Mandag d. 19. Marts 2012, kl. 07:04

Vi gik i seng som sædvanlig ret sent, en ganske almindelig aften d.28. september 2011. Derefter ændrede vores liv sig til at være kritisk over 8-10 dage.

Jeg vil berette om vores oplevelser her. Min mand sov uroligt denne nat, og han gik på toilettet flere gange, fordi han troede, det var maven som slog knuder. Jeg vågnede nogle gange, og undrede mig? Faldt i søvn igen. Det samme, atter engang! Jeg blev vækket, ved at min mand sad på sengekanten, og jeg spurgte, Hvad er der i vejen? Han vidste ikke selv, hvad der plagede ham, udover det vist var maven? Vi troede begge, at det var blindtarmsbetændelse? Min mand lagde sig igen, og jeg sov lidt hen mod morgenstunden, da jeg hørte ham ringe til arbejdspladsen for at melde sig syg. Det var helt i orden, da han ellers aldrig var syg.

Pludselig vågnede jeg op igen og kunne ikke se min mand i sengen? Ok! Så var han sikkert blevet bedre og taget på job, selvfølgelig, tænkte jeg. Telefonen ringede! Jeg tog den! Det var min mand, liggende på en båre i ambulancen, og med lynhurtig udrykning på vej til Skejby, hvor der stod mange læger klar, og det var første gang , der måtte komme ambulancefolk med ind på operationsstuen. Hans hovedpulsåre i maven var sprunget, og blodet flød inde i ham. Der er kun 15% som overlever sådan en sygdom, så han var meget heldig.

Han måtte ikke vågne op med det samme, da det stadigvæk var kritisk efter operationen. Nu kom der en tid med mange smerter og gener for min mand. Han fik medicin i stakkevis. Før eksisterede medicin ikke i hans univers. Man prøvede sig frem, indtil man fandt de rette doser. Desværre fik lægerne lagt hans tarme ind på en farlig måde, så efter mange lægebesøg i Randers, besluttede min mand at aktivere sin Sundhedsforsikring for at blive opereret hurtigt igen.

Da han mødte op på Aleris, spurgte lægen ham: Hvor mange liv har du? For dette her kan man dø af! I det offentlige system, skulle han vente 7-8 måneder, og det turde vi ikke vente på. Han blev opereret af en erfaren speciallæge. Der kom en tid efter, hvor der flød væsker ud af såret, og vi skiftede sengetøj dagligt. En hård tid.

Nu springer jeg tilbage, til da min mand blev udskrevet fra Skejby. Han kom hjem Ca. 8 dage efter, og jeg havde fået en tid til en ambulant undersøgelse og operation. Min livmoder skulle fjernes, og så hjem igen samme dag/aften, troede jeg! Vi var to kvinder som blev gjort klar på samme tid, Hun kom på stuen før mig, og jeg så hvor frisk, hun var. Manden gav mig hendes blomster, sødt af ham:)

Så var det min tur. Jeg blev rygmarvsbedøvet, hvilket er en besværlig ting for mig og lægerne, fordi min ryg er slidt, så nålen ikke kan komme ind. Den faldt ud flere gange, og det blødte fra ryggen. Efter Operationen blev jeg kørt på stuen igen. Jeg havde det elendigt! Kvalme, ondt i maven, Jeg svedte, frøs, havde ingen kræfter. Min mave blev stenhård og voksede. Dagen og aftenen gik imens lægerne fyldte mig med morfin og kørte mig til scanning flere gange uden noget resultat? Det forstod Overlægen ikke? Min mand & børn, svigersøn besøgte mig, og jeg fornemmede de var chokeret over min tilstand.

Til sidst var jeg ligeglad med alt for jeg var i en anden “Verden”. Midt om natten besluttede de at operere mig, og jeg insisterede på at ringe til min mand! Så overlægen måtte give mig sin mobil tlf. Det grinte vi af bagefter. På dette tidspunkt var min mand ikke vågen, og han blev selvfølgelig chokeret! Det kunne han næsten ikke klare, sagde han senere til mig. Jeg havde fået blodfortyndende medicin samtidig med den anden kvinde, og det var alt for tidligt for mig, så jeg havde indre blødninger i maven, ligesom min mand! Det var en frygtelig hård tid med trommesyge og kvalme m.m.

Efter 8 dage kom jeg endelig hjem, og vi kunne sunde os, troede vi da!

Lægerne havde informeret om, hvornår de der klemmer eller Klammer, som de lukker operationssåret med, skulle fjernes ved min egen læge, så vi tog ind til lægen, og jeg fik dem af og så hjem igen.

Dagen efter sprang arret op! Og der stod jeg og holdt på det, imens jeg kaldte på min mand. Han ringede til Lægen. Vi skulle selv køre derind til ham. Jeg blev placeret i bilen med, Hænderne på maven, og op af mange trapper. Puha!. Lægen kiggede? og vidste ikke helt, hvad han skulle gøre? Han fandt “Sykassen” frem og broderede på min mave, som ser fin ud idag, heldigvis.

Livet går ikke altid sin vante gang, har vi lært. Man sætter pris på de små ting i dagligdagen, og jeg lever efter regel nr.1. Gør noget godt for dig selv, og vær god mod andre. Mine knæproblemer og gigt, er mindre ting i denne sammenhæng. Jeg glæder mig hver dag over livet. Min mand er også taknemmelig, og gav sin læge en stor blomsterkurv, fordi han stillede diagnosen så hurtigt. Lægen var helt benovet, fordi det er han ikke vant til at få. Min mand følte glæde ved at give ham gaven.

På Årsdagen gik vi  på en fin Restaurant i Byen og fik en dejlig aften, hvor vi også lige vendte tingene nogle gange.

Så,kære venner! Nyd livet og tag hånd om hinanden i dagligdagen. Dette var min beretning, om en periode i vores liv, som ikke gik sin vante gang helt, som det plejer.

Varme hilsner, Inger.