Torsdag d. 9. Februar 2012, kl. 07:35

Danmark er det land i Europa, der har den højeste skilsmisseprocent.  Ca. 40 pct. af alle voksne danskere oplever på et tidspunkt, at deres ægteskab opløses. Omregnet er det omkring 30.000 mennesker, der hvert år gennemgår en skilsmisse. En ganske stor del af skilsmisserne finder sted i begyndelsen af året  – altså netop nu.

Det kan advokater, ejendomsmæglere og vi, der beskæftiger os med at støtte mennesker i personlig udvikling, mærke på antallet af henvendelser.  Men ikke alle henvender sig nu. Som coach- og psykoterapeut oplever jeg mange, der først henvender sig til mig, efter at de har haft mit visitkort i lommen måske 3, 6 eller 9 måneder efter skilsmissen.  Og ofte med en undren over, hvorfor de har så svært ved at komme videre med deres liv, nu hvor alt er faldet på plads.

Den første tid efter beslutningen om en skilsmisse er for langt de fleste en tid, hvor alle personlige ressourcer er sat på overarbejde. En skilsmisse indebærer som oftest, at hverdagslivet skal til at leves på en helt ny måde. Men herudover er der også for langt de fleste rigtig mange ekstraordinære opgaver, der skal klares. En eller begge skal finde en ny bolig og flytte, der skal tages stilling til deling af et hjem – og hvem skal have hvilke møbler, bøger, potter og pander.

Er der børn involveret – særligt hvis de stadig er hjemmeboende – skal der tages stilling til, hvordan skilsmissen kan gøres så nænsom som mulig også for dem. Hvor skal de bo, og hvordan skal samværet være, er problemer, der skal løses. Sidste men ikke mindst er der for mange forældre i en skilsmissesituation en stor opgave forbundet med at støtte og hjælpe børnene følelsesmæssigt igennem deres del af skilsmissen. Vore børn oplever stort set alle en meget voldsom og oftest negativ ændring af og tab i deres liv. Det er vores opgave som voksne at hjælpe dem med at komme så nænsomt igennem disse oplevelser som muligt.

Når vi i en skilsmissetid har sat vore ressourcer på overarbejde med alle de ekstraordinære opgave, betyder det, at der i en periode er meget lidt overskud til at tage os af os selv. Mange beskriver det som en tilstand af fysisk og psykisk alarmberedskab døgnet rundt – et alarmberedskab, som vel at mærke ofte er på en ganske skrøbelig følelsesmæssig bund. Vi leverer en næsten umenneskelig indsats i en periode, hvor vi slet ikke har ressourcerne til det.  Det fantastiske ved os mennesker er, at langt de fleste af os kan levere en sådan ekstraordinær indsats. En del af det at være menneske er, at vi kan mobilisere helt fantastiske ressourcer. Men de holder for os alle kun i en periode – kortere eller længere.

Mange, der er i en skilsmisseproces, oplever da også, at bundproppen på et eller andet tidspunkt ryger ud.  Hvornår og hvordan er forskelligt. Mange gange er tidspunktet netop der, hvor de fleste ekstraordinære opgaver er løst, og en ny hverdag er indarbejdet. Hvor hjemmet er delt, flytningen er gennemført, og hvor børnene og vi selv har vænnet og til en hverdag efter skilsmissen. Hvis vi ikke har fået hjælp før til at bearbejde vores skilsmisses personlige og emotionelle del – så er det tidspunktet, hvor det kan og bør ske.

Det svære er så, at netop, når vi er længst nede og har mest brug for hjælp, kan det være næsten uoverskueligt at bede om hjælp.  Men hvad gør vi så. Jo, et godt råd er, at du bruger den viden, du netop har fået, til netop på det tidspunkt, hvor du har allermest travlt, alligevel at få lagt tid ind til at tage dig af dig selv. Hvis det ikke kan lade sig gøre. så må alternativet være, at du dog får overvejet, hvad du kan gøre, og hvor du kan hente hjælp den dag, hvor ressourcerne er tømte, og du har brug for hjælp. Det kan være, at du taler om det med en god ven eller en veninde, eller du finder visitkort på en personlig professionel støtte – som du mener, vil kunne hjælpe dig.