Burma: Det gyldne land

Bagan_Stor
Foto Udlånt af Horisont Rejser

Burma er det glemte land. Afskåret fra omverdenen i over et halvt århundrede har udviklingen stået stille. Det er turistens drømmeland.

Burmesernes vigtigste skønhedsmiddel er pulveriseret bark, som de smører i ansigtet både som solbeskyttelse og som dekoration i fine mønstre. Mange hoteller har ud over de sædvanlige små beholdere med shampoo og sæbe også en slibesten, så gæsterne selv kan pulverisere deres bark. Både mænd, kvinder og børn smører barkpulver i ansigtet, og på lokale markeder er initiativrige handlende begyndt at sælge pulveriseret bark i små dåser lige til at røre op med vand og smøre i ansigtet, til de turister, der ikke helt har styr på deres barkslibning. Muligvis virker det. I hvert fald er folk påfaldende smukke.

Små, vævre og slanke mænd og kvinder klædt i traditionelle longi. For mændene et stort tubeformet stykke stof, som samles i en særlig knude foran, for kvinderne et aflangt klæde, som de svøber om livet. På overkroppen har mændene i byen skjorter på og på landet ingenting eller en t-shirt. Kvinderne har som regel små vævede bluser med korte ærmer. Som vestlig turist kommer man nemt til at føle sig meget stor og klodset, men burmeserne er så venlige og imødekommende, at man hurtigt føler sig godt tilpas.

De britiske koloniherrers højtelskede forfatter Rudyard Kipling sagde for over 100 år siden:” Burma ligner ikke noget andet land”. Nu hedder det Myanmar, men det ligner stadig ikke noget andet land. Det er en nation med 50 millioner mennesker, og hvad der forekommer som lige så mange gyldne pagoder spredt ud over det drømmeagtige, ube-rørte landskab. Der er søer og bjerge, den store livgivende flod Ayeyarwaddy, der skærer sig igennem landet på langs, og kridhvide strande uden turistfælder ud til den bengalske bugt.

Man kan spise for ingen penge i de mange gadeboder, men med sarte vestlige maver er det nok klogest at holde sig til mere etablerede restauranter, der serverer dejlig mad til rimelige priser. Hvis man kan lide thaimad og kinesisk mad, kan man også lide burmesisk mad. Masser af grøntsager, salater, ris, fisk og skaldyr og ikke så meget kød. Det er sundt! Øl, vin og spiritus kan man få alle steder. Øllet er OK, vinen kan drikkes.

På pæle i flydende haver
På den store, smukke Inle-Sø i Shanstaten bor folk på pæle i flydende haver ude i vandet. De arbejder fra daggry til solnedgang under deres flettede hatte med at dyrke tomater, auberginer, enorme papaya, mango og meget andet, og supplerer deres ris og grøntsager med fisk fra søen. Det er på Inle man kan opleve de utrolige, etbenede fiskere. De står op i deres elegante små træbåde og roer ved at slynge benet om åren.

I landsbyerne rundt omkring og på søen arbejder kvinderne med traditionelle håndværk i små værksteder og væverier. Det er her, man fx kan se de fantastisk smukke stoffer i en blanding af silke og lotus, vævet bl.a. af de såkaldte giraf-kvinder fra Padaung-stammen. Kvinder, som siden deres tidlige barndom har fået viklet en spiral af messing om halsen i stadig større længder for at give indtryk af en lang hals. En skik, som heldigvis er ved at uddø, selv om girafkvinderne selv er stolte af deres “lange” halse.

Turisme gavner befolkningen
Myanmar er det glemte land. Afskåret fra omverdenen i over et halvt århundrede har udviklingen stået stille. Det er turistens drømmeland: Et oprindeligt land uden andre turister! Det selvmodsigende er naturligvis, at det rædselsfulde generalstyre ved sin undertrykkelse af befolkningen er med til at give den vestlige rejsende oplevelser og service, vi ikke kan få andre steder.

Vi kan så trøste os med, at de penge, vi lægger på privatejede hoteller, restauranter og hos de handlende, er med til at skabe omsætning til gavn for befolkningen. Det anslås, at en gennemsnitsturist lægger, hvad der svarer til et tusinde daglønninger. Og bare det, at vi kommer, er med til at åbne et vindue mod verden i et land, hvor alle oplysninger er stærkt censurerede, og aviserne kun bringer nyheder om, hvor godt det går, og hvor glade alle borgerne er for regeringen.

Ædelstensbelagte pagoder
Myanmar modtager kun ca. 200.000 rejsende om året. Af dem er kun ca. 10.000 fra Vesten. Til sammenligning har nabolandet Thailand 15 millioner turister årligt. Det er en forskel, man mærker meget tydeligt. Man kan gå rundt i de største seværdigheder som det gamle kongeslot i Mandalay eller den over tusind år gamle guld- og ædelstensbelagte Swedagon Pagode i Yangon uden at møde andre vestlige turister. Fra Mandalay – som Kipling sjovt nok aldrig besøgte, selv om han gjorde byen verdensberømt med digtet ”Åh, den vej til Mandalay” – er det en fantastisk oplevelse at tage en dagsrejse med flodbåd ned ad Ayeyarwaddy til Bagan – for 1000 år siden landets blomstrende hovedstad, nu et par støvede landsbyer, men med over 2000 buddhistiske templer og pagoder spredt ud over en slette på 40 kvadratkilometer. Gå en tur om morgenen, hvor disen stadig hænger over sletten, og se ud over den endeløse række af tyste pagoder. Alle bygget for at sikre deres bygherre fremgang i næste liv. Det er mageløst.

Kvinder kan ikke blive Buddha
Kvinder i Burma har aldrig levet tildækket og spærret inde i hjemmet som fx. i nabolandet Indien. De deltager i samfundet på alle niveauer, har rådighed over deres egne penge og arver på lige fod med mænd. Kun indenfor religionen er de ikke ligestillet. En kvinde kan, ligegyldigt hvor god hun er, aldrig opnå Nirvana. Hun kan aldrig blive Buddha. Højst kan hun stræbe efter at gøre så mange gode gerninger, at hun genfødes som mand, og så tage den der fra!

Størstedelen af befolkningen er burmanere, men der er mange etniske mindretal og mindst 80 forskellige sprog, selv om burmesisk er det officielle fællessprog.

Oksekærren er stadig det mest almindelige transportmiddel i  landsbyerne, og folk bor stadig mange steder  i smukke men helt primitive huse af træ og bark bygget på pæle uden el eller vand.

Selv i storbyerne er el-forsyningen uregelmæssig, så alle hoteller og større virksomheder og mange private hjem har deres egen generator, som automatisk slår til, når strømmen svigter. Det kan gøre en spadseretur i fx hovedstaden Yangon (tidligere Rangoon) til en noget larmende fornøjelse med en del forhindringer, for de fleste generatorer er placeret ude på fortovet.

Men det vænner man sig til, lige som man lynhurtigt vænner sig til – som de indfødte – altid at gå i klipklappere, så man kan smide fodtøjet, når man skal ind i et hus eller et tempel. Der er ingen grund til at tage dem med. De fås overalt i landet for ingen penge. Og så har man hjulpet den handlende lidt på vej til en dagløn.

Horisont Rejser har forskellige rejser, der indeholder Burma/Myanmar. Alle rejserne tilrettelægges sammen med den lokale dansk-norske samarbejdspartner.

Brugernes mening

Vis profil

Af: Freddy Thorning

Wow, en virkelig spændende og yderst informativ artikel om Burma, der for mig altid har stået som et uopnåeligt rejsemål.
Det skal nu revurderes for nogle drømme skal så absolut realiseres - og Burma fortjener det.

Vis profil

Af: bro

Meget spændende læsning om et land, der jo desværre er meget lukket. Lad os håbe, at sådanne artikler er med til at skabe interesse for et muligt nyt rejsemål - jeg har da noteret mig det som en mulighed fremover. Tak for det!

Du skal være logget ind som SeptemberNet-bruger for at kunne kommentere.

Log ind eller Opret dig