Mandag d. 15. August 2011, kl. 20:13

Jeg var blevet sagt op på min arbejdsplads. “Besparelser” sagde de.

På det tidspunkt var jeg 56 år gammel og sad nu med en fornemmelse af håbløshed og angst. Jeg havde aldrig prøvet at stå uden arbejde før.

I erkendelsen af, at det ikke bliver nemmere at få job med alderen, var jeg selvfølgelig ikke særlig optimistisk.

Ville jeg få et job igen, og kunne jeg så omstille mig til det nye?

Så havde jeg en drøm

Jeg stod på en smal afsats, klinet op ad en bjergvæg og så ned i en dyb afgrund, omkranset af høje, nøgne, stejle bjerge. Der var uhyggelig langt ned til bunden af kløften, som jeg kun lige kunne ane.

Det var et frygteligt uvejr. Det stormede voldsomt. Himlen var sort af tordenskyer og lynene flænsede himlen uafbrudt. Efterfulgt af øredøvende tordenbrag. Det var lige over mit hoved.

Regnen styrtede ned. Mit tøj klæbede til min krop og jeg frøs. Vandet fra mit våde hår løb ned i mine øjne og slørede mit syn.

Jeg pressede mig op af bjergsiden, så meget jeg kunne på den smalle afsats, som næppe var mere end 30 cm bred. Et anfald af svimmelhed overfaldt mig, og jeg svajede faretruende ud over kanten.

Så lukkede jeg øjnene et sekund og bad til at et mirakel ville ske. Jeg kunne ikke holde gråden tilbage og hulkede af angst. Vidste at der kun var een vej væk.

At hoppe ned i afgrunden

Så skreg jeg min angst ud i tomrummet og hørte ekkoet fra bjergene. Det var skræmmende. Ingen kunne høre det. Jeg var helt alene. Så åbnede jeg langsomt øjnene og så skrækslagent ned på afsatsen igen, i håbet om, at den var bredere end jeg huskede den. Skuffelsen var ubeskrivelig, da den grusomme sandhed gik op for mig.

Regnen strømmede som små floder i de mange smalle sprækker i bjerget og gjorde afsatsen fedtet og glat. Jeg famlede bag min ryg for at finde et lille hul eller en sprække, som jeg kunne holde fast i — men der var intet. Kun en glat bjergvæg.

Tankerne hvirvlede rundt i mit hoved. Skulle jeg virkelig dø nu? Havde livet ikke mere til mig?

I min paniske angst måtte jeg erkende, at der ikke var nogen vej tilbage… Jeg blev nødt til at springe ud i intetheden….. bare få det overstået.

Jeg ved ikke, hvor lang tid der gik. Jeg rystede af kulde, og stormen rev og sled i mit tøj, som for at rive mig ud i afgrunden.

Jeg prøvede at overtale mig selv til at springe. Hvorfor trække det i langdrag?

Der var ikke andre muligheder

Så tog jeg mig sammen. Med en dyb indånding og lukkede øjne sprang jeg.

I rasende fart faldt jeg. Bare faldt og faldt. Lufttrykket og kulden tog vejret fra mig. I mit stille sind tog jeg afsked med livet….

Fortsættes i 2 del

Jytte Westendahl