Vandring i Norge – hvad går man ind til?
Ømme fødder fyldt med vabler, kramper i benene og en udsigt, der kan tage vejret fra enhver. Vagabond tog på en 70 kilometer lang vandretur i Peer Gynts rige og blev belønnet med smuk natur, imponerende udsigt, larmende stilhed og en fysisk form, der blev bedre dag for dag. Men hvad kræver det egentlig at holde aktiv ferie på fjeldet som nordmændene?
Kan jeg klare det?
Man behøver absolut ikke at være i super fysisk form for at kaste sig ud i sådan en vandretur. Denne artikels kvindelige signatur er 50 år gammel, ikke-ryger med et fitness niveau lidt over det danske gennemsnit. Den mandlige halvdel er 58 år, ryger, vejer 15-20 kilo for meget – og fitness er en by i Sibirien. Vi deler en begejstring over smuk natur, så selv med forskellige fysiske forudsætninger, eller mangel på samme, var turen en stor oplevelse.
Vi startede de nye daglige udfordringer sammen – en af os med mere ømme fødder, flere vabler, og flere kramper end den anden – vi navigerede sammen, vi kæmpede os gennem strabadserne sammen, og vi kom helskindet frem til hver dags nye og spændende overnatningssted – stadig sammen, men indrømmes skal det, i forskellig fysisk forfatning. Han-delen kom dog efter det på tredjedagen, og på fjerdedagen var de største niveauforskelle i kondition (næsten) udlignet.
Find vej
Med som en del af pakken er et glimrende kort i målestok 1:50.000 – 1 centimeter på kortet er lig med 500 meter i naturen. Det kommer du langt med, hvis du ellers kender forskel på nord og syd og kan definere sådan nogenlunde, hvor du er. Som en ekstra hjælp er stien afmærket, både med skilte og med gul maling. Vi fandt et par skilte, der enten lå på jorden eller havde fået en på hovedet af regn eller storm og derfor vendte forkert. Skiltene har dog altid påført navnet på stedet, hvor de står.
Følg derfor den gule maling og hav stor tillid til den. Den er at finde i form af gule klatter, tilsyneladende spredt skødesløst på tilfældige sten langs ruten – og oftest helt nede på jorden. Smart tænkt af malersvendene. Det er alligevel helt nede ved jorden dine skakspillerøjne har deres fokus, hvis du da ellers kan holde øjnene fri for sved. Oppe i højderne har de gule klatter ofte form som et kors – måske en ærbødig hilsen til dem, der aldrig kom længere…………
En tur i vandland
Stien følger ofte bække, som grundet enorme mængder smeltevand og regnfald i sommeren 2008 mere var at sammenligne med Niagara Falls. Vær derfor forberedt på smat og pløre og mindre vandforhindringer undervejs – alle forhindringerne er dog til at krydse via sten, udlagte brædder eller træstiger. Gode og tilgåede og vandskyende vandrestøvler gør fornøjelsen endnu større.
Du bestemmer selv
Det gode ved denne rejseform er, at man aldrig ved, hvad dagen bringer. Du kan have alskens forventninger til dagens rute og skatten for enden af regnbuen, men efter 15-20 kilometer op og ned ad Rundetårn, så bliver bare det at komme frem til et varmt brusebad den ultimative oplevelse og belønning.
Du er selv herre over den start på dagen, morgenmadsbuffeten tilbyder. Du er selv herre over de energifremmende tilskud i form af mad og drikke, du vil slæbe med i din rygsæk. Du er selv herre over tempoet og dermed ankomsttidspunktet. Og du ved, at der er et godt værelse, et bad, forfriskninger og et solidt måltid ved vejs ende – og så kan vi for øvrigt skrive under på, at alle i receptionerne undervejs kigger på dig med medlidende blikke, mens deres diskant-norske stemmer næsten bæver af beundring, når de byder: ”Velkommen”. Og så har du 12-15 timers pusterum, inden fødderne igen skal plastres, musklerne genoplives og en ny dags oplevelser i de barske fjelde truer.
Bo og spis godt
Overnatning foregår som regel på klassiske højfjeldshoteller. De ligger oftest på syd- og vestvendte skråninger og uden undtagelse med fantastiske panoramaudsigter. Flere af hotellerne har indendørs swimmingpool og badstuer og sauna til fri afbenyttelse.
Arrangørernes pakke inkluderer som regel halvpension og madpakke, som man selv smører hver dag inden afgang.
Hotellerne serverer aftensmad f.eks. buffet eller som en tre retters menu. Maden er generelt fremragende – og solid.
Læs om Vagabonds oplevelser på den 70 km lange tur, der bød på udsigt til Rondane Nationalpark i nord og Jotunheimen med Norges højeste bjerg, Galdhøpiggen, i vest: I Peer Gynts fodspor.
Denne artikel har tidligere været bragt i Danmarks største rejsemagasin Vagabond Rejs. Læs mere om Vagabond Rejs ved at besøge www.vagabond.info
Brugernes mening
Du skal være logget ind som SeptemberNet-bruger for at kunne kommentere.
Log ind eller Opret dig