Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt

Kopi (2) af CCF14012012_00001

Det er en fuldstændig vanvittig bog. – En ældgammel mand, der står lige for at skulle fejre sin 100-års fødselsdag på plejehjemmet, gider ikke være med mere, men kravler i bogstaveligste forstand ud ad vinduet og forsvinder, – ikke op i den blå luft, men efter lidt flakken rundt på villavejene iført tøfler   ender han ved busstationen, køber en tilfældig billet, så langt han kan komme for 50,- kr.

Inden bussen afgår, kommer han uheldigvis til at stjæle en rullekuffert, som han har lovet en langhåret, ung mand at passe på, mens denne er på toilettet. Bussen afgår, den gamle mand stiger på, og kufferten tager han med, han har jo lovet at passe på den!

Det viser sig, at kufferten er fuld af penge, – heldigt, for penge skaffer lette venner, og plejehjemmets lommepenge rækker jo ikke langt, – uheldigt, for både en amatøragtig rockergruppe og ditto politi er meget interesseret i at få fat i pengene.

Sådan begynder bogen, og sådan fortsætter den med den ene vanvittige hændelse efter den anden. Den gamle mand, der fra sin ungdom har en vis selvlært erfaring med sprængstoffer, afstedkommer mange ulykker med dødelig udgang, men alt sker bare sådan uheldigt og helt tilfældigt og desuden skarpt forfulgt af rockere og politi.

Sideløbende med de nutidige spøgefuldheder er bogen en rejse gennem mange af 1900-tallets betydeligste begivenheder, vist i tilbageblik med episoder fra den gamle mands usædvanlige liv.

Det er faktisk ikke muligt på en forståelig måde at gengive bogens indhold, man må læse den og give sig selv den fornøjelse, det er, at læse en aldeles unødvendig, men meget meget sjov bog. Jonas Jonasson skal have tak for en herlig læseoplevelse. Hvis man tidligere med fornøjelse har læst Jørn Riels skrøner, er Den hundredårige … oplagt.

Som antydet er det ikke en bog, man behøver at huske, – men man får sig en herlig klukkende latter undervejs, og man glemmer den aldrig!

Rigtig god fornøjelse!

Brugernes mening

Vis profil

Af: Lotte Fløe Marschall

Jeg har nu også læst "Den hundredeårige". Gymnastik for smilebåndet, en hyggelig og meget underholdende bog, der hurtigt er læst - ja vanvittig er den også - i hvert fald overraskende! Kan anbefales!

Du skal være logget ind som SeptemberNet-bruger for at kunne kommentere.

Log ind eller Opret dig