Torsdag d. 26. Januar 2012, kl. 08:14

Den 25. januar skriver Eva Selsing i Berlingske: “Hvem er mest syg? Dem, der får diagnoserne, eller det samfund, der glædeligt deler sygdomsetiketter ud til højre og venstre?”

Ja, det er lige netop, hvad der kan diskuteres. I de senere år er det blevet således, at hvis du “falder lidt udenfor”, så må det skyldes en psykisk sygdom eller andet. Vi vil have defineret det helt nøjagtigt, så der kan blive styr på tingene. Stakkels børn, der straks skal have diagnosen ADHD, hvis de bare er lidt mere anderledes end flertallet i klassen. Måske kunne det tænkes, at det var flertallet, der skulle have haft diagnosen?

Jeg har i mange år I mit arbejde som pædagog i en daginstitution set alle de forskellige måder, hvorpå børn agerer i deres hverdag. Og gudskelov er de alle forskellige. Og – ja, der findes børn med ADHD, og de skal selvfølgelig have hjælp og behandling – men man skal ikke diagnosticere ud fra bekvemmelighed. Vi er nemlig ikke ens. Og vi skal ikke behandles ens. Nogle mennesker er stille, andre vilde – og hvor er det dejligt med forskellighed. Så kan vi hver især byde ind med vores stærke sider og give krydderi til tilværelsen.

I mit arbejde vægtede vi en pædagogik, som tog udgangspunkt I det enkelte barns behov. Det betyder, at man respekterer det enkelte barns adfærd. Selvfølgelig findes der regler, som børn skal lære. Men voksne skal “servere” disse regler, så hvert enkelt barn forstår det. Børn tager imod indlæring på forskellige måder. Det skal man som voksen være god til at aflæse.

Når man ser på det enkelte barns behov, så er det vigtigt, at respektere et barns “stille hjørne”. Der er ikke noget i vejen med lille Peter, hvis han ønsker at sidde med sig selv I en krog og filosofere over tilværelsen. Blandt hundrede børn hver dag, kan man vel unde ham lidt fred? – Og omvendt – hvis Oscar mest har lyst til at lege vildt og opfinde ting på legepladsen, så lad ham udfolde sig!!!!

I vores samfund skal vi til at lade være med at evaluere alle og alt, hvad der foregår. Ellers bliver vi gjort til et ensrettet samfund og begrænser dermed vores egne udfoldelsesmuligheder.

Vi skal ikke blive til en stor grødmasse. Vi skal til at tage ansvar og turde holde fast i egen identitet. Blive i egne roller. Det er på tide, at vi tager livet i egne hænder!