I beduinland

Hos en beduinfamilie
Foto Jesper Grønkjær på besøg i beduintelt

Tryllekunstneren Jesper Grønkjær og hans ven Thomas Lütken er på gratis turné i Mellemøsten. Efter stop i Dubai, Abu Dhabi i De Forenede Arabiske Emirater og Muscat i Oman er de nu draget ud til beduinland i Wahiba ørken. Læs hele historien fra starten her: Danske smil i den arabiske verden

Sultan Qaboos og et gedekid

I lejren var der flere små telte og en mindre hytte af bambus. Indenfor var jorden dækket af flotte persiske tæpper, der spredte sig fra den ene side af teltdugen til den anden. Rundt langs kanten i deres hjem var store puder i alle former og afskygninger. Disse fungerede som møbler da der hverken var sofa, stole, borde eller andet. Dermed som en selvfølge heller ikke tv, computer eller lamper. Blot det nøgne telt med tæpper og puder. På væggen hang der dog et indrammet foto af Sultan Qboos, samt familiens søn i militæruniform.

Rundt om selve lejren var der mindre indhegninger, hvor beduinfamiliens dyr holdt til. Der var en lejr for gederne, hvor af den ene ged – et lille kid, nærmest fungerede som familiens hund. Det prinsessesmukke barnebarn på fem år, slæbte bogstaveligt talt rundt på geden, der hang i hendes favn, hvor end hun gik.

Desuden var der en indhegning for kamelerne, som hver morgen gik deres egen rolige vej for at finde frem til et sted med lidt beplantning de kunne spise. Ved aftenstid vendte dyrene hjem af sig selv, og pudsigt nok altid til den rigtige familie.

Forundring, forskrækkelse…og et løft af sløret

På et tidspunkt var det blevet tid til et lille intimt show for familien. Guitar og tryllekuffert blev fundet frem. Alle fulgte forundrede og nysgerrigt med.

Bedstemoderen var i starten bange for hvad der skulle ske, så hun turde ikke komme med.

Hun overvandt dog sin egen frygt, men blev endnu mere bange da jeg som et lille trick ville trylle slik frem til publikum. Jeg satte nemlig ild i min (trylle)gryde, og hældte derefter lidt tryllesalt deri, så der stod store flammer op derfra. Bedstemoderen røg nærmest bagover  af forskrækkelse og udstødte et lille skrig. Gryden var nu pludselig fuld af slik, men den gamle kvinde ville ikke lade de andre spise det, da hun åbenbart mente det måtte være forhekset.

Thomas slog tonerne an på sin guitar og snart efter gyngede teltet af dansk sang og musik, akkompagneret af beduinfamiliens ivrige klappen, der dog sjældent ramte takten.

Efter det lille show var der pludselig åbnet op for en ny form for venskab.

Nu skulle der snakkes med de få gloser vi havde til fælles, der skulles vises familiefotos, spises dadler og drikkes omansk kaffe.  På den måde kom vi hinanden et skrift nærmere, fordi vi ikke blot var rejsende, men med vores lille show også havde noget at give til dem.

Efter en nat under åben himmel, hvor millioner af små stjerne skinnede ned over os I vores sovepose, så bød næste dag på flere små samtaler om beduinernes og vores respektive familier og hverdage.

Kvinderne bærer de legendariske sorte masker, så vores forundring var meget stor, da de nu tog disse af, og lod os se deres ansigter. Det var vi slet ikke forberedt på, men følte at det var deres måde at vise os på, at de var trygge i vores selskab.

Det forunderlige var, at da først de lod deres slør falde, så viste de sig selvfølgelig at være almindeligt udseende mennesker inde bagved. Der var ikke længere uhygge at spore hos dem, men i stedet lattermilde ansigter der grinede til os.

Når de bærer slør og masker, fjerner de sine personlige særpræg og bliver på denne måde meget udtryksløse. Det skabte en barriere og en afstand imellem os og dem. Men da trylleriet og musikken fik åbnet op, og vi derved fik et glimt ind bag sløret, så var det varme smil der mødte os – smil så varme som sandet i Omans stegende ørken.

Fortsættes…

Brugernes mening

Du skal være logget ind som SeptemberNet-bruger for at kunne kommentere.

Log ind eller Opret dig