Niceville

Kopi af Niceville 001

En bemærkelsesværdig bog fra 60’ernes Mississippi. Den nye racelov, som ophæver ad­skillelse mellem farvede og hvide er netop gennem­ført. I New York flokkes den farvede befolkning i begejstring om store lederskikkelser som Martin Luther King.

I staten Mississippi derimod har den hvide befolkning meget svært ved at ac­cep­­tere den nye lov, og  samfundet holdes strengt opdelt i farvede og hvide. Farvede tjenestefolk be­handles og betragtes fortsat som de hvides ejendom, og Ku Klux Klan hærger stadig.

I denne stemning af frygt og mistro har en ung hvid kvinde Miss Skeeter, der forsøger at få gang i en journalistkarriere, besluttet at skri­ve en bog om de farvede kvinders hverdag og tilværelse. Farvede kvinders lod var på den tid i Sydstaterne at være tjenestepiger og barnepiger for velhavende hvide familier, hvis de da var så heldige at have et job i det hele taget.

Vi følger i begyndelsen to tjenestepiger Aibileen og Minni, men  senere kommer flere til, og i dybeste hem­melighed og for nedrullede gardiner fortæller de fulde af frygt om ud­nyt­telse, under­trykkelse, falske beskyldninger og ydmygende hån. Men de fortæller også om stor og gengældt kærlighed til de hvide familiers børn, som de pas­ser fra helt små.

Det er en rørende og gribende bog, men sine steder også humoristisk. Den er skræm­men­de i sin fortælling om frygtsomme men stærke kvinder, der fortæller deres historie med livet som indsats, – og den foregår i 60’ernes USA, det er kun 50 år siden.

Niceville lå kort efter udgivelsen i 2009 nr.1 på bestsellerlisten i USA.

Brugernes mening

Vis profil

Af: Lotte Fløe Marschall

Nu har jeg også læst Niceville. Super god bog som er svær at slippe. Og jeg synes det er skønt at læse verdenshistorie på den måde - gennem en god roman. Den kan anbefales at putte i tasken til sommerferien!

Vis profil

Af: Brit Pogel

Den må være god, for der er 2-3 måneders ventetid til den på biblioteket.:-(
Brit

Du skal være logget ind som SeptemberNet-bruger for at kunne kommentere.

Log ind eller Opret dig