Jakob

Jakob

Flemming Jensens bog ”Jakob” var ikke mange sider gammel, før jeg fornemmede, at den bog havde jeg læst før.

- – – Flemming Jensen fortæller historien om den danske skolelærer Martin, der som ung, nyuddannet lærer har fået stilling på et lille grønlandsk udsted. På båden til Grønland møder han drengen Jakob, der har været i Danmark en tid og nu skal tilbage til sin familie i Grønland. Det viser sig at være netop det samme lille udsted, hvor Martin skal være lærer, og han kan følge Jakobs hjemkomst og hans tilværelse derhjemme på nærmeste hold.

Jakob er et af de 22 grønlandske børn, der blev udvalgt og sendt til Danmark i begyndelsen af 1950’erne for at lære det danske sprog og den danske levemåde. Mange grønlandske børn levede på den tid under kummerlige forhold, og man ønskede at hjælpe disse børn ved at ”fordanske” dem. Det var et eksperiment, som på ingen måde havde en lykkelig udgang.

Ved siden af historien om Jakob, der ender helt katastrofalt, fortæller Flemming Jensen med stor kærlighed og lune om grønlandske forhold og skikke, gennem små og store tildragelser beskriver han den storslåede natur, og grønlændernes venlighed. og hjælpsomhed.

Udstedets beboere skaffer lynhurtigt den nyankomne lærer en 6-7 hunde og hvad der ellers hører sig til af udstyr, og viser ham, hvordan man styrer et spand hunde. Martins første slædekørsel på egen hånd vækker i al sin ubehjælpsomhed stor jubel hos  beboerne, der opmærksomt følger slagets gang.

Flemming Jensen fortæller veloplagt den ene morsomme episode efter den anden om  den unge lærers liv i Grønland. Det gør bogen levende og meget underholdende, men … det er beretningen om Jakob, der er bogens ærinde, og den er alvorlig, – meget alvorlig. – – -

Flemming Jensen skrev i 1999 bogen ”Imaqa”, der betyder måske, og i 2005 ”Den skyldiges uskyld.” Det er gendigtningen af de to bøger, der i dag er udgivet under titlen ”Jakob.”

 

 

Brugernes mening

Du skal være logget ind som SeptemberNet-bruger for at kunne kommentere.

Log ind eller Opret dig