Brobyggerne

Kopi af CCF15032012_00001

”Hør her, hvad jeg tænker, 1900-tallet bliver de store tekniske fremskridts århundrede. Om hundrede år vil folk se på os, som vi i dag ser på stenalderen. Vi vil komme til at se jernbaner på tværs af kontinenter, vi vil opleve flytrafik med passagerer mellem forskellige lande og kontinenter, inden længe vil der være i tusindvis af biler i Bergen, og der vil være behov for nye veje og broer. Ikke engang fantasien sætter grænser for de tekniske fremskridt, vi kommer til at opleve i 1900-tallet.”

Denne fremtidsvision blev fremsat i 1905 af en ung norsk ingeniør med speciale i brobygning, og man var lige så overbevist om, at med nye teknologiske landvindinger ville krig ikke kunne forekomme i ”Det store århundrede”.

Der er tale om et nyt storstilet, historisk bogprojekt, sat i søen af den svenske forfatter Jan Guillou. Vi kender i forvejen Jan Guillou fra Hamilton-serien, Tempelridderne, Tyvenes marked  o.m.a., og ved, at han ikke blot er særdeles velskrivende, men også altid har noget samfundsmæssigt på sinde. ”Brobyggerne” er første bind, og det er Jan Guillous hensigt i skønlitterær form at beskrive den altdominerende tekniske udvikling op gennem 1900-tallet.

Tre mindreårige fiskerdrenge fra Bergen mister deres far. Ved fremsynede folks mellemkomst får alle tre drenge tilbudt den allerbedste uddannelse sluttende i Dresden med diplomingeniøreksamen, mod at de vil vende tilbage til Norge og som tak for uddannelsen lægge deres viden og arbejdskraft i det enorme jernbanebyggeri Oslo –Bergen.

Af forskellige årsager kommer kun den ældste bror Laurits tilbage, og med ham som fortæller får vi beretningen om den vanskeligste del af strækningen – Ustaoset, op over Hardangers højfjeld via Finse til Myrdal. – Det er en meget flot beretning.

Den anden bror Oscar kommer til Tysk Østafrika og arbejder der som ingeniør på jernbanebyggeriet fra Dar-es-Salaam til Tanganyikasøen. Et byggearbejde, der byder på helt andre men lige så store  vanskeligheder som Oslo – Bergen.. Til gengæld bliver stovildtjagt en yndet og ”gratis” bibeskæftigelse. Salg af elefantstødtænder, skind, ædelt træ m.m. bliver særdeles indbringende for de overordnede ved jernbanebyggeriet.

Imod al forventning og alle forudsigelser for århundredet udbryder Første Verdenskrig i Europa i 1914. Krigen udkæmpes også i Afrika, og Oscar deltager på tysk side. Det er helt bevidst fra forfatterens side, at han lader læseren opleve verdenskrigen, som den udvikler sig i al sin gru i Afrika, – som en meget barbarisk krig, der kræver ubærligt mange liv – især indfødtes.. – Også i Norge mærker man krigens modbydelige følger.

”Brobyggerne” er som nævnt første bind i en større serie, der vil fortælle verdenshistorie i skønlitterær form. Serien er begrænset til det 20. århundrede, og ”Brobyggerne dækker de første 20 år. Når man i én bog skal fortælle 20 års historie, må noget fremhæves, og andet udelades, jeg synes hovedvægten på Bergensbanen og den afrikanske del af Første Verdenskrig er gode valg.

Jeg har fået genopfrisket en del historiske facts med denne bog og har desuden haft fornøjelse af at læse den fiktive del, der binder bogen sammen, så jeg glæder mig meget til bind 2.

Brugernes mening

Vis profil

Af: Freddy Thorning

Hej Karen - dejligt at læse din anmeldelse og skønt at se, at du har fået noget positivt ud af at læse den. Jeg må erkende, at jeg blev dybt skuffet, da jeg ikke synes JG får det fulde udbytte af de muligheder dette århundrede bygger på. Efter min opfattelse præget for meget af ugebladsnovelle stil og fordomme om f.eks. livet i Afrika. Beskrivelsen af baneprojektet i Norge er klart det bedste, men her bygger det jo også på konkret materiale skrevet af én af de ingeniører, der deltog aktivt i projektet. Lidt for forudsigeligt efter min opfattelse. OK jeg ser også frem til at læse 2. bind, men ikke med de store forventninger. Desværre. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at JG dyrker sine politiske holdninger (som ikke altid er helt realistiske - f.eks. mente han, at Sadam Hussein var den store frelser. Men det bliver desværre nok endnu en pengemaskine - så JG kan le hele vejen hen i banken.

Vis profil

Af: Freddy Thorning

Så er bind 2 i denne historiske serie fra det 20'århundrede udkommet: Dandy.
Uanset min opfattelse af bogen vil jeg nu alligevel gøre forsøget - så lige så snart jeg får tid vil jeg læse bogen. Har allerede 3 liggende, som jeg skal have læst, så .....
Glæder mig til at læse din anmeldelse Karen.

Du skal være logget ind som SeptemberNet-bruger for at kunne kommentere.

Log ind eller Opret dig