - og i dag langfredag foreskriver traditionen fiskesuppe, hvilket hun så også lavede til os. Lækker suppe med hummer, muslinger og brosme m.m. Virkelig lækker - og så skulle vi egentlig have haft 12 desserter, men det er nu skåret ned til 2, medens vores barnebarn har ledt efter (påskechokolade)-æg, som vi havde gemt i stuen. Hyggeligt.
God påske, Brit.

Vis profil

Af: Brit Pogel

Tak for din søde hilsen.
Det er altid interessant at høre om andre landes traditioner, og jeg synes også, det er pudsigt, at selv i lille Danmark har vi så forskellige traditioner.
Derfor vil jeg opfordre andre brugere af Septembernet til at fortælle om deres traditioner, før det er for sent,.... ja altså fordi påsken snart er slut for i år::-)

Du skal være logget ind som SeptemberNet-bruger for at kunne kommentere.

Log ind eller Opret dig