Bo småt – med masser af plads

PiaSøgaardFotoTilBoSmåtArtikel
Foto Illustrationsfoto: Colourbox.dk

Fordi du bor på få kvadratmeter, behøver du ikke mangle plads. Mange bolighuse byder efterhånden på et utal af løsninger til optimal pladsudnyttelse og små boligforhold, men du kan også gøre meget selv. Artiklen her gennemgår et par konkrete områder, hvor du kan gøre en indsats for at skabe den plads, der måske er mangel på i dit (nye) hjem.

Opbevaring er altid den største udfordring, når der er tale om en lille bolig. Før man kan rydde op bliver hver ting naturligvis nødt til at have en plads, men også en realistisk plads, dvs. det er ikke særlig realistisk at forvente oprydning, hvis 10 andre ting skal flyttes hver gang en ting skal lægges på plads. Opbevaring handler derfor ligeså meget om funktionalitet som om egentlig plads.

Der findes forskellige måder at opbevare ting på, alt efter indretningsstil og temperament. Nogle ønsker at have alle ting synlige omkring sig – her er løsninger som åbne hylder og kroge på væggen til ophæng en god opbevaringsløsning. Andre foretrækker at gemme tingene lidt af vejen – det er her pladsaspektet kommer ind i billedet. Jo færre ting man ser, jo mere plads virker det som om der er i boligen!

Men hvor kan man så opbevare alle sine ting? Overvej opbevaringsmulighederne for hvert rum i boligen, så hvert rum udnyttes optimalt.

Soveværelse: Når man bor i en lille bolig er det god ide at tænke i få og store opbevaringsløsninger. I et lille soveværelse er det f.eks. bedre at bruge en hel væg til ét stort skab, i stedet for flere mindre skabe eller kommoder. Tænk dybde og højde i forhold til garderobeskabe, det giver bedre pladsudnyttelse, og forsøg altid at få et skab, der går helt fra gulv til loft – det giver et mindre rodet udtryk, når det mørke/tomme område ovenpå skabet ikke ses. Har du en seng på ben, bør du helt sikkert også anskaffe dig bedrollers og bruge pladsen til sengetøj, skitøj, sko eller andet, der kan ligge i skuffer. Køb evt. en sengekappe til at dække ned foran siderne på sengen, så soveværelset ser mindre rodet ud.

Opholdsrum: Har man brug for opbevaring i rum som daglig- eller spisestuen, kan det være en god løsning med multi-funktionsmøbler, f.eks. et sofabord, en puf eller et hjørnebord med indbygget opbevaring i form af hulrum eller skuffer. Er det ikke muligt at skjule al opbevaringen er det igen bedre at vælge få, store opbevaringsløsninger som et skab eller et andet møbel, hvor man kan have det meste. Er man bogelsker og har mange bøger, kan man vælge hylder eller reoler, der er så dybe, at hulrummet bag bøgerne kan benyttes til opbevaring af de ting, men ikke bruger så ofte – ludospillet, æsken med farfars gamle mønter eller lignende.

Køkken: Er der ikke nok skabsplads i køkkenet til opbevaring, så vælg få, men dekorative køkkenting til at stå fremme på køkkenbordet og saml resten af de ting, du ikke bruger så ofte i store kasser ovenpå overskabene. Vær varsom med vælge en løsning til dine køkkenredskaber, hvor du hænger alting på en stang med kroge på væggen – det giver nemt et rodet indtryk og illustrerer den manglende plads. Har du et stort køleskab, men få skabe, så sæt så meget af maden ind i køleskabet som muligt – f.eks. konserves og kaffe – så du kan bruge den sparsomme skabsplads på køkkengrej. Undgå overflødige pynteting i køkkenet, brug i stedet opbevaring af mad eller køkkengrejet til pynt, f.eks. sukker, pasta eller ris i en glasbeholder eller en trendy blender på køkkenbordet.

Badeværelse: Ikke alle badeværelser har indbyggede skabe eller hylder til opbevaring og det kan derfor være lidt af en udfordring at finde plads til alle toiletsager, håndklæder, toiletruller osv. Som i andre små rum i boligen gælder det også om at have så få ting som muligt stående fremme. Hæng en hylde over døren til håndklæder, toiletruller eller en kasse med toiletsager (og vær opmærksom på, at hyldeknægte ikke behøver at være under en hylde, de kan også være over, så du kan hænge hylden helt ned til dørkarmen) Har du ikke mulighed for at hænge et skab op, så køb en vogn med hylder eller skuffer på hjul og stil den bag bruseforhænget i brusekabinen, så kan den nemt rulles ud, når du skal i bad.

Entre: De fleste bruger udelukkende en entre til at hænge jakker og stille sko. Har du en forholdsvis stor entre i forhold til bolig kan du dog bruge den til mere end det. Hæng f.eks. hylder rundt langs loftet og stil ens kasser, hvori du kan opbevare ting som toiletpapir, småting og halstørklæder. Har du brug for siddeplads eller noget til at stille tasken på, så køb evt. en havehyndebænk eller find en smuk gammel dragkiste på loppemarked – det giver masser af plads til opbevaring.

Generelt er det funktionelt mest praktisk at placere ting, der hvor man bruger dem – det giver måske sig selv, men vær bevidst om, hvor du egentlig benytter dig mest af en ting: Læser du mest i sengen? Hvorfor så have alle bøger i stuen? Står dit spisebord i stuen, hvorfor så ikke have tallerknerne i et vitrineskab ved siden af? Og husk – de ting du bruger oftest skal naturligvis stå først i skabet.

Få mere inspiration til praktiske opbevaringsløsninger på www.piasoegaard.dk.

Brugernes mening

Du skal være logget ind som SeptemberNet-bruger for at kunne kommentere.

Log ind eller Opret dig