Forårstrends

Forårsmoden 2011
Foto Illustrationsfoto: Colourbox.dk

Efter en lang, hård og endnu ikke helt overstået vinter, er de første forårsvarer på vej til butikkernes hylder. Det er jo altid spændende at se, hvad en ny sæson byder på. Selvom moden er blevet mere glidende sæson for sæson, end den var før i tiden, hvor man tydeligt kunne se, om det var f.eks. bukserne fra sidste sæson, så er der altid nogle nye tendenser, som ikke var der sidste år.

Dette forår bliver stilen generelt meget feminin. Så selvom der også er tale om maskuline modeller som blazere og “herrebukser” er der alligevel altid et feminint touch over det hele. Det kan være et bindebånd i taljen på bukserne i stedet for et bælte, at blazeren er meget taljeret eller at trenchcoaten er i en flot koral farve. De 5 vigtigste trends er:

“Rigtige bukser”
Efter det i mange år nærmest har været umuligt at finde smarte bukser, hvis ikke lige man ville have jeans, er der nu igen fokus på “rigtige bukser”. Det er de højtaljede herremodeller, som enten har vide eller smalle ben.
Læggene ved linningen er også tilbage igen og du kan style dem feminint med et bindebånd i taljen i stedet for et bælte og med et par flotte pumps.

Disse modeller kræver selvfølgelig, at du har talje og har du ikke det, kan du med fordel vælge de lidt mere enkle modeller, som sidder glat over hofter og mave og som sidder lidt længere nede på hofterne.

Flæser
Som nævnt ovenfor er forårsmoden meget feminin, og kan man finde noget mere feminint end flæser? Måske synes du “det er for meget”, men når flæserne sidder på en rå ruskindsjakke eller en grov strikjakke virker, det lige pludselig ikke så tutte-nuttet men bare superflot, så her kan selv de lidt mere rå typer være med.
Er du til det meget feminine, kommer der også masser af kjoler og bluser flæser i fine lette materialer som f.eks. chiffon eller lette jersey stoffer.

Store smykker
Alle smykker er generelt meget store dette forår. Det gælder både de mange flotte øreringe, som hænger, de lange halskæder med enten en enkelt eller flere kæder, de meget store fingerringe, som virkelig er et hit og de store brede armbånd. Smykker er helt fantastiske at style med, og du kan totalt skifte udtryk på et sæt tøj ved blot at tage nogle andre smykker på. Udnyt dette tip hvis du i løbet af dagen skal til 2 eller flere arrangementer, hvor du ikke kan nå hjem og skifte tøj ind imellem. Et par flotte sko og nogle spændende smykker kan få selv det mest enkle sæt tøj til at se forrygende ud.

Bløde basis farver
Basisfarverne er forholdsvis douce i dette forår og spænder lige fra den helt lyse kitfarvede over beige og camel til armygrøn. Det er farver, som kan være lidt svære, hvis du har den traditionelt lyse skandinaviske hudfarve, så her vil det være optimalt at tilsætte et ekstra pift i en af de farver som giver glød til dit ansigt.

Den vigtigste accentfarve er koral, som er en varm farve og som netop giver fint liv til basisfarverne. Vi kommer dog til at se den røde farve lige fra brændt orange over flere nuancer af koral til den helt klare røde og den meget douce og lidt kølige gammelrosa.

Fokus på taljen
Efter jeans og bælter i mange år har hængt på hofterne, er taljen på både jeans og bukser nu rykket længere op – for mange modellers vedkommende helt op i taljen.

Så har du en slank talje, er der al mulig grund til at udnytte den nye trend og finde de flotte bælter frem. Der kommer bælter i alle bredder lige fra de helt smalle til de meget brede bindebælter, så du har alle muligheder for at finde nogle til netop din stil.

Har du ikke så meget talje, så brug i stedet de mange flotte smykker til at style med eller vælg som tidligere nævnt modeller, som hænger lidt nede på hofterne.

Gengivet med tilladelse fra 10 min Styling www.10minStyling.com

Brugernes mening

Du skal være logget ind som SeptemberNet-bruger for at kunne kommentere.

Log ind eller Opret dig