At få et godt liv

The Rolling Stones - billede fra 2008
Foto Illustrationsfoto: Colourbox.dk

Sundhed er tidens hotteste emne. Der bliver skrevet og talt meget om sundhed, og ikke altid på en særlig spændende måde. Konsulent Carsten Elert, LO Faglige Seniorer, har ved siden af mange andre opgaver stor succes med meget inspirerende foredrag om sundhed.  Hans programerklæring er: Nyd livet, men pas godt på dig selv, og lad være med at blive en gammel, bitter person.

En fed rockmusik kører, mens godt tredive mennesker finder deres pladser i lokalet. Nogle ser desorienterede ud. De har meldt sig til et foredrag om at få et godt liv, og de har tydeligvis lidt svært ved at forbinde musikken med emnet.

Lyden skrues ned, og Carsten Elert, går i gang. Foredraget ledsages af billeder, og ved første billede løftes sløret for det musikalske mysterium. Musikerne, Rolling Stones, toner frem (se billedet ovenfor). De er nogenlunde på alder med tilhørerne, men bestemt ikke så velholdte. På det viste gruppeportræt er alle rynkerne med. Det er slidte ansigter. Men det er også ansigter på mennesker, som i en alder hvor de fleste er pensionerede, fortsat kan lave en musik, der fanger fans fra flere generationer.

Kontrasten til næste billede, en gammel mand der sidder helt alene og hensunket i egne tanker, lægger op til en diskussion om det gode liv og om, at alder nok ikke har så meget med dåbsattesten at gøre. Carsten Elert lægger ikke skjul på, at for ham selv handler det om at få noget fornuftigt ud af tilværelsen. – Måske bliver det et langt liv, siger han, men det bliver i hvert fald et indholdsrigt liv. Hans råd er: Nyd livet, men pas godt på dig selv, og lad være med at blive en gammel, bitter person.

Når vi taler om det gode liv, spiller både arv og miljø nogenlunde lige meget ind, fortsætter han, og for at ingen skal være i tvivl om, hvad forskellen er, anskueliggøres det med to billeder: Først et af to mænd, der begge har arvet nogle usandsynligt store ører. Miljøet er repræsenteret af  en kvinde, som har fået peppet sin barm voldsomt op med adskillige kilo silikone.

Og så til sundheden

Efter at tilhørerne har grinet af, er alle 100% med og parate til det mere sundhedsfaglige stof: Rygningens farer, kostpyramiden, spis varieret, spis grønt, spis fisk, drik rigeligt, pas på det animalske fedt o.s.v., o.s.v. De ernæringsmæssige råd, der suppleres af delikate madbilleder, følges op en grundig dokumentation af motionens betydning for både liv og velvære, samt det gode råd: Gå en tur med hunden, også selv om du ingen har. Det gør dig både sund, glad og afslappet!

Selv om foredraget giver mange detaljerede råd, bliver det hverken tørt eller docerende. Deltagerne er hele tiden med og en stor del at tiden går med spørgsmål og svar. Her er ingen løftede pegefingre. Man skal ikke være fanatiker, siger Carsten Elert, hvem gider for eksempel spise æblekage uden flødeskum eller rundstykker uden smør.

Det menneskelige fællesskab har også enorm betydning for vores sundhed, og her gælder det ikke kun det, der på nudansk hedder at holde sit netværk ved lige. Det gælder også det helt nære: Kærlighed og sex har ingen alder, og det kan ikke bruges op, fastslår Carsten Elert.

Sådan begyndte det

Carsten Elert er cand. techn. Soc. fra Roskilde Universitet, og har deltaget i flere forskningsprojekter om mad. Da Ældremobiliseringens projekt ”Mad, motion og sociale fællesskaber” blev søsat i 2008, var det derfor nærliggende at bede ham om at deltage som underviser. Kort fortalt gik projektet ud på at tilbyde interesserede ældre undervisning, om mad og sundhed, så de bagefter kunne gå ud i deres eget netværk som en slags ”ambassadører”  for en sundere levevis. – Min opgave var sammen med en bager at  demonstrere sund mad i både teori og praksis.  Bageren var ikke særlig god til at snakke, og jeg var ikke særlig god til at bage, så vi supplerede hinanden godt, lidt i retning af Conrad og Axel i fjernsynet i gamle dage.

- Jeg skulle egentlig kun fortælle om god mad, men den blev efterhånden udvidet til en snak om det gode liv, og det var naturligt, at jeg senere fortsatte med temaet i vores egne klubber i LO Faglige Seniorer. Jeg er altid blevet godt modtaget, men jeg må da indrømme, at alle ikke er lige nemme at overbevise. En gruppe seniorsmede, der hele livet har været vant til god – og fed – dansk mad, er f.eks. ikke altid helt forstående for glæden ved grøntsager og lange motionsture, griner Carsten Elert.

 

Denne artikel har været bragt i Seniorernes blad fra Pensionisternes Samvirke og bringes med tilladelse herfra.


Brugernes mening

Du skal være logget ind som SeptemberNet-bruger for at kunne kommentere.

Log ind eller Opret dig