Torsdag d. 24. Marts 2011, kl. 12:23

Skrevet af den Libanesiske filosof, digter og maler Kahlil Gibran (1883 – 1931)

Jeg var til et bryllup i dag, hvor der blev læst et digt op. Digtet siger, hvor vigtigt det er at opretholde en vis afstand og blive ved med at være sig selv for at kunne komme hinanden i møde i et modent kærlighedsforhold.

Det handlede om, at et ungt par spurgte profeten om, hvordan man kunne leve sammen, det lød sådan her:

Lad der være afstande i jeres samvær, og giv plads for himlens blæst imellem jer.

Elsk hinanden, men gør ikke kærligheden til en lænke: Hellere må den være et hav i bevægelse mellem jeres sjæls kyster. Skænk for hinanden, men drik ikke af samme kop. Byd den anden af dit brød, men spis ikke af samme stykke.

Syng og dans sammen, og bring glæde, men I må også kunne være adskilt, ganske som luttens strenge er adskilte og dog sammen skabe musikken.

Giv jeres hjerter, men ikke i hinandens besiddelse. For jeres hjerter kan kun rummes i livets hånd. Stå sammen, dog uden at stå hinanden for nær: For templets søjler er adskilte, og egen og cypressen vokser ikke i hinandens skygge.