Tre gange skotsk luksus

Scotland - Roman Camp
Foto Vagabond.info

Skotland har aldrig stået øverst på min liste over steder, jeg absolut måtte besøge. Hvorfor skulle jeg det? Jeg spiller ikke golf og jeg bryder mig ikke om whisky. Jeg trives ikke i gråvejr og regn, og rapporter om det skotske køkken har heller aldrig fået mundvandet til at løbe. Men jeg lod mig overtale af min bedre halvdel, som ”havde hørt anderledes”, og så ”kunne vi jo også besøge de historiske steder relateret til Rob Roy og Braveheart og heltene fra barndommen og ungdommen, Walter Scott og Robert Burns”.

Vi anskaffede rejsehjemmel med Sterlings nye effektive (lavpris)rute fra Købehavn til Edinburgh i august 2007. Vi lejede en bil i fem dage og bestilte værelser på tre hoteller, som var blevet os kraftigt anbefalet, dels på grund af beliggenhed og atmosfære og dels for deres fremragende køkkener. Jeg blev ikke skuffet. Det regnede i to timer på turen, der var masser af skyer, men solen tittede ofte frem. Vi var omringet af golfbaner, der var whisky overalt og det skotske køkken er FREMRAGENDE.

Greywalls
Når den store golfturnering British Open afholdes på Muirfield, en af Skotlands legendariske golfbaner, er tee off på det 10. hul lige ud for terrassen på Greywalls, et pragtfult ”country-house-hotel” med 23 værelser. Bygningen er fra 1901 og har været i familien Weavers eje siden 1924. Siden 1948 har Greywalls været drevet som hotel, og ejeren og chefen hedder Giles Weaver. Greywalls ligger ved den lille by Gullane, omkring 30 kilometer øst for Edinburgh lufthavn. Der er 10 golfbaner inden for en radius af otte kilometer, Muirfield er klassikeren, og Greywalls er ”Muirfields hotel”. De har boet her alle sammen. Alle de store golfmestre. Væggene i entreen er overhængt med fotografiske beviser på stjernernes ophold. Jack Nicklaus i værelse 1, Lee Trevino i nr. 24, Arnold Palmer i nr. 16, Tom Watson i nr. 26, Tony Jacklin i nr. 9, Nick Faldo, Gary Player, Ben Crenshaw, Greg Norman og sidst Ernie Els i værelse 17.

Intet ”gråt” over Greywalls
Haven omkring Greywalls er et kapitel for sig. Roser og alperoser, georginer, lavendler og Skt. Hans-urter og hortensiaer er klippet og nusset og plejet og rettet ind til både højre og venstre. Et orgie i farver og dufte og det hele omringet af græskanter, der er tæsket som pressefolderne i bukserne i reklamerne fra Tøjeksperten i 1970´erne. Mellem terrassen og Muirfield er en stor putting green, som ser ud, som var den klippet med en neglesaks, ren grøn velour. Her kan hotellets gæster prøve deres færdigheder udi putningens vanskelige kunst, mens de nyder 180 graders panoramaudsigt over Muirfields greens og fairways, fjorden Firth of Forth og højdedragene på den anden side.

En udsigt, der kun forstyrres af golfspillerne på deres afdæmpede og målrettede vandring fra hul til hul og fra udfordring til udfordring på denne bane, der af eksperter betragtes som en af de skrappeste i verden. Ingen adgang til banen uden tid, og ingen tid uden aftale med Muirfields sekretariat. Vi lod os dog fortælle, at Greywalls ”helt uofficielt” råder over nogle starttider visse mandage (om formiddagen) og fredage (sidst på eftermiddagen) – som selvfølgelig er forbeholdt ”hotellets bedste gæster”. Vi spiller ikke golf, så vi pressede ikke chefen for en nærmere definition.

Smukt skotsk køkken
Få en drink ude på terrassen, hvis vejret tillader det, eller nyd en forfriskning før middagen i biblioteket i en af de dybe engelske sofaer med store puder og hynder og foran den knitrende pejs. Vi var heldige. Solen skinnede gennem skyerne og vore Gin Tonics blev ledsaget af en betagende solnedgang over Muirfields imponerende kulisser. Menuen i den stilige restaurant koster £45 og er alle pengene værd. Først tre små hapsere, og så er der frit slag mellem fem forretter, fem hovedretter, fem desserter og slut af med budding eller ostebord med 12 specialiteter, ko og får og ged, faste og cremede fra både Frankrig og Italien og et par enkelte lokale, fx én lagret i Iona whisky.

Udvalget af forretter var varieret og det var svært at vælge. Vi fik ravioli med hummer serveret i en suppe af tomat med småhakkede æbler og majroer – og trøffelsuppe med asparges og salat af vagtelæg.  Som hovedret valgte vi oksekød og lam. Chefkok David Williams hofnummer er en ”Seven-hour-brisket”, et stykke okse-tykbryst, der har småsimret i syv timer. Det serveres med en elegant og lækker choucroute, en luftig kartoffelmos og garneres med tre næsten røde strimler Angus oksefilet, mørt som sorbet! Lammeretten var mørbrad med en pragtfuld canneloni af velbraisseret lammeskank og lækre sprødstegte små gulerødder. Til dessert valgte vi dels en kirsebær soufflé med chokoladesnask og dels en stor hindbær-tallerken med sorbet og flødeskum mellem to lag fragilité og overlæsset med friske, modne, søde, saftige og spændstige, mørkerøde hindbær

Stort udvalg af gode vine
Greywalls har et imponerende vinkort og priserne er rimelige efter danske forhold. Der er adskillige kendte producenter fra hele verden og flere af dem er repræsenteret med op til flere årgange. Husets vine, Greywalls Selection, består af hver fem hvide og røde til omkring £20 per flaske. Kortet har et stort udvalg af rødvine fra Bordeaux, inklusive flere af de meget fornemme, fx Petrus i flere årgange, den dyreste fra 1966 til den nette sum af £2000. Vi valgte en let afkølet Morgon (Jean Descombes) fra udvalget af Beaujolais til £22, og så flottede vi os med ½ flaske Taittinger champagne til £24, som gik glimrende med både trøffelsuppen og raviolien.

Er man til god champagne, sælges Dom Perignon i årgang 1998 for £135, og skal den søde tand have lidt medspil, fås også en Chateau D´Yquem 1943 til £1500. www.greywalls.co.uk

Walter Scott og Robert Burns
Når man bevæger sig 40 kilometer mod syd fra Edinburgh, kommer man ned til områderne Borders med de bølgende højdedrag i øst og Dumfries og Galloway med deres forrevne bjergtoppe i vest. Her er nok at tage fat på for den historieinteresserede. Hver lille by synes at have sin borg, sit kloster eller sit gamle hus, og alle fortæller de en eller anden historie om de voldsomme konflikter mellem skotterne og englænderne. Walter Scott (se boks) boede i Abbotsford House, lidt vest for Melrose. Han ligger begravet i klosterkirken i ruinerne af Dryburgh Abbey, sydøst for Melrose. Ikke langt fra klosterruinen ligger Eildon Hill med god skiltning til Scotts foretrukne udflugtsmål, nu kaldet Scott´s View, og en imponerende udsigt over området og Tweed-floden. I den hyggelige lille by Melrose ligger de smukke ruiner af cistercienserklosteret Melrose Abbey, bygget i 1136 og ødelagt af englænderne i 1544.

Umiddelbart ved klosterets nordlige ende er et balsameret hjerte begravet og markeret med en sten. Alt tyder på, at hjertet tilhører Robert the Bruce (1274-1329), en af Skotlands helt store frihedshelte og William ”Braveheart” Wallaces samtidige. Yderligere 100 kilometer mod sydvest ligger Dumfries og det er Robert Burns land – se boks. Den nationale skjald blev født på vestkysten i Alloway sydvest for Glasgow, men levede sine sidste år som skatteopkræver i Dumfries og skrev her sine sidste lyriske vers. Der er Burns-statuer overalt, og turister valfarter til Burns House, til Burns Mausoleum bag kirken St. Michaels og til museet Robert Burns Center.

Rob Roy og Ivanhoes ”far”
Walter Scott er kendt over hele verden som en af de første, største og fornemste forfattere af historiske romaner. Han blandede historiske hændelser og miljøbeskrivelser sammen med en god portion romantik og drama, som fx i hans måske mest kendte roman, Ivanhoe, som tager sit udgangspunkt i de sociale og politiske forhold i England i tiden omkring de store korstog og Richard Løvehjerte og hans ”onde” broder, prins John. Scott var egentlig uddannet sagfører, men ernærede sig snart som fuldtidsforfatter, blandt andet med kendte værker som Waverley og Rob Roy.

Skuld gammel venskab rent forgå
Den kendte danske tekst er af Jeppe Aakjær (1866-1930). Oprindeligt er (denne jydernes alternative danske nationalsang) en skotsk folkemelodi, og den originale titel er Auld Land Syne, begået af Skotlands nationaldigter Robert Burns i 1788. Første linie i Burns´ mesterværk lyder ”Should auld acquaintance be forgot” – og så er vi vist alle med, og det er nytårsaften igen. Robert Burns blev kun 37 år gammel (1759-1796). Han er umådeligt populær i Skotland, og folk valfarter til alle de steder, der på mindste måde er relateret til hans korte liv og levned.

Hans fødselsdag (25. januar) fejres af skotter over hele verden som ”Burns Night” med musik og sang, masser af skotsk mad og drikke. Læs alt om Robert Burns på www.robertburns.org

Hertugen af Roxburghe
Vi valgte at overnatte i udkanten af Kelso, 15 kilometer øst for Melrose. Vi indlogerede os i hjørneværelse nummer 10 på The Roxburghe Hotel & Golf Course. Ejeren er Hertugen af Roxburghe. Han bor selv lidt længere mod nord på det store Floors Castle i Kelso, som for øvrigt er det største beboede slot i hele Skotland – guiden forklarede stolt, at slottet skam har 365 vinduer, et for hver af årets dage! Hertugen har i sandhed noget land at boltre sig på. Ud over slottet og hotellet ejer han også den tilknyttede 18-hullers golfbane, hvor banerekorden på 66 slag deles af Sergio Garcia og Colin Montgomerie. Der er også en hel lille dyrehave af en park rundt om hotellet med alt hvad det indebærer af små stier, brede stier, jungleagtig underskov, enorme enkeltstående træer og frodige samlinger af rhododendron og andre store surbundsplanter, mange af dem på størrelse med et stort hjørne af en dansk parcelhusgrund.

Rustik hygge i adelige omgivelser
Folk besøger Roxburghe for at slappe af, for at spille golf eller for at fiske i floden Teviot i baghaven. Vi overhørte tre velvoksne mænd i baren udveksle STORE historier om alle de 14-15-16- og 20-punds ørreder de havde fanget på kun 10-15-20 minutter samme formiddag. For de mere mageligt anlagte har hotellet sin egen store ørreddam, hvor man kan få undervisning i fiskeriets kunst og rigtig brug af stang og fluer og net. Derefter kan de indlærte teorier afprøves i selve dammen, hvor der efter sigende skulle være “masser af store fede ørreder”. Hotellet har også egen skeet-skydning bane og umiddelbart udenfor hotellets indgang er der mulighed for et spil croquet med udsigt til den imponerende park. Selve hotelbygningen er fra 1800-tallet. Der er 22 værelser, alle charmerende rustikt og individuelt indrettet af hertuginden personligt. Der er højt til loftet i både restauranten og baren i stueetagen. Baren er, som sådan en skal være, egentlig mere et bibliotek, med bogreoler fra gulvet og tre-fire meter op til loftet. Mørkt træ, mørke borde og stole, mørke gobelin-kapper, tunge brune gardiner fra gulv til loft og tykke mørkerøde mønstrede tæpper på gulvene. Pejs med knitrende ild i de kølige perioder – og det er vist ofte.

Der bydes på alt, hvad man kan forestille sig og (ikke overraskende) er specielt whisky-udvalget imponerende. En Gin Tonic er ikke bare en Gin Tonic. Der skal træffes valg mellem Gordons, Tanqueray eller Bombay Sapphire – dog føres kun Schweppes tonic og det i små søde 125 milliliters flasker – lige netop tilstrækkeligt til to solide drinks.

Fantastiske fiskeretter
Restauranten er ikke kun for hotellets gæster, og frekventeres af mange lokale kendere, specielt lørdag og søndag, hvor der fristes med en stor brunch/frokost til £18. Vi kastede os ud i chefkokkens menu med to retter for £32 og tre retter for £37. Som en igangsætter fik vi først et par små hapsere, en med laks og tomat og en lille kop tomatcappucino, tomatsaft med urter og krydderier.

Som forret valgte vi henholdsvis en Cæsars salat med hele sardiner, som er fået bedre andre steder i verden, og en delikat carpaccio-lignende sag med ”håndskåret” skotsk højlands-okse-filet med rucola blade, parmesanflager, rapsolie og en klump purløgs-is (!) Som hovedret valgte vi begge fisk, dels en stegt helleflynderfilet med små smørstegte kartofler og cherrytomater, bladspinat og en stor dusk kørvel, dels en smuk pandestegt havbars med salat af friske sprøde bønner og skalotteløg – begge var helt perfekte og vi nød det bedste fisk, vi har fået længe!

Oste fra Ian Mellis(?)
Til sidst et lille udvalg af oste fra Ian Mellis (ukendt identitet for os, men Mr. Cheese himself i Skotland). De smagte fortrinligt og var ledsaget af hjemmelavet chutney, druer, selleri og hvedekager. Til sidst en dampet (og derfor lidt svampet) hindbær budding med sauterede abrikoser og vaniljeis med hele korn. Vi nød to glas hvid italiensk Pinot Grigio med 17,5 centiliter i hvert glas til £5,60 per glas. En flaske let afkølet Julienas fra Beaujolais kostede £22 og gik glimrende til fisken. Vinkortets udvalg er pænt og ønsker man at spendere lidt ekstra, kan der suppleres fra hertugens private vinkælder.  www.roxburghe.net

Robert the Bruce og Wallace
Omkring 40 kilometer nordvest for Edinburgh lufthavn ad motorvejen M9 ligger byen Stirling, Stuart-kongernes gamle hovedstad og kendt og besøgt af turister fra hele verden på grund af den prægtige borg, Stirling Castle, der knejser uindtagelig på toppen af et vulkansk klippefremspring. Stirling har grundet sin strategiske beliggenhed været skueplads for mange af skotternes mest blodige slag mod deres engelske fjender. På esplanaden foran indgangen til slottet står den store statue af Robert (the) Bruce. Han er ved at stikke sit sværd i skeden, og han skuer stolt mod Bannockburn, tre kilometer mod syd, hvor han besejrede englænderne i et stort slag i 1314. Robert the Bruce er åbenbart kendt også i Japan, og vi havde svært ved at holde masken, da bussen med den japanske gruppe ankom. Ud myldrede Nippons sønner og døtre med Nikon og Canon i hånd, mens de begejstret råbte (med sædvanlig japansk mangel på respekt for vore ” l´er” og ”r´er”): ”Aaaaah, Laabat da Blusaa!” Fra slottet er der en imponerende udsigt hele vejen rundt, også mod nordvest og mod det store Wallace Monument i Abbey Craig – se boks.

Braveheart
Der er lidt usikkerhed om det nøjagtige fødselsår for Skotlands store patriot og frihedshelt, William Wallace. Eksperterne mener, han blev født i 1272, men til gengæld er man helt sikre på, at han døde den 23. august 1305. Wallace, eller Braveheart, som han blev kendt som i Mel Gibsons film fra 1995 af samme navn, har for evigt indskrevet sig i skotske hjerter og historiebøger som helten, der tappert forsøgte at fordrive englænderne fra Skotland. Han vandt slaget ved Stirling Bridge i 1297, men det gik galt, da han senere forsøgte at føre krigen mod syd og ind i selve England. Han blev forrådt af sine egne og blev henrettet i London af den engelske konge.

Der er mindesmærker mange steder for Wallace. Lidt nord for Stirling, nær vejen A91 har man rejst et monument til hans ære. Fra toppen af tårnet er der en storslået udsigt over området og slagmarken ved Stirling Bridge, hvor han vandt sin store sejr.

Rob Roy og Callander
Godt 20 kilometer længere mod nordvest fra Stirling ad hovedvej A84 ligger det naturskønne område, The Trossachs, med bjerge, dale, vildnis og de store søer, Loch Lomond mod vest og Loch Katrine i nord. Det var på disse kanter, Rob Roy huserede – se boks. Callander er Trossachs mest populære by og trækker mængder af turister til sit Rob Roy Visitors Centre med alskens Rob Roy information og Rob Roy merchandise. Her kan man også nyde op til flere audio-visuelle præsentationer, en af dem sågar speaket af selveste Sean Connery, stadig en aktiv fortaler for skotsk selvstændighed og løsrivelse fra de ”onde” englændere i syd – dem både Rob Roy og Braveheart kæmpede så hårdt for at slippe af med. Rob Roy er begravet sammen med sin hustru og to sønner i Balquhidder, omkring 20 kilometer nord for Callander ad A84 og til venstre. Man er sjældent helt alene ved gravstedet! Callander har en hyggelig tre hundrede meter hovedgade med forretninger og en enkelt god pub, The Half Crown.

Her var trængsel foran indgangen, gode øl på fad, lave priser, happy hour fra 17-19 og levende musik i form af to lokale harmonika trækspillere og et lokalpatriotisk repertoire – jo flere Guinness eller lokale Broughton Black Douglas øl fra gæsterne, jo mere patriotisk blev det – en slags Amazing Grace på et vist niveau.

Rob Roy Filmen “Rob Roy” fra 1995 med Liam Neeson og Jessica Lange i hovedrollerne er sandsynligvis ikke helt historisk korrekt. Men et faktum er det, at Robert MacGregor levede fra 1670 til 1734, og at han blev kaldt Roy (rød) på grund af sin hårfarve. Han var en lovlydig og retskaffen kvægavler i det skotske højland, indtil en fejde med den lokale markis Montrose førte ham ud i fredløshed. Her startede legenderne om Skotlands ”Robin Hood” og allerede 60 år efter Rob Roys død lagde forfatteren Walter Scott mange alen til myterne med sin historiske roman ”Rob Roy”.

Rejsen dertil og information
Sterling har flere ugentlige afgange fra Kastrup til Edinburgh. Klik ind på www.sterling.dk og find flytider og priser. Der er ikke mange danske rejsebureauer, der laver deciderede Skotlands-rejser, men et af dem er Hekla Travel i København – se mere på www.heklatravel.dk Hjemmesiden www.visitscotland.com er fyldt med relevante oplysninger, og herfra kan også downloades flere mindre publikationer om områder og seværdigheder. Er man til golf, er det bare at klikke videre til www.visitscotland.com/golf.

Værelsespriser på ”vore” tre hoteller ligger i den dyrere ende, men alle har sæsonbetonede tilbud og pakkearrangementer, på Roxburghe også inklusive golf, så vi anbefaler, at man kigger nærmere på deres respektive hjemmesider.

Roman Camp
Der er ikke noget ”romersk” over Roman Camp Country House & Restaurant. Der findes nogle gamle romerske ruiner i nærheden, og en eller anden har så ment, at ”Roman Camp” var et passende navn. Hotellet ligger for enden af Callanders hovedgade på vejen mod Stirling. Drej til højre gennem en gammel kampestensport, fortsæt små 100 meter ned ad en smal allé, og for enden ligger der en lang, lyserød og dukkehusagtig bygning, Roman Camp.

Hotellets 14 store, dejlige værelser er alle forskelligt indrettet, og det er gjort med kærlig hånd og med respekt for farver og gammelt og nyt. Huset kan føre sine aner tilbage til 1625, men hotel har der ”kun” været drevet siden 1939. Bygningen ligger i en stor have med flot og afvekslende beplantning. Floden Tieth løber i forhaven, og der er sat bænke op tre steder, så man kan sidde og nyde den brede, brusende strøm og de frodige bredder. Ejerne Eric og Marion Brown er overalt, og de erkender, at det kræver MEGET hårdt arbejde at holde hjulene i gang. Men i gang er de, og ejerparret leverer et førsteklasses produkt!

Skotsk gastronomi
Chefkokken Ian McNaught kreerer en daglig menu til £44 med fire retter og lidt ekstra før og efter, og vi skulle hilse og sige, at det gør han storartet. Vi startede med en lille kanapé i pejsestuen ledsaget af et stort og nydeligt glas Sauvignon Blanc fra Chile til £4,50. Derefter var der dækket op i det smukt indrettede og ottekantede restaurant-lokale, Drummond Hall, med store vinduer og flot lysindfald. Selv den 13. august var der ild i kampestenspejsen og stemningen var hyggelig og dagligstueagtig.

Betjeningens tempo var adstadigt, men det virkede, som alle vidste, hvad de gjorde, hvorfor og hvornår de skulle gøre det. Først fik vi et lille stykke lækkert ristet havbars garneret med en flot kammusling, bittesmå ristede kartoffelstykker med en fennikelsauce og anrettet på dampede spinatblade. Derefter fulgte en farvestrålende græskarsuppe med estragon. Hovedretten var en fantastisk confiteret flæskesteg med små stegte skiver æble, en let og luftig mos af kartofler og fennikel. Som tilbehør et lille stykke lokal blodpølse iblandet et stort solidt skvæt Calvados, og det gik faktisk op i en højere enhed.

Vi havde valgt en flaske Fleurie fra P. Ferraud et Fils til £27,70, men fortrød et kort øjeblik, at vi ikke havde kastet os ud i noget, der en smule kraftigere! Til dessert nød vi en parfait af jordbær med en klat sorbet af mascarpone og basilikum-skum, en speciel, men spændende kombination. Derefter tilbage til pejsestuen og en kop kaffe og en Drambuie, den skotske blanding af whisky, lynghonning, krydderier og krydderurter. Den serveres enten med knust is eller som en Rustry Nail med én del Drambuie og to dele whisky.  Navnet Drambuie kommer fra det gæliske “dram buidheach”. Det betyder “en drik, der tilfredsstiller”. Det kan vi skrive under på efter en stor oplevelse på Roman Camp. www.romancamphotel.co.uk

Denne artikel har tidligere været bragt i Danmarks største rejsemagasin Vagabond Rejs. Læs mere om Vagabond Rejs ved at besøge www.vagabond.info

Brugernes mening

Du skal være logget ind som SeptemberNet-bruger for at kunne kommentere.

Log ind eller Opret dig