Onsdag d. 4. Januar 2012, kl. 08:16

Så ensom du står i min have.
Hvad kan du i grunden ellers lave?
Du blev født i går, som et rent mirakel.
Af millioner af snefnug – uden spektakel.

Vi glemte at give dig ben – vi tåber.
Måske du stadig står og håber
at vi kommer tilbage og gør det færdigt. -
Det ville vel kun være retfærdigt.

Vi gav dig en rynket gulerodsnæse,
Måske kan du bare, på det blæse,
Men dine øjne af sten, kan ikke se.
Stakkels dig. Hvad vil der ske.

Måske er dit ønske, at kunne rejse
op på et bjerg og rigtig knejse.
Skue ud over hele verden. Suge det hele ind
i dit hvide og iskolde sind.

Hvem ved om du har et hjerte, der banker.
Hvem ved om du tænker store tanker.
Er du mon glad eller ked?
Det er der ingen der ved.

Hvis din mund kunne le.
Og dine stenøjne se.
Ku’ du glædes ved børnenes leg.
Inden de støjende går deres  vej.

Dit liv er så kort på denne jord.
Du evner ikke at sætte dig spor.
Når solens stråler varmer din krop.
Må du for altid, desværre, gi’ op.

—–

Men tak fordi du trods alt kom forbi.
Jeg så dig hver dag fra mit vinterhi.
Du var så smuk i din snehvide dragt.
Nat og dag stod du trofast vagt.

Jytte Westendahl