Hassel og el tæt på at springe ud

Hassel rakle, Hazel catkin
Foto Illustrationsfoto: Colourbox.dk

Allerede mellem jul og nytår begyndte Astma-Allergi Danmarks pollenteam at måle pollen i København. Indtil videre har vi blot fundet ét ellepollen før nytår og ét haselpollen efter nytår. Det er ikke nok til at sæsonen officielt er startet, men der skal blot en enkelt solskinsdag eller to til, så vil vi se flere pollen fra hassel i luften og i pollenfælden.

Ifølge Pollenkalenderen starter el og hassel deres pollensæson i midten af februar. Starten varierer dog meget fra år til år afhængig af vintervejret. Er det koldt som de to forrige vintre, så er vi helt inde i marts før el og hassel blomstrer, mens en lun og solrig vinter som fx i 2007 giver pollen allerede fra midten af januar.

Og noget tyder på, at 2012 bliver som 2007. Der er allerede rapporteret om pollen fra tidligt blomstrende hasseltræer både i Sydsverige og Nordtyskland. Og I vores Rådgivning har folk meldt sig med de første symptomer på pollenallergi.

Tidlig start giver ikke flere pollen
De pollen planterne sender af sted i år, har de dannet allerede sidste år. Derfor betyder en tidlig start for hassel og el ikke flere pollen, men blot risiko for en længere sæson med symptomer. Mængden af pollen i luften afhænger dog meget af vejret på den enkelte dag. Og dage med regn, sne og slud giver ikke pollen i luften, men det gør sol og vind til gengæld.

Så weekendens vejr giver ikke de store muligheder for hassel og ellepollen i luften. Så snart sæsonen starter vil vi udsende Dagens Pollental, som en service til dig med allergi, både via mobiltelefon og e-mail. Tilmeld dig i dag, så får du de første meldinger.

Se mere hos Astma-Allergi Danmark www.astma-allergi.dk

Brugernes mening

Du skal være logget ind som SeptemberNet-bruger for at kunne kommentere.

Log ind eller Opret dig