Vælg ikke kun danske favoritaktier

Maersk container
Foto Illustrationsfoto: Colourbox.dk

Investerer du hovedsagligt i dine danske favoritaktier, får du langt større risiko uden at få et højere forventet afkast. På aktiemarkedet bliver man kun til en hvis grænse belønnet for den risiko, man tager. En del af risikoen kan man nemlig undgå ved at købe flere forskellige aktier, mens du opretholder det samme forventede afkast.

Mærsk mod hele verden

Diagrammet nedenfor viser de månedlige udsving på Mærsk B aktien, som mange danskere har på deres pension eller almindelige opsparing. Ved at følge linjen kan du se, hvor meget aktiekursen har ændret sig fra måned til måned siden 2006.

I diagrammet ser du også den børshandlede fond (ETF) iShares MSCI World’s månedlige udsving. ETF’en fra iShares indeholder over 1.200 aktier fra udviklede markeder – altså for eksempel Apple og Microsoft og masser af andre store internationale selskaber. Det svarer til, at man køber hele verdensmarkedet af aktier, når man køber iShares MSCI World.

Det der er vigtigt at lægge mærke til, og som desværre ikke er helt let at illustrere i et diagram er, at aktiekursen på Mærsk svinger en del mere end ETF’en med 1.200 aktier. Kommer der eksempelvis en dårlig nyhed om indtjeningen hos Mærsk, vil kursen falde og måske endda ret drastisk, ligeså vel som kursen også kan stige. Men en enkelt nyhed om et enkelt selskab vil ikke rykke kursen på ETF’en fra iShares synderligt, netop fordi der er 1.200 selskaber, der hver dag har både gode og dårlige nyheder. Kursen udvikler sig mere stabilt, jo flere aktier der er. Investerer du i mange selskaber på én gang, får du altså mere stabilitet.

Hvis vi analyserer kursudviklingen med nogle statistiske værktøjer, kan vi ud over at kigge i diagrammet konstatere, at Mærsk svinger langt mere end iShares. Faktisk kan vi groft konkludere, at dine investeringer svinger dobbelt så meget, hvis du kun køber Mærsk frem for iShares med 1.200 aktier.

Lavere risiko, samme afkast

Lad os sige, at det forventede afkast på aktier fra hele verden er omkring otte procent om året. Lad os samtidig sige at det forventede afkast er omkring otte procent på Mærsk. Det giver altså ikke bedre afkast kun at holde sig til Mærsk. Men som nævnt er risikoen på Mærsk jo næsten dobbelt så høj, hvis vi vel og mærke ikke køber flere aktier ved siden af Mærsk.

Vi kunne smide Novo Nordisk i puljen og sige, at den også har et forventet afkast på otte procent. De to aktier vil give en lavere risiko sammen, fordi den dag hvor Novo har en dårlig nyhed, har Mærsk nok en god – i det lange løb. Når vi kommer op på omkring 18-20 aktier fra forskellige brancher og lande kan vi ikke få længere få mindre risiko. Men alle de 18-20 aktier har forventet afkast omkring otte procent. Afkastet er uændret, risikoen er lavere.

Hvis du gerne vil have et højere forventet afkast end otte procent, skal du satse på selskaber, der har et forventet afkast på for eksempel ti procent og kombinere dem.

Vejen til højere afkast

Tænk gerne på det således: hvis du køber et højere antal aktier, bliver risikoen på dine aktier lavere. Og så kan du faktisk tage mere risiko på obligationerne, og samlet set vil din risiko ikke være højere. Men du vil få et langt højere forventet afkast.

Sats ikke kun på dine favoritter

Har du kun 5-7 aktier i danske selskaber du kender, tager du altså langt højere risiko end med flere aktier i din formue. Dine investeringer udvikler sig ikke stabilt, og du får ikke mere afkast ud af det. Øg antallet af aktier, gerne fra udlandet eller skift til en ETF eller billig dansk investeringsforening. Det får din formue til at udvikle sig mere stabilt og giver det samme afkast – eller samme risiko og højere afkast.

Brugernes mening

Du skal være logget ind som SeptemberNet-bruger for at kunne kommentere.

Log ind eller Opret dig