Jeg havde en drøm…(2. del)

The future
Foto Illustrationsfoto: Colourbox.dk

Fortsættelse.. 2 del. (læs også 1. del)

Pludselig så jeg, at der kom et stort, hvidt “klæde” dalende ned til mig fra himlen. Jeg greb fat i det og klamrede mig til det, med begge hænder, skønt mine forfrosne fingre havde svært ved at holde fast.

Det lykkedes mirakuløst. “Klædet” virkede som en faldskærm og tog farten af mit spring. Stille dalede jeg nu ned mod dybet, langt under mig. Jeg var pludselig helt tryg.

Jeg kunne nu se, at jeg ville lande på en grøn plæne i en lysning i en skov. Jeg rejste mig op, stadig drivvåd og så mig undrende omkring. Det var det smukkeste sted, jeg nogensinde havde set. Græsset var fløjlsblødt og et væld af blomster stod mellem træer og buske. Alting lyste i de klareste farver.

Luften var mættet af duften fra blomsterne. Kun fuglenes sang brød stilheden. Ikke et menneske var at se. Solen skinnede nu fra en fantastisk, blå himmel og varmede min forfrosne krop. Jeg satte mig ned i græsset og mit blik gled opad. Op til afsatsen, uendeligt højt oppe, hvor jeg lige havde stået. Jeg så de mørke skyer tage flugten over bjergkammen. Jeg gyste.

Pludselig fik jeg øje på en lille skikkelse, der stod helt stille, midt i de vidunderlige blomster. Det lignede Paradis, som jeg kan forestille mig det. Jeg rejste mig langsomt og gik nærmere, så nu det var en lille pige med mange lyse krøller. Hun havde en lysegul kjole på og bare tæer. Hun stod og fulgte mig med øjnene, da jeg gik tættere på.

Så trådte hun ud af blomsterhavet og rakte de små, buttede arme op mod mig, idet hun sagde “Hvorfor kommer du først nu. Jeg har ventet længe på dig”. Instinktivt løftede jeg hende op og så

smilede hun til mig. De mest fantastiske blå øjne, omkranset af lange, mørke vipper, så ind i min sjæl. En tåre glimtede på hendes kind. Så  lagde hun armede rundt om min hals og jeg kyssede hendes lille runde kind. og hviskede. “Hvad hedder du og hvor kommer du fra?”Hun svarede ikke, men knugede sig ind til mig.

Så vidste jeg det bare. Vidste hvad hendes navn var. “FUTURE” hviskede jeg i hendes øre.

“Du hedder “FUTURE”. Jeg vidste instinktivt, at vi hørte sammen. For altid.

Sammen gik vi ud i solskinnet.

——-

Jeg lå med lukkede øjne, mens jeg langsomt vågnede. Genkaldte mig drømmen og ønskede jeg kunne blive der lidt endnu. For mit indre øje så jeg dette vidunderlige sted igen. Hvor var den lille pige mon? Jeg følte mig så lykkelig og lettet. Som født på ny. Helt tryg ved fremtiden.

Jeg vidste nu, at jeg havde fået et varsel. Sikkert fra min skytsengel. Et godt varsel om, at jeg roligt kunne og skulle, springe ud i det uvisse. Det ville gå godt.

Det gik op for mig at “FUTURE” var et symbol på en ny og hidtil ukendt side af mig selv, som jeg skulle lære at kende. Så jeg bedre kunne takle de fremtidige krav og forventninger i et nyt job.

VARSLET TALTE SANDT.

Jeg skulle til jopsamtale kort tid efter og var fuld af selvtillid, da chefens sekretær tog imod mig.

Allerede da jeg gik op af trapperne i det store, flotte nye kontorhus inde ved kajen i København, vidste jeg, at her skulle jeg arbejde i receptionen. Ganske rigtigt.

“Det er dig vi skal have” sagde sekretæren smilende og rakte mig hånden, da jeg var til samtale nr. to. “Jeg vidste det med det samme, da jeg så dig. Det er ellers ikke ansøgere, vi mangler, der er over hundrede.”

Jeg smilede og følte en uendelig taknemmelighed og styrke og tro på mig selv. Jeg vidste jo det ville ske og det ville gå godt.

Det viste sig at være et drømmejob, med udsigt over havnen fra mit skrivebord.

Jeg er glad for at jeg mødte “Future”.

DER ER MERE MELLEM HIMMEL OG JORD.

Det er en autentisk oplevelse.

Jytte Westendahl.

Brugernes mening

Du skal være logget ind som SeptemberNet-bruger for at kunne kommentere.

Log ind eller Opret dig