Skønne hatte og huer til din vinterfrakke

FAMILLE
Foto Illustrationsfoto: Colourbox.dk

Det er nu ved at blive rigtig koldt udenfor, og måske har du har allerede fundet den varme vinterfrakke frem, eller måske overvejer du at købe en ny. Trenden i år er specielt:

De lækre, klassiske uldfrakker i et let taljeret snit. De er super lækre og passer fint til både den helt klassiske garderobe og den mere afslappede garderobe. Her kommer det kun an på, hvilken type støvler og andet tilbehør du sætter til.

Parca-coats som både er dejligt varme og ret praktiske. De er rigtig gode at style med de mange grove støvler, der er fremme nu og en strikket hue med matchende tørklæde og vanter. Så er du i hvert fald klar til en flot vinterdag i skoven.

Dun-jakker som jo altid er både varme og praktiske. Som noget nyt i år og til min store glæde er de væsentligt mere taljerede end tidligere og flere mærker har modeller, hvor ”kanalerne” er i vertikale linjer i stedet for de traditionelle horisontale, som ikke gør meget for silhuetten. Så nu kan du få en lækker og supervarm dun-jakke uden at komme til at ligne en Michelin-mand.

Skønne rulamsfrakker eller vintage pels-jakker og –frakker. Rulam får os til at tænke tilbage på 70’erne og det er jo fint i tråd med moden i dag som både henter inspiration fra 50’erne, 60’erne, 70’erne og 80’erne. Lidt sjovt når man her en alder, hvor man kan forbinde en periode fra ens liv til den bestemte periode. Men én ting er i hvert fald sikkert…med pels kan du holde varmen.

Men det er jo ikke gjort med bare frakken eller jakken, der skal også gerne både huer eller hatte, vanter eller handsker og gode varme tørklæder til, for at du rigtig kan holde varmen.

”Jeg sætter min hat som jeg vil” sang Daimi for mange år siden….og ja, I år er der virkelig fokus på alt det lækre tilbehør og specielt, når det gælder hatte og huer, er der et rigtig stort udvalg, så du har alle muligheder for at sætte din hat, som du vil:

De store møllehjul som er super elegante at sætte til de mange flotte uldne frakker i et helt enkelt snit eller til en flot cape. Her skal du gennemføre den feminine stil med lækre skindhandsker og tynde, uldne, lange tørklæder.

De feminine klokkehatte som du kan bruge til både de helt enkle uldfrakker eller de mere feminine modeller med pufærmer og fine kraver eller en lækker vintage pelsfrakke eller -jakke. Her skal du også fuldende looket med skindhandsker og lette, vævede tørklæder.

De maskuline herrehatte er rigtig meget fremme, og dem kan du både sætte til uldfrakkerne eller de mere afslappede dun- eller pelsfrakker eller en af de mange ponchoer eller capes.

De strikkede huer, som tit er i kabelstrik, er super både til uldfrakkerne, hvis du vil have et lidt mere afslappet look og dem kan du også bruge til både dunfrakker, parka-coats og pelsfrakker. Huerne fås som oftest i hele sæt med både luffer og vamsede, strikke tørklæder også i kabelstrik.

Brugernes mening

Du skal være logget ind som SeptemberNet-bruger for at kunne kommentere.

Log ind eller Opret dig