Fatimas hånd – endnu et pragtværk af Ildefonso Falcones

Fatimas_hånd
Foto Omslag til bog

Læste du Havets Katedral med stor begejstring, så venter der dig endnu en god oplevelse i Ildefonso Falcones nye bog Fatimas Hånd, som foregår i Spanien i 1500 tallet.

Igennem tiderne har religionen givet anledning til et utal af krige, sammenstød og kriser – og ja, det er jo desværre stadig aktuelt.

Denne bog belyser konflikten mellem mauerne og de kristne i en tid præget af blodsudgydelser og kun lidt gensidig respekt og forståelse. Hovedpersonen Hernando er uægte søn af en katolsk præst og en muslimsk kvinde efter en voldtægt – dermed er kimen lagt til en kamp for at finde fodfæste i en til tider meget sort/hvid verden.

Begge parter går brutalt til værks, når de har magten, men også personlige agendaer spiller ind på et handlingsmættet forløb, som absolut drager læseren ind i et univers med mauerne, som de store tabere.

Naturligvis oplever Hernando også kærligheden, ja, jeg fristes næsten til en sammenligning med Romeo og Julie, men læs selv bogen.

Det der gør bogen “nutidig” er, at den så hudløst ærligt beskriver de fordomme, som vi også i dag kender alt for godt. Fordomme, der både samler og adskiller forskellige folkeslag i vores tid, en mangel på tollerance vi  desværre fortsat ser eksempler på i alle verdensdele – i Europa, ja, endda i Danmark.

Bogen er velskrevet og en rigtig god fortælling, som gør det svært at lægge bogen fra sig. Selvom bogen efter min opfattelse måske ikke helt når de samme højder som Havets Katedral, så vil jeg absolut anbefale alle med interesse for historie, drama og en god fortælling at læse bogen.

Brugernes mening

Vis profil

Af: Lotte Fløe Marschall

Tak for denne anbefaling - ja, jeg har læst Havets Katedral og var begejstret, så nu må jeg i gang med Fatimas hånd! Mvh. Lotte

Vis profil

Af: Lotte Fløe Marschall

Jeg skylder en tilbagemelding på Fatimas Hånd, som jeg læste på baggrund af Freddys anbefaling. Det er en dyb og god roman, men samtidig beskriver den et stykke Europa historie fra 1500 tallets Spanien om konflikten mellem to kulturer og religioner, som ikke fylder ret meget i historieundervisningen, eller i det hele taget omtales ret meget i dag. Bogens første del omhandler undertrykkelse, lidelse og elendighed, men man kan ikke slippe bogen - man må bare vide, hvad der sker hovedpersonerne. Også en rigtig god indføring i muslimsk kultur og værdisæt. Tak for anbefalingen, Freddy.

Du skal være logget ind som SeptemberNet-bruger for at kunne kommentere.

Log ind eller Opret dig