Shantaram
Vil du læse en spændingsroman, der byder på action, kærlighed, troskab, sorg, lidelse og historie samt en masse perspektiver på livet og meningen med det hele? Shantaram er en fantastisk spændende roman, der er skrevet af Gregory David Roberts – en australsk forfatter, der flygtede fra et australsk topsikret fængsel, hvor han sad inde med en dom på 19 år for væbnet røveri og heroinmisbrug. Romanen skildrer altså forfatterens egen personlige historie og er en selvbiografi.
Hvordan han kom fra et familieliv til dette kriminelle liv, vil jeg ikke afsløre. Hvordan han kom fri af fængslet heller ikke. Men efter flugten var det umuligt for ham nogen sinde at vende tilbage til Australien, og han valgte med flugten samtidig at sige farvel til sin datter og resten af sin familie, som han aldrig ville gense.
Romanen handler egentlig mest om tiden efter fængslet, hvor vores hovedperson, der tager det nye navn ”Lin”, gemmer sig i slummen i Bombay og skaber sig et helt nyt liv. Og den handler om de hjertevarme og altid smilende men også meget fattige mennesker, han omgiver sig med. Han vælger næste hver gang at møde sine nye bekendtskaber med tillid, og hans meget nære venner og nye familie giver ham navnet ”Shantaram”, der betyder fredens mand.
Handlingen foregår i 80’erne og skildrer også de politiske og kriminelle magtstrukturer i Bombay – særligt mafiaen, som Lin også kommer i nærkontakt med.
Det er en meget spændende bog, som man har svært ved at lægge fra sig, når man først har begyndt. Den er lang – over 800 sider – der er relativt tætskrevet, så den fortjener at blive læst henover en periode, hvor man ved at man har god tid til at læse. Jeg har læst den denne sommer, og jeg kan varmt anbefale bogen, der er hoppet direkte ind på min liste over bedste bogoplevelser! Den blev udgivet i 2003, så måske har du læst den allerede og har en kommentar?
Brugernes mening
Du skal være logget ind som SeptemberNet-bruger for at kunne kommentere.
Log ind eller Opret dig