Lørdag d. 24. September 2011, kl. 08:36

En kold januarmorgen i 1944 ankommer den 19 årige franske pige Arlette Levi til KZ-lejren Auschwitz-Birkenau, den  nazistiske udryddelseslejr i det sydlige Polen. Lejren blev i 1941-42 bygget med det ene formål at udrydde jøder enten ved gasning i gaskamrene eller ved umenneskeligt hårdt arbejde, udmattelse og sult.

Efter en lang togrejse, tætstuvet i kreaturvogne, stiller Arlette ved ankomsten til lejren op på række  sammen med  de øvrige jødiske kvinder og børn for at blive vurderet. Børnene og de svageste kvinder til venstre, de bliver læsset på lastbiler og kørt direkte til gaskamrene. De stærkeste til højre, de bliver stillet op på fem rækker og ført til arbejderbarakkerne.

Kun de fanger, der skulle arbejde, blev registreret og fik et nummer tatoveret på armen. Arlette fik nummer 74.853.

Bogen fortæller nøgternt og med let distance om de mange rædselsvækkende hændelser i lejren og umenneskelige arbejdsforhold i udekommandoerne. Vi får ikke grusomhederne direkte beskrevet og udpenslet, men er hele tiden meget bevidste om, hvor grufuldt det har været.

Ca. 1 million jøder omkom i Auschwitz-Birkenau.

Efter krigen fortalte Arlette ikke om sine forfærdelige oplevelser heller ikke til sin nærmeste familie. Hun lukkede en dør til denne periode af sit liv, en dør som først blev åbnet efter 40 år. Årsagen var, at den franske politiker Jean-Marie Le Pen i 1990’erne førte sig frem med påstande om, at Holocaust aldrig havde fundet sted. Da følte Arlette sig forpligtet til som en af de allersidste overlevende at stå frem og fortælle sin historie, for som hun selv siger: ”Snart vil der ikke være flere tilbage, der kan fortælle, hvad der hændte.”

Når endnu en ny bog om jødeforfølgelserne under 2. verdenskrig udkommer, vil mange nok mene: ”Åh nej, ikke nu igen.” – Men jo, vi skal også læse denne her, og med påstande som nævnt ovenfor er det en nødvendig bog, der væver Arlettes personlige beretning ind i den store historie om krigen og nazisternes systematiske jødeudryddelse.

Arlette Levi Andersen har aldrig haft problemer med at vise sin tatovering 74.853. Hun har aldrig ønsket at få den fjernet. Den tatovering har været en del af hendes liv, siden hun som ganske ung studerende blev deporteret til Auschwitz-Birkenau.

Arlette Levi Andersen blev i 1951 dansk gift og flyttede til Danmark. Hun har i mange år  været  gymnasielærer i fransk på Fredericia Gymnasium og bor stadig i Fredericia.